UHYGGELIGT, DU!

Fransk balletgæstespil, sort dommedag med vold, sex og to yndige, kristne lam på Det Kgl.s Gamle Scene.
Spiller igen i aften, onsdag 5.10.

 ****

NÅ DA DA! Dér kom vi lige fra tåspidserne, koketteriet og den hvide, perfekte verden – Bournonville og Balanchine og Lander. Fredag aften på Gamle Scene.
De tre med al deres dyrkelse af skønhed og livsglæde blev nu, denne tirsdag aften, afløst af en herre ved navn Angelin Preljocai, som er fransk, selvom efternavnet peger mod Albanien. Han udfolder sig i Aix-en-Provence og har et glansfuldt curriculum på moderne dansescener.
Nu gæstespiller hans korps på Gamle Scene, og læserne kan nå det endnu i aften onsdag, hvor han endnu engang opfører sin kryptiske og temmelig uhyggelige ’And then, one thousand years of peace’ – et citat fra Johannes Åbenbaring. Balletten blev uropført sidste sæson på Bolshoi Operaen i Moskva.

PUSLESPIL

Uhyggelig? Ja, sandelig. Det begynder så smukt med kvinderne i korpset i et broget og virtuost puslespil af kroppe, som den gamle nazist Niels Bukh på Ollerup Gymnastikhøjskole hurtigt ville disciplinere militærisk, hvis han havde levet.
Preljocai gør det på sin måde: Det flimrende, men totalt beregnede virvar samlede sig langsomt til et fælles break down, tonet af en elektronisk musik, der med besættende dynamik kulminerede på grænsen til det djævelske, med danserne i kollektiv kollaps på scenegulvet – derefter indrullet og begravet i plastic af mandsdanserne.

TEKNO

Vi går meget andet dramatisk igennem i den store enakter på en time og fyrre minutter, scene på scene.
Musikken bæres af tekno. Voldsomt insisterende og animerende, polyrytmisk og med stor virkning, især i de kollektive optrin, besynderlig pludselig i en pas de deux med to hvide damer, hvor 1.satsen af Beethovens Måneskinssonate, den berømte i cis-mol, som hvert klaverbarn pinder ud, når man er færdig med ’Für Elise’.
Her i sløret, manipuleret indpakning, som så meget andet er sløret i denne ballet med den lange titel, som antyder kryptiske forestillinger i Apokalypsen om Satan lænket i tusind år, hvorefter Herren løsner hans kæder, og så er der fred – i hvert fald i tusind år.

HOKUSPOKUS

Det nytestamentariske hokuspokus udløses hos den franske koreograf i vekslende katastrofe-skildringer, i voldelige scener, mærkelige gangarter (John Clease har ikke levet forgæves), hen mod slutningen en sadomasochistisk pas de deux mellem mand og kvinde, for til sidst – igen i en pas de deux, denne gang mellem to mænd i fangedragter – at dramatiseres med voldsom effekt af kæder, der lyner ned fra sufitterne og havner tæt på danserne med nerveflænsende klang. For derefter at blive slæbt rundt på gulvet af korpsets dansere.
En fonetisk-musikalsk efffekt af stor virkning, ligesom musik og lyd i det hele taget er et væsentligt element i hele forestillingen.
At vi sluttelig skulle se danserne inddrage to yndigt brægende lam i en apoteose af vandpjask og udkrængning af utallige nationers nationalflag, var til større munterhed hos publikum end nok, hvad danserne og deres koreograf havde forventet. Humor syntes ikke at være det mest gennemgående træk hos Angelin Preljocai. Oh, du Guds lam i dobbeltudgave og badevand som internationalt samlingsoffer?

FRA KNÆENE OG NEDEFTER

Men et interessant bekendtskab.
Begrænset i oplevelsen af, at store dele af koreografien henviser de dansende til at ligge, kravle eller mave sig rundt på scenegulvet.
Med reference til min anmeldelse af B+B+Lander-aftenen i fredags er Gl. Scenes parket således anlagt, at de færreste kan se, hvad der sker hos danserne fra knæene og nedefter. Hos franskmændene er det ind imellem fra hovedet og nedefter.
Den nye kulturminister Uffe Elbæk vil sløjfe Det Kgl. Teater på Kgs. Nytorv. Altså lukke Gamle Scene. Det er idiotisk af mange grunde. Det tager vi en anden gang. Men omlæg gulvet i tilskuerrummet. Uden hensyn til andet end tilskuerne. Så kan det være, publikum begynder at synes, det er sjovt at komme der.

GregersDH.dk

I