”JEG VED ALT OM TOILETTETS HISTORIE I RUSLAND”
Skuespillerinden Benedikte Hansen har været nødt til at smide alle vaner og rutiner over bord. Hun accepterer det blankt og underkaster sig den kontroversielle engelske instruktør Katie Mitchell, som lige nu iscenesætter Tjekhovs ’Mågen’ på Skuespilhusets Store Scene. Premiere 7. oktober.
Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Charlotte Elgaard Christensen
”Vanvittigt. Grænseoverskridende! Anstrengende! Men det er genialt! Man er nødt til at lave om på tredive års – hvad skal jeg kalde det? – tænkning…”
Nå, for søren. Her er noget i gære. Benedikte Hansen koger over som en dampkedel. Højtryk. Hun er en temmelig overvældende dame. Der er mentalt albuerum, når hun tager fat. Og det gør hun lige nu, hvor hun er midt i en proces med indstuderingen af Tjekhovs klassiker ’Mågen’ på Det Kgl. Teater.
Den får ikke for lidt.
Det kan godt være, at nationen i disse uger vil sige: Ok, ok…Benedikte Hansen. Yes! Hende den skrappe reporter i tv-serien ’Borgen’.
Men selv har hun sjæl og legeme et andet sted. Indstuderingen af ’Mågen’ er som en besættelse.
”Jeg gik her i morges på stranden og tænkte på, at vi skulle snakke sammen i dag. Og sagde til mig selv: Hvor er jeg dog henne? Jeg er vist ved at udvikle mig til en nørd. Det havde jeg altså ikke lige set komme. Jeg tænker jo ikke på andet! Døgnet rundt. Også herhjemme. Nat og dag. Og lige nu. Jeg har den med hele tiden…”
– Altså rollen som Irina, den egocentriske skuespillerinde i stykket…
”Ikke kun min egen rolle! Ikke bare dén. Det er forestillingen. Det hele er så enestående. Jeg har ingen anelse, om det bliver godt. Jeg siger ikke: Hold da op! Det bliver fantastisk. For jeg aner det ikke. Det fantastiske er for mig: Arbejdet! Processen.”
UFATTELIGE DETALJER
Nu må vi så lige vide, hvad det her handler om. Enhver skuespiller er selvfølgelig engageret i den opgave, der tårner sig op mod en premiere. Man er tændt. Ellers stod det jo skidt til.
Men her slår der særlige flammer i vejret.
Det er den engelske instruktør Katie Mitchell, der har sat en tændstik til lunten. En lille dame, 46 år, kendt og berygtet i international teaterverden som en instruktør, der vender op og ned på teatret med sine iscenesættelser. Også op og ned på skuespillerne. Det er første gang, hun er i Danmark. Og lad os så høre, hvad det er, hun gør, ifølge sådan en gammel rotte som Benedikte Hansen.
” Hun har et system. Et fuldstændig rigidt system…”
– Det lyder ikke så rart…
”Nå. Måske ikke. Men hun er naturalist-rytter. Man tror, man ved, hvad naturalisme er. Men det ved man ikke, før man møder det, hun gør. Vi er ude i ufattelige detaljer. Vi ved alt om disse mennesker…”
’Disse mennesker’… Stykket er altså ’Mågen’, skrevet i 1896, et drama om borgerskab og landadel i det gamle Rusland, mennesker, der lever på illusioner. Som er gået i stå på deres landsted. Drømmer. Om at komme væk, bryde op. Men som ikke flytter sig. Benedikte Hansen spiller den feterede, men også frustrerede skuespillerinde Irina Arkádina, som er på besøg derude på bøhlandet. Bodil Ipsen har spillet hende. Ghita Nørby. Benedikte Federspiel. Karen-Lise Mynster. En dronningerække i dansk teater.
”Disse mennesker… vi skal kende deres forhistorie. Forfra og bagfra. Det er Katie Mitchells princip. Vi ved, hvem der har sagt hvad til hvem. Hver gang vi går ud af scenen ved vi, hvad personerne gør. Og hvad de tænker. Måske er der tyve sider i manuskriptet, inden man skal ind igen. Jeg spiller på en måde videre uden for scenen. Jeg ved, hvad jeg som Irina laver i de minutter, inden min næste entré.”
– Det kan man vel ikke vide…
”Vel kan man det. Vi er helt inde i personernes verden. Vi ved alt om dem. Vi er inde i tiden, epoken, miljøet, stedet, hvor det foregår. Den første uge sad vi ligefrem og lavede videnskabeligt arbejde med alt det. Hvor foregår det rent bogstaveligt? Frem med Google-Earth og ned og vælge et sted, hvor det foregår. Hvad er der af togforbindelser? Hvordan har der set ud i 1890’erne?…”
Benedikte Hansen haler et billede frem fra en hylde.
