JEG SYNGER OP PÅ TOILETTET
Ann Petersen har titelrollen i Operaens kæmpeproduktion ’Kvinden uden skygge’, der genopsættes i aften. Hendes internationale karriere er på et højdepunkt. Her fortæller hun om langsigtet proces, rejseliv, fitness og svære klimaforhold på Operaen.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Magnus Møller
STORMFULDE dage. Operaen på Holmen er i turbulens. Men her sidder vi med sopranen Ann Petersen i hendes garderobe. Et menneske tilsyneladende i perfekt balance. Godt selskab, hvis man selv vil have nerverne i ro!
Lige nu står hun foran en opgave, der ellers nok kunne sætte nervespidserne i svingninger: Titelrollen i Richard Strauss’ ’Kvinden uden skygge’.
Men store opgaver er en del af hendes livsmønster. Kraftpræstationer er hverdag i hendes internationale karriere. En karriere, som hun har bygget op med imponerende konsekvens. Målrettet, langsigtet, strategisk klogt.
”Min sanglærer på Konservatoriet Susanne Eken sagde dengang: ’Tag det roligt. Du er først på højden, når du er midt i fyrrerne’…”
– Dér er du nu.
”Præcis. Og Susanne Eken tilføjede: …Dér bliver du så! Og synger de næste femten år, hvis du holder dig på den rette sti…”
– Gør du så det?
Ann Petersen slår en rislende, fuldtonende latter op: ”Ja, det mener jeg da.
Det er i hvert fald i disse år, tilbuddene virkelig kommer. Så jeg må have gjort det rigtige. Det bliver jeg så ved med, alt det jeg kan…”
– Og hvad er det rigtige?
”Det er vel at tænke sig om og passe på sig selv. Og så sige ja til de rigtige ting og huske at sige nej til det, der ikke er lige så vigtigt. Det mærkelige er, at jo mere man siger nej, jo mere eftertragtet bliver man. Det er nemlig ikke sådan, at hvis man siger nej, så bliver man ikke spurgt igen. Nærmest modsat. Men samtidig mærker man, at konkurrencen er meget hård. Man ligger i konstant konkurrence med sangere fra hele verden. Det vrimler med fantastiske sopraner. Og det er hele pakken, der skal være med i vore dage.”
– Hvad mener du med ’hele pakken’?
Mere latter: ”Altså, hvis der er en, der synger lige så godt, men ser bedre ud – så nytter det ikke, at man står og vejer ti-tyve kilo for meget. Når jeg kikker i de internationale operatidsskrifter, så ser man den ene bedårende sangerinde efter den anden, og når de så også kan synge! Anna Netrepko f.eks. Så er der ikke andet at gøre end at tage fat. Stille i fitness centret.”
Ann Petersen er en stor pige. Men tydeligvis i fin form.
– Du passer godt på dig selv. Gør noget ved det…
”Mange gange om ugen! Jeg kunne da nok sige: Det kører jo godt nok – så længe jeg bare synger hver dag, gør det vel ikke noget, at jeg forsumper med resten af mig selv. Men nej. Det er altså vigtigt. Og også godt at blive ’holdt til’. Hjemme i Sorø har jeg anskaffet mig både cykel og løbebånd.”
– Og på hotellerne i udlandet er der vel fitness centre.
”Ja. Også i de større operahuse. Men hoteller bor jeg næsten aldrig på, hvis jeg kan undgå det. Jeg er væk seks måneder om året, flere måneder hvert sted, og så lejer jeg lejligheder. Lejlighederne bliver på en måde ens ’hjem’. Dér kan jeg leve så normalt som muligt. Købe ind, selv lave mad. Jeg bliver sindssyg af at skulle ud og finde på noget at spise hele tiden! Og det er sandelig ikke alle operaer, der har så god en kantine som Det Kgl.! ’Hjemme’ i lejlighederne kan jeg også få min mand og vores søn på besøg. Indtil for nylig har min søn altid været med mig – faktisk lige siden han var fire måneder gammel. Nu er han syv og begyndt at gå i skole hjemme i Sorø, og så går det jo ikke længere. Jeg kan ikke hive ham ud af skolen hele tiden!”
”Hvordan klarede du at have drengen med alle de år?
”Jeg er så privilegeret. Jeg har en mor og nogle svigerforældre, der rigtig gerne vil rejse med rundt. De synes, det er dem, der er privilegeret. At komme så meget udenlands! Men det har nu været lidt rodet gennem det mest af 2011. Jeg har tilbragt flere måneder, først i Berlin, hvor vi indstuderede Beethovens ’Fidelio’, så i Lyon med ’Tristan og Isolde’ og så i Buenos Aires med ’Lohengrin’. Væk et halvt år sammenlagt.”
– Et rakkerliv? Tilmed i lande og operahuse, hvor forholdene vel også er meget anderledes end her?
”Selvfølgelig. Alene livsrytmen. Når jeg er hjemme i Danmark, står jeg op klokken halv syv om morgenen og følger min søn i skole. Og går i seng inden 11, hvis jeg ikke har forestilling. I de sydlige lande rykker alt til flere timer senere. Prøverne ligger sent på eftermiddagen og om aftenen. Og forestillingerne begynder sent. Det er lidt sejt, når man f.eks. i Lyon når frem til Isoldes ’Liebstot’ på den anden side af midnat. Dér skal alle kræfterne jo mobiliseres. Hold da op! Men det går jo.”
– Hvor er det bedst at synge?
”De er så forskellige, operahusene. Men jeg kan faktisk rigtig godt lide at synge i de gamle operahuse. Der er en særlig stemning. Et særligt miljø. Også et godt klima. Operaen, vi sidder i her, er skøn på mange måder, men jeg har f.eks. svært ved at synge op i de her garderober. Her er meget tillukket. Ingen akustik overhovedet. Men får intet forærende. Nogle gange går jeg ud på toilettet og synger op. Dér kan jeg høre og mærke sin stemme. Det er der ingen problemer med i de gamle operahuse, hvor der er almindelig højt til loftet.”
– Du har også sunget på Gamle Scene på Kgs. Nytorv.
”Ja. Mange gange. Lige siden min debut i ’Tryllefløjten’. På Gamle Scene kan man bedre trække vejret. Når vi er i prøvesalene her på Operaen, så enten fryser man, eller også har man det for varmt. Der er et udluftningssystem, som hele tiden regulerer luften. Om den er for tør eller for fugtig. Den er altid enten det ene eller det andet. Og nogle gange er der så hamrende koldt, at man kan blive syg af det.”
Vi undlader at spørge Ann Petersen, om hun ikke synes, Operaen burde flyttes tilbage til Kgs. Nytorv. Tænk, hvis hun svarede ja – et par dage før hun skal udfolde sig i en forestilling, der er skabt og skræddersyet til Operaen på Holmen. Hun har titelrollen!
Hun ville selvfølgelig svare nej. Af mange, gode grunde. Og fortsætte med at synge op på toilettet.
