ROKKEDANS

En premiereaften på Det kgl. Teaters Gamle Scene med publikum som medvirkende. Dansernes ’Virtuose trin’ forvandlet til publikums rokkedans med hovederne.

Bournonville Fantasi      *

Donizetti Variationer      ****

Etudes                                *****

OK….så kan man jo nøjes med at lytte! Det Kgl. Teaters Gamle Scene er i al sin vidunderlighed sådan indrettet, at ballet nødvendigvis er en kunstart, som man fra pladserne i parkettet og parterret selv deltager i ved at rokke fra højre og til venstre med hoved og overkrop for at følge nogenlunde med i, hvad danserne foretager sig på scenen.
Det tilfører oplevelsen en del visuel underholdning, fordi de publikummer, der sidder på rækkerne foran deltager i den samme rokkedans. Ligesom man må formode at de, der sidder bagved også deltager.
Men det er lidt problematisk, fordi en del af hensigten med at gå til ballet handler om, at man gerne vil følge danserne og deres trin.
Ikke mindst, når Nikolaj Hübbe inviterer til ’Virtuose trin’, titlen på den sammenstykkede aften af ’Bournonville Fantasi’, ’Donizetti Variationer’ og ’Etudes’.

BETINGELSER

Disse særegne betingelser kan man måske betragte som en årsag til, at Det Kgl. har nogle problemer med at få et større publikum i tale, for ikke at sige: Få et større publikum til at acceptere, at de skal deltage i finansieringen af de tre kongelige kunstarter.
Charmen ved den underholdende rokkedans på tilskuerpladserne er nemlig til at overskue. Ikke mindst, fordi den som sagt står lidt i vejen for den dans, men egentlig er kommet for. Den på scenen. 
Det lykkedes i aftes at rykke til en anden og bedre plads efter pausen. Men til ’Bournonville Fantasi’, som indledte forestillingen, måtte jeg afstå fra at få andet end sporadiske kik på de koreografiske optrin, som solodanser Thomas Lund havde arrangeret for scenen i dens fulde bredde. Tilsyneladende med stor variation. Derfor den ene og arme stjerne, der er blevet denne ballet til del. Claus Seidels tegning yder forhåbentlig ‘Bounonville Fantasi’ rimeligere retfærdighed.

MARERIDT

Det, der var synligt for undertegnede, var fortrinsvis det video-grafiske bagtæppe, som det meste af tiden i skiftende belysninger forestillede et afbladet træ, hvori der hang et par stakkels hængte hoveder.
Et Albrecht Dürer-mareridt fra krige i den tidlige renæssance?
Til gengæld kunne jeg så koncentrere mig om at lytte til den musik, som Kim Helweg havde stykket sammen og instrumenteret på grundlag af forskellige kompositioner fra Bournonvilles tid, bl.a. af Spontini og Weber.
Det udviklede sig hurtigt til en blanding af noget, der mindede om middagsmusikken fra Wivex i min barndom, og så militærmusik fra livgardens daværende musikkorps.
Det var svært at få andet end en nostalgisk oplevelse ud af dét.

SMITTENDE LIVSGLÆDE

Og det blev sat i lidt sørgmodig relief, da det følgende værk, ’Donizetti Variationer’ bragte Det Kgl. Kapel op på mærkerne med letløbende, festlige og muntre uddrag af operaen ’Dom Sebastian’, den type musik, Donizetti formodentlig skrev i søvne, men som er umådelig dansant, og sandelig også her bragte balletten i det lyseste og gladeste humør med ikke mindst Alban Lendorf i stand til at udfolde sig med al sin overdådige, virtuose selvfølgelighed.
En Balanchine-ballet smittende i sin livsglæde og charme. Musik omsat til bevægelse.
Og stadigvæk – når det nu også med Landers ’Etudes’ som tredje og sidste nummer på aftenens program var muligt at se i hvert fald store dele af, hvad der foregik på scenen uden alt for forstyrrende mellemværender med det øvrige publikum, så fik vi en bekræftelse på, hvor eventyrligt givende det er, når musik og koreografi lever i sublim syntese.

BRILLIANTKÆDE

Knudåge Riisager tillader sig at åbne op for sine orkestrerede variationer af et sortiment af Czernys klaveretuder med en fuldstændig enkel C-dur skala, lige en oktav op og ned, så er ballarinaen introduceret, en brillantkæde af balletøvelser sat i skred, den ene mere forbløffende end den forrige, instrumenteret af Riisager med hele hans orkestrale franske palet og af Lander med det mest indgående kendskab til dansernes redskaber, deres teknik, der kunnen.
Det enkleste og reneste koreografiske billedsprog sat genialt sammen.
Har Den Kgl. Ballet et varemærke (hæsligt ord!), så er det ’Etudes’. For min skyld langt snarere end næsten hvad som helst af Bournonville. Bortset fra, at vi selvfølgelig erkender, hvormeget Lander skylder Bournonville.

GregersDH.dk