JEG ER EKSTREM GENERT

I går modtog skuespillerne Tina Gylling Mortensen og Henning Jensen Lauritzen-prisen på 100.000 kr. hver. Den frodige, slagfærdige Tina Gylling Mortensen røber en side af sin karakter, som vil overraske mange: Hun er genert.

Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Thomas Nielsen  

’Et grænseoverskridende hundyr’ skrev en anmelder engang om Tina Gylling Mortensen.
Tak skæbne! Her sidder ’hundyret’ over for mig i Skuespilhusets kantine og smiler glad ved at blive mindet om citatet!
Hun har nu god grund til at være glad denne torsdag eftermiddag, hvor hun fik tildelt den ene af JL-Fondets store priser. Og tilmed fik at vide af pristaleren, Børsens Lars Wredstrøm, at hun som skuespiller er i slægt med en Bodil Udsen, der sandelig også vidste, hvor grænsen gik – og elskede at overskride den.

”Der bliver tit sagt noget om min frimodighed – noget om, at jeg er nem at placere i sådan et råt miljø. I roller, hvor jeg skal udfolde temperament og spille skrap kælling,” siger Tina Gylling Mortensen. Hun slår muntert i kantinebordet og fejer ud med venstre hånd, så vores mikrofon vælter. Syn for sagen, må man sige.

”Jeg har da mine meninger. Også en vis heftighed. Men også en ømhed over for andre.”

Det bekræfter kolleger. Instruktøren Thomas Bendixen fortæller, hvor meget Tina kan inspirere dem, hun arbejder sammen med. Også den afgåede skuespilchef Mikkel Harder taler om, hvor god en indflydelse hun altid har haft på de projekter og forestillinger, hun har været med i.
Frimodigheden har altså andre frugter. En anden anmelder kalder hende – i forbindelse med forårets succes i ’Fobiskolen’ på Mammut Teatret – for ’et omsorgskogende varmelegeme’.

”Ha, ha! Det har vel noget at gøre med mit udseende. Den barmfagre, den moderlige. Hende i ’Fobiskolen’ var bestemt ikke en af de hårdeste nysere. Bare sådan en kone, der er lidt ’lost’ og famler rundt. Hende elskede jeg at spille. Ligesom jeg elsker at få helt andre slags roller – da vi lavede ’Turbo Town’ forrige sæson her på Det Kgl., var det da fantastisk i min alder at få lov at spille en pige på tolv år i den sidste af forestillingerne – det var et sjovt rum at befinde sig i. Man var nødt til at være enormt bevidst om, at det ikke skulle være sådan et pattebarn fra børneteatret i 70’erne med Kaj og Andrea-stemme. Det gode ved teater er, at man kan spille så meget forskelligt. På film er man altid typecasted. Det er lidt uopfindsomt. På teatret tør man meget mere.”

– Du blev rost, så det braget ved prisoverrækkelsen. Hvad synes du selv det er, du kan som skuespiller?

Lang pause.

”Bevare modet. Det tror jeg, jeg er god til. Det er kun rigtig sjovt at være skuespiller, hvis du har mod. Jeg var ikke ret modig, da jeg startede. Jeg var genert. Det er jeg på en måde stadig.”

– Genert?? 
   
”Ekstrem genert. Det er nok også derfor, at jeg har det bedst, når en forestilling kører. Når publikum er der. Bedre end under prøverne. Nogle skuespillere synes, at prøveprocessen er vidunderlig. Det er ikke fordi jeg hader dén. Men for at sige det hårdt: Processen er det nødvendige onde for at nå frem til det, det egentlig handler om. Man kan først udfolde det hele, når publikum sidder der. Så tør man mere. Jeg tænker nogle gange under prøverne: – Åh nej. Kan jeg ikke bare vente med at gøre dét, til der er publikum på!”

– Hvorfor vælger man at blive skuespiller, når man er genert?

”Jeg tror, det er en god modsætning. Jeg er heller ikke den eneste, der kender det. Man kan sagtens være genert og temperamentsfuld samtidig. Scenen er et fantastisk sted at være, når man er et genert menneske. Man forsvinder ind i stoffet. Det er dér, man har brug for modet. Hele tiden. Til at overvinde genertheden. Glemme den. Fange suses ved at forløse stoffet. Og bevare det. Det må ikke blive for let. Jeg håber aldrig, jeg bliver for garvet og får for let ved det. Når man træder ind på en scene, skal det være, som om hele kemien forandres. Men det ændrer ikke ved, at jeg stadig er et genert menneske. Folk, der har kendt mig tilbage fra skolen, siger: ”Du er eller blevet dygtig til at kommunikere!” Så forklarer jeg dem, at det bare er en ny måde at være genert på.”    

Koketteri? Da jeg spørger Tina Gylling Mortensen, om hun spillede skolekomedie i sin tid på Rungsted Statsskole, svarer hun:

”Er du sindssyg? Det turde jeg ikke!”

Men modet var der to år efter. Hun søgte optagelse på Statens Teaterskole som 19-årig, læste på egen hånd, prøvede som Maggie i ’Teenagerlove’ (Bodil Kjers gamle rolle) og med et digt af Tom Kristensen. Hun kom ind i første hug. Og siden 1983 har hun været i ledelsen af Mammut Teatret, hvor hun ikke holder sig tilbage og har været medansvarlig for imponerende succeser som teaterversionen af ’Festen’ og nu senest ’Fobiskolen’, der hentede en Reumert-pris hjem til forfatterne.  

”Som teaterleder er man nødt til at være forrest, når man skal løbe tingene i gang. Man giver en masse af sig selv. Tager ansvar. Dér har jeg brug for alle skuespiller-erfaringerne. Og mod. Og ikke for meget generthed.”