HELT FEDT!

Musicalkulturen gror og dyrker sine slagere. F.eks. ’Grease’, der nu er sat op i Tivoli med fuldt honnør og tryk på.

Spiller indtil 5. april

****

’GREASE’… Spiller de nu dén igen?
Ja de gør. Ligesom de spiller ’Boheme’ og ’Tosca’ igen. Og igen. Slidstærke sager.
Kan de da ikke finde på andet?
Vi spør’. Men sådan er dét bare.
Der er ikke for 10 øre handling i ’Grease’. Nå, jamen, så for 5. Og det er slet ikke det, det handler om. Det handler om musik og dans og om en ungdomskultur, der på en måde befinder sig på generations-kalenderen ’Da mormor var ung’.
Så alligevel: Hvorfor? Fordi der er ordentlig krudt i den musik. Tilmed musik fra en disco-periode, der stadig lever i bedste velgående. Og oven i købet med en ’handling’, som er henlagt endnu en tak baglæns til en tid, der genopdages ustandselig. Tiden omkring 1960. Hver gang man vender ryggen til, er der nogen, der råber Elvis og Bill Haley og Peter Belli.
James Dean er nok glemt af de fleste. Undtagen måske Claus Pagh.

LIVSSULTNE

Nu drøner den så deruda’ igen. Denne gang i Tivolis Koncertsal, og det er til at sluge temmelig råt.
Der bliver danset og sunget og spillet af et hold, der er næsten lige så ungt som den flok, de skal forestille: Highschool-elever, drenge og piger, der kan være nok så amerikanske, men i teenage-panik er til at genfinde i Hellerup og omegn og hvor som helst i dette land.
Flabede, livssultne og fjollede. Og åndssvage at høre på, både for dem selv og de voksne. Drønirriterende og meget nuttede. Usikkert besatte af en ting. Sex. Deraf musikken. Deraf dansen. Deraf af alt, hvad de siger til hinanden.
Koncertsalens tribune er omdannet til en blanding af skolegård og burgerbar, med en drejeskive til det uundværlige miserable dollargrin, der kan rumme det meste af flokken af tøser og rødder, når de store numre skal udfolde sig. De numre, der er esserne i ’Grease’.

DRIVE

Holdet danser og synger numrene med rablende dynamik og drive. Koncertsalens scene har aldrig været til asfaltbal, flad er den, men ingen ramler ind i hinanden, for instruktørerne Tim Zimmermann og Kenneth Kreutzmann har disciplineret de tyve medvirkende med den konsekvens, at de ved, hvor de står og går og løber. De undgår brådne kar og andre sammenstød end dem, der er kærlige, og som skal være der.
Historien er som sagt ingen ting. En pæn pige, Sandy i flade sko og håret som en velanbragt blomsterpotte, ankommer til skolen og kastes for løverne og løvinderne. Hun er smidt ud af en katolsk skole fordi, som det fortælles: ’Drengene kunne se hende op under skørterne via hendes blanke lyserøde sko’.
Anna David spiller hende så pænt så pænt, og synger sine sange med en stemme, der lyder, som om den lægger vejen om ad en emhætte. Så er der mere klang i flere af de andre medvirkende. Danny, som hun ender i favnen på (Travoltas rolle i filmen) Sonny Freddie-Petersen er navnet, det hedder han faktisk, flot fyr, der har fuldt tjek på dans, stemme og tandpastasmil – alt udfoldet, især i et stærkt nummer med pigen Rizzo, Julie Steincke i fin form.

MUSICALKULTUR

Der er andre rappe drenge og piger – Vicky Berlin, Rikke Hvidbjerg, Silas Holst, Kim Ace Nielsen, Christian Lund, Joey Moe og Julie Lund og flere endnu, sangere og dansere, der kan deres kram.
Spillelysten er hæsblæsende og det er både lyst og kunnen, der driver dét værk.
Vi har fået en musicalkultur, der fylder i landskabet, som kan fylde teatrene, og som smitter fra teater til teater. Snakker nogen krise i den branche, så er der i hvert fald for tiden hausse i det musikdramatiske aktiemarked.
’Grease’ holder kursen.
Hvad ’Grease’ egentlig betyder? Ordbogen siger mærkelige ting: ’Fedt’. ’Smørelse’. ’Urenset uld’. ’Muk’. Og mere endnu.
Vi holder os til ’fedt’. ’Helt fedt’.
 

GregersDH.dk