Lise Lauenblad, Lars Ranthe og Niels-Martin Eriksen i ‘Peter og elgen’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)
GLÆDELIGT NYTÅR!
Teater Grob får latteren til at runge og hjertet til at banke med sin nye komedie fra det virkelige liv. ’Peter og elgen’ er titlen på Thomas Levins nye stykke.
Spiller indtil 31. marts
*****
– VI laver virkelighedsteater! Reaktionært teater! Ufattelig gammeldags teater!
Nådada. Det er fem år siden, Thomas Levin sagde sådan i et interview i Børsen. Men han holder fast. Og tak for det. Især fordi den virkelighed, han har fat i og fortæller om, er forrygende morsom og forrygende jammerlig. Han har noget for med mellemklassen, kredser om det hel- og halvakademiske borgerskab. Han spænder armbrøsten og fyrer pilen lukt ind i et glaceret og forskruet miljø af mennesker, der har alle betingelser for at slubre lykken i sig, men går til i vrøvl.
Det er dér, Levin har fat. Allerede med sin dramatikerdebut ’Dig, mig og mit’ pillede han rigtig nærgående ved relationerne i en akademikerfamilie og dens omgivelser.
NERVERNE DIRRER
Nu skal vi så med ’Peter og elgen’ til nytårsaften i et fancy sommerhus, svensk, sikkert Småland, sikkert rødmalet, sikkert med en nærliggende sø og sværme af myg – om sommeren…
Der vil litteraturprofessoren fejre nytår. Nerverne dirrer, så den siger syv på Richter-skalaen – han har nemlig inviteret sin fraskilte kone, han aner dårligt nok, hvordan man lukker en dåse op, han jager sin 13-årige datter manegen rundt i befippelse, retter på både hendes borddækning og hendes ordstillinger – alt lægger op til katastrofe.
Og tak skal du have, hvor sådan en udvikler sig: Først braser en barndomsven ind slæbende på al den champagne, som professoren har været for nærig til selv at indkøbe.
Så kommer ekskonen, og bliver omgående knaldet til vægs af teenagepigen, nybagt skilsmissebarn og totalt uimodtagelig for mors dårlig samvittigheds-approach.
Og endelig buldrer det på døren ude i mørket – et fænomenalt dramatisk kneb: Ind vælter i fuld vinterkrigsmaling – nej, ikke den elg, som stykket titel antyder – men, men, men: En af litteratur-professorens studiner. Hende, han har fjaset med ved julefrokosten for et par uger siden.
KAOS
Herfra er alt en total kaos-syntese af ægteskabeligt opgør, datteren, der går i dækning på sit værelse oven på, en middag, hvor alt brænder på, dronningen som kun når at få sagt ’Gud bevare Danmark’, vennen, der kysser med ekskonen, studinen, der er ekstravagant sulten på både det forhåndenværende af spiseligt – og på professoren, der nærmest voldtages, mens han som modangreb anfægter syntaks og ordstillinger i de flyvende argumenter fra ven, ekskone og studine.
Dialogerne er i alarmerende tempo, iscenesat af den trænede tv-instruktør Louise Friedberg. Et festfyrværkeri, velegnet til at fejre det nye år, mindre velegnet til at forsone de umage kræfter, der er samlet i det svenske skovdyb.
LEVENDE MODELLER?
Sammensætningen af de fem skuespillere til rollerne er foretaget med den mest uforskammede præcision:
Lars Ranthe er som professoren en verbalkogende desperado af upraktiskhed, upædagogik, urimelighed, en masse, der begynder med ’u’. Han er et hoved laver en sin fraskilte kone – Charlotte Munk forestiller en litterær redaktør på Gyldendal – man giver sig til forsigtigt at gisne om levende modeller til både hende og professoren – konen er under alle omstændigheder både vred, ubehjælpsom i den forkvaklede moderrolle, hun er meget spiselig – det sidste som offer for husvennen, spillet af Niels-Martin Eriksen, hvis professionelle gerning i livet er ’erhvervscoach’ – alle advarselslamper tænder mod dette lallende, forvrøvlede efterladenskab af en 80’er-hippie.
Man aner et nøgle-drama med de figurer.
