Sønderborg-holdet. Øverst fra v.: Leif Meibom, Katja Holm og Thomas Pakula. Nederst fra v.: Marie Askehave, Søren Hauch Fausbøll og Lone Rødbroe (foto: Sønderborg Revyen)   

THORLEIF FOREVER

I Sønderborg Revyen er musikken frisk plaster på sårbare tekster. Og Thorleif nærmer sig udødelighed. 

****

———————————

Jeg ved ikke, hvad man skulle stille op med sådan en revy, hvis ikke det var for musikken. Slet ikke i Sønderborg.
Det er Sønderborg-folkene lykkeligvis helt bevidst om.
Musikken som motor og igangsætter. Plaster og forbinding på tekster og ideer, der mere er udslag af ukontrolleret overskud end af knivskarp udvælgelse, en slags ’hellere ramme ved siden af end slet ikke ramme’. Maibom og hans folk gi’r ved dørene. Frejdigt og glad. Ud fra en stor generøsitet, hvor vrøvl er forlovet med løsgående talent. Det er noget af charmen.

MADAMMENS VOGNLÆS

Og der er ikke nogen grund til at overse Leif Maiboms ’Thorleif’, der i år afrunder revyen, og som ikke behøver skyggen af en trille fra klaveret for at tegne revyens teksmæssige vanvids-signal.
’Thorleif’ er stadig er hit. Selv om det burde være løgn, at der kan presses mere ud af denne bonderøv af en småborger, der snurrer omkring sig selv, fjottet og hjælpeløs idiotisk i sine funderinger over livets trængsler, hvoriblandt den største er konen Ragnhild Margrethe.
I årets udgave har hun slæbt ham med i nudistlejr, en begivenhed, som primært består i at udfolde og beskrive madammens vognlæs af en korpus, med deraf følgende problemer, f.eks. i deres seksuelle samkvem. Selvfølgelig har hun fødselsdag undervejs, og hun ønsker sig ’en lille rap sag, der kan accelerere på fem sekunder’, og det får hun: En badevægt.

FOUR MORE YEARS

Maiboms flyvende pen lader ham sjældent i stikken, i hvert fald når det gælder hans mærkevare ’Thorleif og Ragnhild Margrethe’. Da hun meddeler, at hun vil skilles og kræver, at hun skal have hjemmet, siger han ok. Bare han kan få Familie Journalen.
Med den figur har Maibom skabt det kit, der år efter år kan lokke os til fadet – vi skal se, om den tumpe holder en sæson endnu. Se ham trippe sidelæns og grine fjoget af sig selv. Vi gætter: Four more years.
Andre af Maiboms tekster holder dårligt nok til den ene sæson-aflevering. Når vi nu er ved madammerne og deres mange gram, så kan man f.eks. sagtens undvære et nummer som ’Undskyld’, hvor Lone Rødbroe skal ironisere over fænomenet og ved gud da gør det med smil og grin. Det er bare en sag, der er så modsat sit emne som tænkes kan. Nemlig tynd.

MUSIKKEN

Men så er der altså det med musikken. Og for nu at blive ved Lone Rødbroe. Hun pryder 2. del af revyen med et nummer, ’To sjæle – én tango’, der er lige så henrivende og opløftende som Lone Rødbroe er musikalsk. Orkestret spiller ’Tango Jalousie’, hun dumper ind med sin akkordeon i yndefulde suppleringer med andre tangoer, der hænger både overraskende og musikalsk fint sammen med ’Jalousien’. Sådan et nummer er lige så luftigt og absurd som Sidse Babett Knudsens klovnede særheder i Tivoli Variéte. Og voldsomt velkomment i en Sønderborg Revy, der ikke tekstmæssigt byder på så meget råt kød.
Der er arbejdet med det musikalske. Både i indledningen og især gennem det meste af 2. del. De fem, Rødbroe, Maibom, Marie Askehave, Katja Holm og Søren Hauch Fausbøll har  – formodentlig med instruktion af den dynamiske kapelmester Thomas Pakula – fået ret mange af numrene til at køre vokalt flot.
Ingen af dem er Maria Callas’er eller Pavarottier. Men sammen er de musikalsk og stemmemæssigt i swing. I første delen ganske vist i en noget anstrengt musical-gennemgang af Nasar Khadars op- og nedtur. Den strøer om sig med henvisninger til, hvad der skete med det elendige parti, men uden nogen egentlig brugbar pointe.

FULDEMÆND

Det hjælper undervejs godt nok, at bl.a. Hauch-Fausbøll er så morsom og klovnet en skuespiller, fuldemand, når det er dét, det handler om, og pludselig radikalt forvandlet til manden fra arbejdstilsynet, der stiller på Maiboms værtshus ’Café Det Flækkede Øjenbryn’, ligner en spion fra en James Bond-film, hvad han også næsten afsløres som. Det giver samtidig Maibom lejlighed til at spille helt ud i topform som en fordrukken, men snu dummepeter af en værtshusholder.
Sådan ruller det ind imellem op i pæne bakkehøjder i denne revy  – selvom mange af teksterne klamrer sig til støttepæle undervejs, så vi bliver tavse, men vi glædes over lyspunkterne og beredvilligheden til at kvaje sig.
I anledning af solskinnet: Fire stjerner. Men så må Ragnhild Margrethe heller ikke tage mere på. 
 
GregersDH