‘Don Juan’ Den Jyske Opera, Musikhuset Aarhus 9.2.2012 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

Jørn Pedersen og Vibeke Kristensen i ‘Don Juan’ (Foto: Anders Bach)

 

EN ITALIANO

 

En solid og velsunget ’Don Juan’ på Den Jyske Opera, men den ender i tabte pointer.

Set i Musikhuset, Århus. På landsturné indtil 20. marts

 

 

****

EN underlig tom fornemmelse. Mikael Melbye – instruktøren – lader ’Don Juan’ slutte uden den sekstet, der skal afrunde operaen og lade de enkelte fortælle moralen, sætte den fandenivoldske skørtejægers mærkeligt fortumlede og egentlig fortvivlende jagt i perspektiv.
Lade vreden, skuffelsen, ømheden, snusfornuften være konklusionen. Alt det, der fortæller noget om, hvordan Don Juans omgivelser er blevet afhængige af ham som et narkotisk middel. 
Men udeladelsen passer sådan set meget godt med, at Melbye netop har ladet alle kaste sig over Don Juan og slagte ham, på samme måde som tøsedrengen i en bande kommer rendende og giver det sidste ’modige’ gok, når andre har straffet modstanderen i en bandekrig. Det giver en meget forenklet, men ærgerlig finale.

SANGERNE

Der kan ellers sige meget udmærket om Den Jyske Operas ’Don Juan’ – sunget på det smidige underfundige sprog, operaen er skrevet – Lorenzo da Pontes djærve italiensk, som Mozart var totalt fortrolig med. Man burde også, når vi opfører den i Danmark, kalde operaen ’Don Giovanni’. Selvom den foregår i Spanien, og vi i øvrigt har overtaget den franske udtale af navnet, som vi har fra Molieres ’Don Juan’.
Opsætningen i Århus nyder godt af et fint ensemble af sangere – i hvert fald i den udgave, vi hørte i aftes. Der er alternerende besætning.
I aftes var det ensemblets egen basbaryton Jørn Pedersen i titelrollen, en sanger, der med lige suverænt overskud går ind i roller fra Rigoletto til Don Juan, en smidig og velklingende stemme og stort scenenærvær. Hans Don Juan er kynisk og kontant, mere gadedreng end dæmon. Og er dermed mere på bølgelængde med Leporello end med de adelsdonnaer, han render efter. Vi kender typen fra dansk landadel.
Forestillingens italienske Leporello, Luciano Miotto, har en baryton, der ligger tæt på Jørn Petersens, og det giver naturligvis 2.aktens festlige scene, hvor Donna Elvira forføres af den forklædte tjener, sin egen absurde troværdighed. En commedia del’arte-maskeleg på kanten af realisme.
Kvinderollerne er perfekt besat med den præcise Lina Valentiejute som Donna Anna og Elsebeth Dreisig som Elvira. Vibeke Kristensen er en velsyngende Zerlina over for Robert Bøgelund Winthers Masetto.
Oven i dét er så vatnissen Don Octavio overladt til Sune Hjerrild, udstyret som karnevalsjunker fra Versailles-hoffet, grotesk – men Hjerrild frodigt udfoldende sin glimrende tenor i de to svære arier, som Mozart har ladet være staruttens forbløffende bidrag til historien.

SCENOGRAFIEN

Mikael Melbyes dekorationer er et kapitel for sig. Melbye er den traditionelle æstetiks dyrker, i dette tilfælde gennemført i stort anlagte videoprojektioner, der forvandles sig smidigt og elegant fra scene til scene – slotspark, salon, gademiljø, kirkegård o. s. v.
Oplagt noget, man kan rejse med, som ’Don Juan’ jo skal. Enkel og til at håndtere. Der er nogle detaljer, man må sluge, rigeligt med døre til at rende ind og ud af – mere praktiske end indlysende, kirkegårdsscenen og slutscenen snyder os barnlige sjæle for at se stengæsten nikke ja til Don Juans middagsinvitation – vi må nøjes med Jens Bovés svulmende bas off stage.
’Don Juan’ spiller på den kommende landsturne med forskellige besætninger og landsdelsorkestre. I aftes i Århus med svenske Tobias Ringborg som dirigent – gode tempi og klare pointeringer, f.eks. af de bratte humørsvingninger i Donna Elviras store arie i 2. akt, hvor orkester og solist har fascinerende mod- og medspil gående. En fin lejlighed for Elsebeth Dreisig til vokalt at videregive damens sjælsdybe forvirring.
Det er ikke en ’Don Juan’, der sætter de voldsomste lidenskaber i brand. Men den er solid og leverer gode oplevelser.   
   
GregersDH.dk

Skriv en kommentar