MOZARTS PARADISE HOTEL

Mozarts ’Così fan tutte’ som en flabet griner på Det Kgl. Teater. Og velsunget.

Spiller på Operaen indtil 21.11.

*****

EN oboist – Gu ve’ om det ikke er Kapellets Henrik Goldschmidt – har fornøjelsen af at indlede Mozarts ’Così fan tutte’ med et lille tema, der stinker af forræderi.
I sandhed en fornøjelse! Tænk at sidde der med geniet ved hånden og sætte an til en svir, der derefter varer over tre timer.
Nogle synes, at de tre timer er for meget af det gode. At spøgen trækker for langt.
Men snak om den gør! Vi kan da godt se, at historien om, hvordan kynikeren Don Alfonso med et hurtigt væddemål får afsløret, hvordan de herrer og damer i hans omgangskreds ryger lige i fælden og snyder deres partnere, når de bliver tilstrækkelig fristet. Men udfoldelsen kører på høj komik og vanvid. Og musikken bærer mod stormfulde højder.

SÅDAN ER KVINDER
 
Forræderi, eller lad os kalde det bedrag eller utroskab, lurer lige om hjørnet, hvis lejlighed byder sig. Den kommer man ikke langt med for Vor kristne Herres åsyn, d.v.s. det gør man, men man indrømmer det ikke gerne. Så derfor har den opera altid været lidt ugleset i pænere kredse.
’Cosi fan tutte’-ouverturen når ikke mange takter videre, før vi hører tonerne til den replik, som operaens tre mænd konkluderer med i operaens finale: ’Così fan tutte’  – sådan gør de alle sammen, underforstået: Alle kvinder. Alle kvinder er utro, hvis de kan slippe af sted med det.
Så kan vi vælge, om det er noget, Alfonso og hans to venner siger i erkendelse af, at kvinder faktisk tér sig – lige som mænd. Eller om det bare er et smart forsøg på at sige: Derfor kan vi selv fortsætte med at gøre, som det passer os. De kan ikke komme efter os! Ha! Ha!

SCENOGRAFIEN

Nok om det. ’Così fan tutte’ er i den belgiske instruktør Guy Joostens opsætning bragt frem til en slags nutid. Hele affæren foregår i foyeren til en art Paradise Hotel (Der er gang i hoteller som miljø for operainstruktører. For et par år siden kom kommandanten i ’Don Juan’ ned med en hotelelevator for straks at ryge ind i sin morderiske duel med Don Juan). ‘HOTEL’… neonskiltet stråler udenfor. Når det passer det. I 2. akten er kun ‘E’ tilbage. 5-stjernet hotel? En stjerne ned.   

Scenen i ’Così’: Imponerende og spacy foyer med en del raffinerede sceniske løsninger:
En prægtig trappe, som personerne med jævne mellemrum kan pejle imod, når utroskaben skal slippes løs.
En vældig panoramarude, hvorigennem man i en række situationer kan skimte hovedpersonerne, når de belurer deres partnere, eller når de er undervejs, og konkurrenter eller partnere skal se at komme væk i en fart.
En svingdør af ubetalelig værdi, når man skal låse nogen fast, som har opdaget noget, de ikke skal blande sig.
Og klaprende døre til og fra køkkenet, når Despina skal i aktion – alle buffo-operaers faste stuepige fra den leveringsdygtige folkelige jordbund, her gjort til hotelkøkkenets slagnummer, der kan fremtrylle tilforladelige små tabasco-flasker, når de to uheldige helte Guglielmo og Ferrando skal fingere indtagelse af et skvæt arsenik i fortvivlelsens stund. Lina Johnsen synger og spiller Despina lige til en rolle på Nørrebro Teater.

ØRETÆVEINDBYDENDE
  
I pausen mellem første og anden akt spejlvendes foyeren, alt er omvendt, et festligt sindbillede på de idiotiske forvekslinger, der er grundlaget for de væddemål, som Alfonso har indgået med de to raske fyre Guglielmo og Ferrando.
Idiotiske forvekslinger, men ok: Vi er i teatret og accepterer, at de to piger straks antager de to unge gentlemen, som slynglen Alfonso kommer stikkende med (under påskud af, at deres kærester er blevet tvunget i militærtjeneste)…antager dem for et par ukendte, men interessante væsener. Ulogik og løsagtighed, svig og forførelse går hånd i hånd.
Den ene pige, Fiorgiligi, har flere kvababbelser end den anden, Dorabella. Inger Dam Jensen synger den første med sin perlende sopran og samvittigheden på rutchetur i hovedet. Mens Elsabeth Jansson ødsler med sin glimrende mezzo som den let antændelige Dorabella. To tøse på pjank med mindre eller større kvababbelser. Tilsvarende har vi Palle Knudsen i overstadig, øretæveindbydende frækhed og med flot baryton over for en Peter Lodahl, der føjer robust og smidig tenor til en Ferrando, som mest er frygtelig bekymret over det rablende væddemål og hele situationen. Men dog tillader sig et lille hertug-citat fra ’Rigoletto’ – når nu scenografien alligevel tillader sig anakronismer. Ferrando som taberen i det amourøse spil? Næh. Guy Joosten lader ham holde Fiordiligi i hånd i finalen. Mens Knudsens drengerøv Guglielmo står alene og surmuler.  
Knudsen og Lodahl. Meget underholdende par, de to. Et ’Mogensen og Kristiansen’-partnerskab.
Spille på klaver kan de – måske – også. Sætter sig til foyerens flygel og klimprer tilsyneladende nydeligt med på deres lille duet i begyndelsen af 2. akt.

FOR PJATTET?

Det er sandelig ikke sangere, Operaen mangler. Man kan præstere en Don Alfonso i superklasse, Johan Reuter, en alt bortfejende manipulator med en basbaryton i fuld skulderbredde. Og et kor, der i få, men sjove sammenhænge lægger folkelig bund til situationerne.
Et det en opsætning, der bliver for pjattet? Overhovedet ikke. Mozart ville have fniset lykkeligt. Korrespondancen mellem dirigenten Daniele Callegari og de fjantede medvirkende er tilmed fin.

GregersDH.dk