KVINDEN UDEN SKYGGE
’Kvinden uden skygge’ bliver ikke den sidste opera, vi får lejlighed til at høre Ann Petersen i på Det Kgl. Teater.
Hun gæstesynger i denne sæson. Men fra sæsonen 2013 er hun fast engageret, og der venter hende store opgaver ind imellem gæsteoptræden i udlandet.
Til gengæld kan det blive sidste gang, Operaen sætter så gigantiske forestillinger op som ’Kvinden uden skygge’. Den er kostbar, ekstremt krævende og kompliceret.
Da opsætningen blev opgivet i 1990’erne, var den tiltænkt Gamle Scene på Kgs. Nytorv. Så da Operaen på Holmen blev indviet i 2005, var ’Kvinden uden skygge’ straks i tankerne. Operaen var bygget til formater af den art. Teknik, orkestergrav, mandskab – alt imødekom kravene til at realisere denne Strauss-opera.
Ikke mindst fristede Operaens sceneteknik. Den kunne det hidtil usete. Læser man handlingsreferatet til ’Kvinden uden skygge’, møder man et flimmer af billeder og forløb. Mozarts ’Tryllefløjten’ – gange ti!
En anelse om det prøveforløb, der førte til det imponerende slutresultat, får man, når man læser scenografen Steffen Aarfings beretning i programmet: ”Mens jeg skriver dette, rekombinerer vi igen og igen hele billedsiden og bilder os ind, at vi er i fuld kontrol…”
Det var der åbenbart. Fuld kontrol. Stort og fantastisk blev det. Et storslået punktum for både Kasper Holtens og orkesterchefen Michael Schønwandts æra på Det Kgl. Teater.
Det punktum, som Ann Petersen nu er med til at sætte med hovedrollen i ’Kvinden uden skygge’.
