LONELY RIDERS

Mennesker på usikker vandring – Mammut Teatret har fat i Cassavetes-film og sætter liv i nogle menneskeklude. I hvert fald i 2. af 3 dele. Titlen er Faces’.

Spiller også 8., 17. og 22.2. samt som del af maraton-opsætningen 11. og 18.2.
Alt sammen i Pumpehuset i Studiestræde.

****

JEG skal ikke gøre mig klog på filminstruktøren Cassavetes, mindes ikke at have set hans film, men tror gerne alle oplysninger på deres pålydende: Han er en menneskekender, eller i hvert fald en instruktør, som arbejde flittigt på at lære mennesker at kende.
Det er det, Mammutteatret har set pointen i og gjort tre af hans film til teater – tilmed på den baggrund, at Cassavetes – amerikaner, men græskfødt – åbenbart arbejdede med sine skuespillere ud fra teatermæssige erfaringer.
Nu dumper man så baglæns ind ad døren i Pumpehuset. Skævt, for det er forestilling nr. 2 ud af i alt 3.
Har ikke set nr. 1. Men fuld af forventning. Mammutteatret lavede for et par år siden et tredobbelt drama: ’Fobiskolen’, tre forestillinger, der sammenlagt var en morsom og forfærdende seance om en fidusanstalt, der hævdede, at den kunne reparere fortabte sjæle og skæbner. 

ØMSKINDEDE

En gentagelse af modellen? På en måde nej. For, som det fremgår af programmet, er der ingen sammenhængende handlingsgang i Cassavetes I, II og III på samme måde som i ’Forbiskolen’s tre afsnit.
På en anden måde jo. For skuespillerne er de samme i alle tre afsnit, og hensigten er at grave ind på forskellige leder i menneskers måder at handle på. Tilsyneladende i et nogenlunde fælles mellemklassemiljø.
Nu holder jeg mig så til afsnit II, som har titlen ’Faces’.
Lad mig sige straks, at det giver lyst til at se de andre afsnit også. Hvorfor det? Jo, fordi vi ser seks skuespillere tage nogle livtag med ømskindede karakterer og typer, der er gevaldig livsnære. Skråsikre, men i virkeligheden usikre. Selvoptagne, men imødekommende. Pågående, men tilbageholdne. Rapkæftede, men fulde af fortrydelse over, hvad de dog siger.

LONELY RIDER

Det er Benedikte Hansen som lonely rider, der snører mænd, men alligevel går fejl af dem. Anders Hove, som aldrende, prætentiøs distanceblænder. Tina Gylling Mortensen, der sejler tilværelsen rundt, evigt ovenpå med mild Klogesen-attitude, Patricia Schumann med livslysten gemt bag sit parcelhus-panser, Jens Gotthelt, ung dandy med et blødt hjerte, Jesper Hyldegaard, levemand, der segner træt om ved et bar-bord, da han udkonkurreres i stormløbet mod Benedikte Hansen.
Det er på en måde som en variation af Arthur Schnitzlers ’Reigen’ – ’Kærlighedskarrusellen’ hed stykket, da det blev spillet på Aarhus Teater for to år siden, og minsandten om ikke min mislige filmerindring rækker til at mindes ’La Ronde’ med Simone Signoret for en menneskealder siden: Mænd og kvinder, der snor sig i amourøs kædedans. Som her i Cassavetes ’Faces’, hvor en lidt doven, tilfældig promiskuitet lemper parrene med vekslende held til og fra hinanden.

MER

Det giver anledning til henrivende morsomt spil og gribende flirt og sovekammerpjank, og for at vi ikke skal tro for meget på noget som helst: En evergreen til hver af de agerende med mikrofon i hånd og den fortræffelige pianist Mathias Grove ved pianoet. Også lidt sørgmod, men ikke mere end at vi forholder vores tårekanaler i ro.
Og lyst til at se mere. 

GregersDH.dk