ÅDSLER OG GRIBBE
Genets ’Stuepigerne’ er nået til København på en større turné. Stærkt spil mellem Birthe Neumann og Kirsten Olsen. Med Malene Schwartz lurende på sidelinjen.
****
DE er hinandens ofre. Alle tre. Fruen i det mondæne hjem. Og de to stuepiger.
De er samtidig gribbene, der plyndrer hinanden. Og – oven i det: Kvinder, der er kvinder værst.
Det sidste er nok mest en maskulin vinkel på Jean Genets ’Stuepigerne’. Mænd er på deres facon lige så nedrige, når situationen indbyder til det.
Man kan tage det som en af de psykologiske konfliktlag, der rummes i dette stykke fra 1947, som Genet selv gerne ville have spillet af tre mænd i dametøj. Han var selv bøsse og har vel set for sig den udspekulerede dobbelttydighed, der kunne udvikles i det, der er ’Stuepigernes’ væsentlige indhold: Dialogen mellem de to stuepiger, deres ustandselige og skiftende rollespil, hvor de på skift forestiller sig, at den ene er Madame, den anden tjenestepigen.
KULSORT
Musens leg med katten, kattens leg med musen, et herligt stykke teaterleg for to virtuose skuespillere som Kirsten Olsen og Birte Neumann – husket af mange som et tilsvarende rollespil for Susse Wold og Lone Hertz i den legendariske tv-version fra 1962. Dengang sort-hvid ifølge sagens natur. Og nu lige så kulsort og skrighvid i Staffan Valdemar Holms og Bente Lykke Møllers Kgl. teaterversion.
Pigerne gør deres entré i næsten total uigenkendelighed, i stramt sort og med kulsort skrabet hår, blege som gribbe – vidste man ikke bedre, så vi et forspil til Lorcas Blodbryllup.
Forvirrende er på den anden side det storskærm-billede, Holm og Lykke Møller har banket op på bagvæggen i Madames rædsel af et pseudo-rokokkointerieur – billedet befolket med tre donnaer med brintet hår, som hentet fra Ekstra Bladets side 9 – et forsøg på en moderne association til scenens kvinder, som mest er distraherende, og i øvrigt overflødig.
IRRITERENDE
Vi forstår udmærket, at den sociale slavehistorie og den umulige løsrivelse er, hvad der foregår mellem mennesker, der er afhængige af hinanden økonomisk og hierarkisk – dengang, og nu i ganske uændret form. Folk bruger og undertrykker hinanden, kæmper for at komme fri, men hænger som regel i dyndet, uanset hvor meget de spræller.
Så vi kikker korte øjeblikke ind imellem på videosceneriet og parallelforskydninger til pigerne og deres Madame, men bliver bare en smule irriteret over det kluntede iscenesætterforsøg på at forklare os, at stykket skam også kan vedkomme nutidsmennesker. Det afgørende bliver det hårrejsende spil mellem Kirsten Olesen og Birthe Neumann, en uafbrudt venden tingene på hovedet og imod hinanden, en kamp på liv og død om at få overtaget, og samtidig en borende længsel efter at forenes – i ondskab, i had, i forsoning, om de to – Solange og Claire – så nok så meget er kødelige søstre, også i erotisk magnetisme.
Det er mænd, de snakker om, nøgne gutter, der dumper ned til dem på deres domestique-loftsværelser, nogle gange transkriberet i deres fantasi til Madames mand.
Erotikken ruger som en ulden dyne over spillet. Den frustrerede erotik. De nydelige moderne damer på videoen føjer intet til. Skaber de noget, så er det bleg og steril kønsløshed.
TO GRIBBE OG EN ØGLE
Se stykket for det rå og udspekulerede spil mellem Olesen og Neumann. To gribbe. Tag Malene Schwartz sorte øgle med i købet. Glem resten.