”Se her. Det er huset, vi har valgt.”
Det ligner en pæn stor, gammel villa i det nordsjællandske. Mørnet, men idyllisk.
”Var der toilet? Havde man fået den slags dengang? Jeg ved alt om toilettets historie i Rusland! Vi har også siddet og tegnet grundplan af huset.”
Mere papir frem.
”Vi ved, at dér er et værelse til stuepigen. Og dér ligger køkkenet, og dér grovkøkkenet. Dér ligger mit værelse. Dét der er Konstantins værelse. Og dér er gangen. Jo, jo… Og så kommer jeg dig lige i forkøbet: Du spørger: Hvad skal jeg med al den viden, ikke? Det kommer man også til at spørge sig selv om ind imellem. Skulle alt dét være nødvendigt for at spille rollen? Og leve sig ind i psykologien? At jeg kender toilettets historie i 1890’erne? Man kan have sine tvivl. Men så viser det sig, at det er dét, der er så magisk. Fordi vi alle sammen ved det samme. Alle vi, der er med. Så sker der et eller andet i den fælles bevidsthed. I måden at reagere på. Måden at forstå situationerne på.”VANETÆNKNING
– Din egen rolle er vel for dig det vigtigste…
”Jamen, der er ingen, der har en særlig rolle frem for en anden. Vi er fuldstændig ligeværdige. Vi har tre statister med. Tre elever fra teaterskolerne. Alle har lige store opgaver og lige stort ansvar. Det er lige så vigtigt og virkeligt for tjeneren at komme ind og servere frokosten, som det er for Irina at modtage den. Det er det, der er Katie Mitchells metode. En forestilling er aldrig bedre end sit svageste led. Hun er ikke særlig interesseret i at se ekvilibrisme hos en skuespiller. Det forstår jeg godt. Det kan da være imponerende – men så er skuespilleren mere entertainer. Store enkeltpræstationer kan være imponerende, men de kan også nemt komme til at vælte en forestilling. Dér er jeg enig.”
– Du sagde før, at hun tvinger dig til at ’lave tredive års tænkning om’. Hvad er det, du er nødt til at lave om?
”Vanetænkningen. Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg synes, der er en større frihed for mig nu, efter de her første uger. Hvor jeg har accepteret systemet, er gået med på det og har bukket alle ender og kanter sammen på mig selv. Der er lagt en basis, og oven på den kan min kreativitet begynde at komme til orde. Det er vidunderligt at lave om på sine vaner.”
– Hvad er det for vaner, du skal lave om?
Pause. Meget lang pause…. ”Nej, det vil jeg da ikke fortælle dig!” Og så bryder hun ud i den latter, der får hendes dybe stemme til at rejse sig som Vesterhavs-bølger. Da havet er i ro igen, fortsætter hun:
”Det er svært at forklare. Man har gennem årene fundet sin egen metode. En måde at gøre tingene på. Man studerer teksten. Får sine idéer og meninger, forestiller sig, hvor vi skal hen. Hvad det handler om overordnet….”
– Og så?
”Ja, så: Bom! Så kommer der en instruktør som Katie Mitchell. Hun siger: Det gider vi ikke rigtig høre om: Ikke om, hvad du tænker lige nu. For vi skal et helt andet sted hen med dette her.”
– Hun lyder skrap.
”Hun har i hvert fald enorm autoritet.”
– Diktatorisk?
”Fuldstændig diktatorisk. Forleden startede hun prøven med at holde et kvarters foredrag. Med at sige, at det var hende, der bestemte. Og så er hun sådan et lille nips, der ligner en skolelærerinde! Men hold kæft: Et hoved, der sidder på hende! En autoritet… Når jeg tænker tilbage på mine mange år i faget, så er det første og mest afgørende for en instruktør: At have autoritet. I går sad jeg og så det der ’Maestro’ i tv. Og kom til at tænke på den rolle, dirigenten har. Og musikerne – deres rolle ligner faktisk skuespillernes. Vi er nødt til, som jeg siger: Bukke begge ender sammen på os selv og stille vores sjæle og kroppe, vores intellekt og vores talent til rådighed. Det er det, skuespilkunst handler om. Stille sig selv til rådighed. Jo mere du tør give dig hen, jo længere kan du komme. Det er selvfølgelig nogle gange sindssyg svært, fordi man jo også har et stort ego. Forestil dig at sidde og være 1.violinist og være fuldstændig afhængig af dirigentens taktslag. Selvom du sidder og har en helt anden fortolkning af Brahms violinkoncert inde i dit hoved!”