OVERVÆLDENDE
Og hvis det er en pointe, at professorens centimeter ikke kan hamle fysisk op med sin strømlinede ekshustrus, så bliver han nærmest kvast under studinens attak. Lise Lauenblad – nybagt fra skuespillerskolen – er fra sin entre i hytten overvældende på alle måder. Hendes overstadige grin, hendes sult, hendes imposante korpus, frejdigheden og hendes fuldstændig rablende brug af sprogteoretiske murbrokker – alt medvirker til at sætte kursen mod et betændt, men muligvis forunderligt nyt år i det lille familiære sammenrend. Mest hjertegribende: Den trettenårige Laura Kruse vandrer støt gennem hurlumhejet, ser og vurderer alt og alle med sin egen nøgterne målestok – hun er et fund til rollen.
Thomas Levin og Grob triumferer endnu engang med den virkelighedsfortolkning, der er blevet det lille Nørrebro-teaters livsnerve. En bittersød komedie, der får temperaturen til at stige og latteren til at runge. Fordi den bliver så godt spillet. Og er så godt skrevet. Binder måske lidt uklart knude til sidst, men se selv. Der får vi også forklaringen på stykkets titel.
GregersDH.dk
GROB invitere dig på en festlig nytårsaften, med masser af grin. I deres nye skilsmisse komedie/Drama. Lad mig være den første til at sige, at Peter og Elgen (dumt navn) er vores tid ”Et dukkehjem” eller ”Scener fra et ægteskab”. GROB har igen skabt en stor succes, så de skal ikke smide kulisserne ud, men gøre dem klar til turné. For ligesom ”Hjem, kære hjem”, ”Lykkebjørn” og ”Europamestrene”, som pudsigt nok alle tre spiller i denne sæson.
Thomas Levin har igen skrevet manuskriptet, og han genbruger stilen fra ”Hjem, kære hjem”. Igen starter vi med fest og masser af grin. Men med 150 km. i timen, skifter vi fra grin og sjov, til dyb alvor og meget seriøst drama.
I rollerne ser vi Lars Ranthe som Peter. Som viste i ”Dirch” hvor fremragende en skuespiller han er. Og her er han i lige så fremragende i rollen som den intellektuelle, mand der ikke kan forstå, hvorfor han stå i en skilsmisse.
Charlotte Munck er tilbage på GROB, og hun må gerne gøre GROB til sit faste holdeplads. For hun spiller flot, som den mor der har taget det svære valg, at bryde familien op, for at frigøre sig selv.
Niels-Martin Eriksen kendte jeg kun for de sjove lidt anderledes roller. Og det er også det han spiller her. Han er Peters bedste ven, og er en stor humørbombe, som alle gerne vil have med til fest. Men det var så dejligt at se, at han også kan spille drama på højt plan.
Lise Lauenblad var et ubeskrevet blad for mig. Men hun viste sig til, at være en god bog. En af dem mand bare ikke kan ligge fra sig, før man er helt færdig. For både min ven og jeg, var begge helt færdige af grin. Hun spiller den søde og naive stundende/digterforfatter, som er faldet for sin lære Peter. Og hun gør det, så man bliver lidt små forelske i hende.
Laura Kruse spiller teenagedatteren, som er føler sig forladt af sin mor, og har derfor knyttet sig meget til sin stakkels far. Som ellers giver hende en hård opdagelse, og som retter alles hendes små sprogfejl. Jeg håber inderligt, at Laura vælger at forfølge en karriere som skuespiller. For adgangsbilletten til statens skuespiller skole har hun i hånden. Hun skal bare indsende hendes flotte præstation fra dette stykke.
Lyd, lys og kulisser fungerer alle fint sammen. Kulissen er sat i et svensk sommerhytte, og scenen er bygget op som et dukkehus. Stueplan er køkken og stue, og på første sal er der 2 soveværelser.
Denne opbygning gør, at vi får 90 hæsblæsende minutter uden en eneste lille afbrydelse. Sceneskiftende sker ved, at lyset bliver ændret. GROB har ikke valgt, at ligge en pause ind i de 90 min. Så de kunne få gang i bar salget. Og gudskelov for det, for tid og sted holder op med, at eksistere fra det øjeblik stykket starter, til det slutter.
Så hvad kan man så give vores tid ”Et dukkehjem”? 6 ud af 6 stjerner er fuldt fortjent. Jeg elsker det meste teater, og jeg giver det meste jeg ser 4-5 stjerner. Men 6 stjerne er forbeholdt de få. Det sker kun 1-2 gange på en sæson. Jeg ser noget der er så komplet en oplevelse, at det får mig helt oppe i skyerne. Jeg har inviteret min mor med mig, når jeg går ind og ser Peter og Elgen igen. For denne oplevelse bliver jeg nød til, at dele med så mange jeg kan. Så snyd jer ikke for dette mesterværk.