SÅ HOT SOM EN STEGEPANDE
’Hot Hot Hot’ er avanceret ’Vild med dans’ og uimodståelig.
*****
———————————–
Hot som på en stegepande. Det sagde i hvert fald temperaturmåleren, da den koreografiske tretrinsraket ’Hot Hot Hot’ nåede sin finale med balletten ’Minus 7’ og en joke.
’Minus 7’ tyvstartede under pausen med at Morten Eggert underholdt publikum med overdådig indadvendt narcissisme, alene på scenen, total fortabt i den inciterende bossa nova-rytme, der blev budt ham – inciterende og insisterende, indtil det fulde korps drypvis bakkede hans forrevne dans op og efterabede ham, supplerede ham, forenedes med ham under publikums ufravendte og lystfyldte opmærksomhed.
BÆLTESTEDET
’Minus 7’ kulminerede med, at (forhåbentlig) frivillige tilskuere lod sig byde op på scenen for at jive og jitterbugge, så festligt de nu formåede med danserne, temmelig ukontrollabelt, men modtaget med en jubel fra salen, som var vi til krobal i det vestjyske.
Noget af en seance for den kongelige ballet, som hermed indviede skuespilhuset som balletscene, måske med et signal om, at balletten gerne vil andet end bevæge sig i de hævndvundne sylfide- og andre avancerede lag, men også ramme det folkelige bæltested.
Udmærket. Især hvis det ikke ender med permanent X-faktor trend.
Joken fratager ikke den israelske koreograf Ohad Naharin en særstilling som en billedskabende balletmager, som i store tableauer skaber overordentlig kraftfulde scenerier.
MEDRIVENDE
Den samlede aften begyndte med spanske Nacho Duatos flyvende show af dansere, der uimodståeligt føg over scenen til musik af amerikaneren Frederic Rzewski, der i et uophørligt ostinato af skæv, maskinel rytme bider sig fast i ørerne og pisker danserne videre og videre som vindmøller ien efterrsstorm. De – navnlig drengene – bliver som børn på skolens legeplads, mens pigerne forenes i små ensembler, der tér sig som hundehvalpe på parktur.
Virtuost, medrivende.
HEAVY
Midterste ’Hot’ i treenigheden var amerikaneren Christopher Wheeldons ’The Wanderers’, der er skrevet direkte til den kgl. ballet. Musikken bringer os straks på sarte og sprøde og mere overordnede bølgelængder.
En strygekvartet, anbragt på scenen, bevæger sig i de penibleste flageolet-toner. Pas de deux’er veksler på en neutral, men stadig større lysbaggrund, og vi fordyber os i ren abstrakt nydelse af klassiske scener mellem flere par, bl.a. Silja Schandorff og Kenneth Greve. Tæt på et lidt vemodigt afdansningsbal for disse to karismatiske dansere? I hvert fald for Kenneth Greve, som nu er på vej til balletchef-stillingen i Helsinki. Forhåbentlig ikke for Silja Schandorff, hvor beåndede udstråling endnu er helt forførende.
’The Wanderers’ var en heavy mellemstation mellem de løsslupne yderpunkter på denne aften, som dels viser, at Skuespilscenen egner sig glimrende til store balletter, dels dokumenterer ballettens internationale spændvidde.
Så tak for dét.
