MED SIG SELV I HÆLENE
Christian Lollike er en Sørine Gotfredsen med humor. Satiriker og moralprædikant. Og så en dreven dramatiker i sit nyeste stykke ’Det normale liv’.
****
Marie-Louise Wille i ‘Det normale liv’ (Foto: Rumle Skafte) – JEG føler mig forfulgt…
Det er indgangsreplikken i Christian Lollikes nye skuespil. Det kunne være indgangsreplikken til hvad som helst. En gyser, en kriminalhistorie, et ægteskabsdrama, en revy-sketch. Og det er sådan set noget af det alt sammen.
Det er Marie-Louise Wille, der siger replikken, efter at hun som en af de tre medvirkende har strintet sig igennem en stribe indledende fitnessmanøvrer i den græsgrønne arena.
Vi kan også kalde stykket en farce. I hvert fald en komedie. Hun gentager replikken flere gange i stykket. For det begynder forfra ind imellem.
Ud og om igen. Ind på den flade scene, der ikke byder på andet i det grønne en end en karrusel og et lille kunstigt højdedrag, begge dele udgaver af de autoriserede kommunale park- og trivselsarrangementer, der hører moderne byliv til.
Egentlig burde scenografien også indeholde en abstrakt skulptur som yderligere signal om et samfund, der vil os det så godt, men som ikke rigtig ved hvorfor, fordi vi ikke selv ved det. Og vi er jo samfundet.
SØG
Det er i hvert fald Lollikes springbræt: Vi kikker på feltet ’Søg’ på computeren og aner ikke, hvad vi skal skrive i det, for vi ved ikke, hvad vi søger. Kun at vi pisker rundt og hele tiden tror, der er nogen i hælene på os. Chefens og kollegernes øjne har vi i nakken, selv når vi står i hjemme i badeværelset eller pusler med vores børn. ’Den indre Stasi’, som Lollike kalder paranoiaens personlige vagtmester.
Tilværelsen er snøret ind i fornemmelsen af hele tiden at gøre det forkerte, se forkerte ud, være i for dårlig form, ikke leve op til forventninger, og så: Konstant overvåget. Også af os selv. Panik ved tanken om ’de fremmede’, fornemmelse af, at ham, der kommer om hjørnet, måske er en selvmordsbombemand, Big Brother, der watcher dig, og det kan være Vorherre selv, for han har nok øjne alle vegne, også i nakken.
Og så pludselige, forvirrende hallucinationer og drømme om at blive forløst i ekstravagant levevis, ferie på en eksotisk ø, eller udløsning i jagten på momentan berømmelse. Medieliderlighedens 15 minutters stråleglans.
DET NORMALE
Det er besk og særdeles underholdende. En både isafkølet og blodtørstig satire på facebook, twitter etc. Alskens kommunikations-suppe. Selvskabt som drivkraft for diffus desorientering i menneskelig adfærd. Ofre for vores egen planløse inerti.
Marie-Louise Wille, Peter Flyvholm med den korte og letantændelige lunte, og skråsikre, impertinente Theresa Sølvsteen flakker som hvileløse fluer rundt mellem hinanden og om sig selv, og begynder forfra på det, som er stykkets titel: ’Det normale liv’ – det, som vi tror er det normale liv, og som vi tror, at andre tror er det normale liv, og som vi derfor kaster os frem imod uden at møde andet end det tomme søgefelt.
Replikkerne fyger mellem de tre skuespillere, byttes rundt imellem dem, er undertiden regibemærkninger eller stikord – det er som at høre Mogensen og Christiansen på speed eller et stykke musik af Erik Satie.
Eller for at blive på Aarhus Teater: Tankens mørke rullegardin sænker sig for personerne i ’Det normale liv’ lige så hurtigt som de gør for personerne i Horvaths ’Kasimir og Caroline’.
Anne Zacho Søgaard har instrueret med et godt blik for noget væsentligt: Den skiftende, rykvise rytme i Lollikes tekst. Replikkerne skal pulsere hurtigt eller hænge i luften. Manuskriptet er i øvrigt trykt i programmet.
OMRINGET
I ’Det normale liv’ skal vi ikke forvente anden konstans end fornemmelsen af hele tiden at blive omringet af kontrol, skjulte koder, mikrofoner, minikameraer, mistanker, mistænksomhed, misforståelser. Det skulle lige være de tilbagevendende scener mellem Wille og Flyvholm som ægtefæller i krise. Lattervækkende, pinlige.
Vi skal bare ikke føle os sikre. Vi er langt ude over Strindberg og henne i det absurde vanvid.
Med drømme-fabuleringer om som Flyvholm at drukne sig i seksuelle kageorgier, som Sølvsteen onanere på Ludvig XVI, eller som Wille forvandles til selveste Marie Antoinette i komediens turbulente klimax.
Ondskabsfuldt, morsomt og typisk for den Lollike, der her opererer med samme uroskabende virkemidler som da han endevendte moderne tider med forestillinger som ’Kødkarrusellen’ og ’Fremtidens historie’ på Aarhus Teater.
Han er ironiker, satiriker, moralprædikant. En Sørine Gotfredsen med humor.