Kristian Halken,  Kirsten Olesen og Nicolas Bro i ‘Gengangere’ (Tegning: Claus Seidel)

OG REGNEN DEN REGNER

’Gengangere’ i rituelle stereotyper og lynfrosne billeder på Det Kgl. – interessant og gribende i enkeltpræstationer af især Kirsten Olesen og Nicolas Bro

Spiller på Skuespilhusets Store Scene indtil 18.2. 2012

****

MERE vandpjask. Dansk teater har et regnvejrsflip for tiden. På Betty Nansen, på Aalborg Teater – hvor vi vender og sætter os. Vandet siler ned over scenen. Som om, der ikke var nok af det udenfor.
Nu øser det ned i Ibsens ’Gengangere’. I ét væk gennem hele 1. akt. Hold jer fra første og anden række i parkettet, siger jeg bare. Og paraply vil nok være generende for dem bagved. 
Nicolas Bro har ingen paraply, da han står der i sin forhutlede ensomhed som unge Osvald, der er kommet hjem fra Paris. Heller ikke pastor Manders – Christian Halken som den luskede præstemand med mappen fuld af pantebreve, sjælen fuld af katekismusparagraffer og en krop, der krymper under vægten af sit eget mislige forhold til livet. Dyngvåd bliver han, ligesom fru Alving og tømrer Engstrand. Så vi kan hensætte dem i et vestnorsk depressions-udsted, hvis vi vil dét. Og det ville Ibsen vel – han skrev ’Gengangere’ i Sorrento med solen brølende fra en blå himmel og had-elskende sit hjemland.  

FORKRAMPET

Det er i øvrigt ikke topografisk halløj, den tyske instruktør Michael Thalheimer er ude i. Han laver ikke hjemstavnsteater. Eller for den sags skyld naturalistisk teater anno Ibsen. Han bringer skuespillere i rituelle situationer, hvor de er mennesker, indespærret i deres sjælekvaler, dømt af fortid, skæbne, påtrængende omstændigheder, parat til enten lusk eller undergang.
Således med denne silende regn, der mellem scenekanten og en kulsort væg spærrer dem inde på en stribe, der er smallere end en cykelsti på Rådhuspladsen.
Det skal være knugende. Det skal ikke være let. De skal være trængte mennesker. Og sjældent har man set så forkrampede skikkelser på en scene. Kirsten Olesen mentalt foruroliget, de øvrige korporligt som forslåede tugthusfanger.
Sådan opererer Thalmeier for at få skuespillerne til give deres yderste og os til at lytte, se og undres.
Vi indvies i dramatiske ryk i disse menneskers gradvise og enerverende afskrælning af fortids synder og skjulte motiver – Thalmeiers teknik er rytmiske skift mellem hurtige, hidsige replikudvekslinger og pludselige breaks og fermater: Efter et dramatiske opgør mellem Manders og Oscar beslaglægges al vores opmærksomhed gennem flere minutter af Nicolas Bros tavse forsøg på at krænge sin jakke på. Da Morten Suurballes snedker Engstrand lammes af et afslørende spørgsmål fra pastor Manders, arbejder han sig gennem en syndflod af undvigende og uforståelige mummel, inden egentlige sætninger materialiserer sig.
Det giver os lysende øjeblikke og højdepunkter, f.eks. i fru Alvings afgørende konfrontation med pastor Manders, hvor sandheder om løgn og bedrag gradvis afsløres – Kirsten Olesens dæmrende bevidsthed om tingenes tilstand udvikles i en rytmisk kadence, der nagler os til hendes fastlåste mimik og den svage sitren i kroppen, der fortæller om hendes indre oprør.

RITUAL

Scenisk er vi på det tidspunkt kommer ud af regneriet, scenen er åbnet til en stejl sort kile, der ender i en hvid væg med et krucifiks over en jernseng.  Pigen Regines.
Stedet for et rituelt syndefald – alt er ritual i denne forestilling, der er som lidelseshistorien fortalt i altertavler, og det skurrer på den ene side voldsomt mod Ibsens psykologisk-realistiske fremfærd i fortællingen om, hvordan hykleri og fortids synder nedbryder og tager livet af både fru Alving og sønnen Oscar.
Men det tilfører samtidig nogle surrealistiske, teatralske effekter, der er virkningsfulde, om end temmelig stereotype og manierede, som forestillingen skrider frem. Den lille golddigger Regine, der i Marie Dalsgaards skikkelse sniger og kringler sig rundt, som var hun en figur ved hoffet i balletten ’Tornerose’. Eller Osvalds vej mod det sindsforvirrede sammenbrud, fortalt med groteske masker over hovedet. Som dække for den ubærlige virkelighed. Vi er langt borte fra ’den fjerde væg’s dagligstueteater. Og fra Ibsens dystre realisme og samfundskritik? Egentlig ikke. Menneskenes børn er umiskendeligt de samme. Men Thalmeiers teknik trætter også. Effekter, der gentages. Opleves som clichéer.

OG DOG

Det ændrer ikke ved, at der er glimrende skuespillerpræstationer, der gror i denne opsætning. Kirsten Olesens forpinte fru Alving. Nicolas Bros hudløse Osvald. Og vi følger i den sammenhæng ikke mindst Kristian Halkens lyndublering af Henning Jensen i Manders-rollen. En slimer af den slags, Halken kan udlevere så nådesløst.
Scenografisk er vi på Olaf Altmanns og Thalheimers sort-hvide ekstreme enkelhed. Den, der også virkede så stærkt i Berliner-gæstespillet med deres ’Faust’ for tre år siden. Hvor spillets frysninger ikke føltes så kunstige som her i ’Gengangerne’.
Men egensindige iscenesættelser af udenlandske instruktører er altid interessante. Det Kgl. giver os flere i denne sæson. Marthalers Grønlands-stykke ’Plus minus 0’. Katie Mitchells ’Mågen’. Og nu kommer Christof Loy til januar med Glucks ’Alceste’. 
  
GregersDH.dk