– Det gør ondt…
”Det gør også ondt at holde op at ryge.”
– Er der aldrig noget, man står af på? Hvor man siger til en instruktør: Dét der, dét gør jeg ikke?
”Det skulle være at gå på line i tredive meters højde. Uden sikkerhedsnet. Men i princippet: Nej. Jeg vil aldrig i livet undvære de udfordringer. Selv dem, som svenskeren Anders Paulin har budt os. F.eks. da vi lavede Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’ i Turbinehallerne, og nogle af scenerne var henlagt til et værtshus i Gothersgade, og man skulle rende spidsrod tilbage til scenen og blev stoppet op af rasende publikummer, der råbte: ’Hvordan kan De finde Dem i at være med i sådan noget??’, og man var nødt til at sige ’Jamen, jeg skal skynde mig ind på scenen!’…Der var jo ikke tid til diskussioner. Og nej, jeg vil altid gøre mit yderste. Jeg er taknemmelig for at møde de der instruktørgalninge. De holder mig kunstnerisk i live. Katie Mitchell, Anders Paulin, Michael Thalheimer – de er saltvandsindsprøjtninger, og de er vigtige – så kan Dansk Folkeparti komme med deres lukkede grænser. Vi vil godt nok gerne have nogle andre ind og hjælpe os lidt!”
– Du reducerer næsten skuespillerens personlighed til et redskab for instruktøren…
”Som jeg sagde: Man har da et stort ego. Men man bøjer sig for instruktører – i hvert fald dem, man har respekt for. De andre? Dér finder man ud af det selv. Overtager ansvaret.”
TEMPERAMENT
– Jeg læste et sted, at der er nogle filminstruktører, som du skræmmer med dit temperament…
”Det var da synd for dem. Og hvad skal jeg bruge det til? Det må være meget længe siden. Jeg er blevet engleblid med årene. Meget bedre til at tøjle mit temperament.”
– Kan man ikke se en linje fra den benhårde Lady Macbeth på Gladsaxe Teater i 1998 til den skrappe journalist Hanne Holm i ’Borgen’?
”Jo, hvis man vil det. Det gør du altså. Der er bare alt mulig andet også. Men der er da meget god energi i temperament, hvis man bruger det rigtigt. Og så er det klart: Man kan ikke løbe fra sit udseende, sin stemme og sin højde og drøjde. Når man ser ud som mig og har sådan en mørk stemme og det temperament, så er det nok ikke så underligt. Men for mig handler det mere om at bruge al den viden og al den menneskekundskab, men erhverver sig med årene. Nysgerrigheden efter, hvad mennesker gør og tænker. Det er nærmest en erhvervsskade hos skuespillere. Man ser og hører og registrerer alt.”
– Ligesom den unge forfatter i ’Mågen’, der siger ”Jeg fanger hvert eneste ord, du siger, og låser alt inde på mit litterære lager – måske får man brug for det”…
”Nej, jeg registrerer ikke replikker. Det gør han. Han er forfatter. For mig er det psykologien. Folks måde at være sammen på. Jeg aflæser kropssprog. Men det er ikke noget med, at jeg, når jeg går på gaden, siger: Haps! Dén skal jeg lave en dag! Jeg er bare vildt optaget af: Hvad sker der mellem mennesker? Jeg kan ikke sidde i en bus, uden at jeg tænker: Hvad er deres relationer? Hvor mon de kommer fra? Jeg sidder og udtænker fantastiske scenarier. Når jeg var ude at rejse med Michael, min exmand, kunne vi nogle gange hænge ud på caféer og sidde og kikke på mennesker. Engang var vi fanget i et vanvittigt regnvejr og var nødt til at blive der. Så sad vi og udviklede en hel livshistorie om en familie ved et bord lidt væk. Vi var så overbevist om, at det hele passede, at jeg gik over til dem. Spurgte – og fik ødelagt det hele. Så det har jeg ikke gjort siden. Men familien syntes, det var sjovt, hvad vi havde forestillet os. Selvom den da blev lidt overrasket. ”
Benedikte Hansen i en nøddeskal. Beslutsom. Udfarende. Direkte. For nogle altså skræmmende direkte. Men altså også føjelig og bøjelig, når hun møder en instruktør som Katie Mitchell.
Vi slutter interviewet. Benedikte Hansen skal til børnefødselsdag i stueetagen.
”Der sætter jeg mig i et hjørne stille og roligt og ser på børnene. Der er jeg ikke spor udfarende. Der er jeg ikke på. Jeg kan godt.”