OG DET BLEV FEBRUAR
’Prinsesserne’ er storartet folkekomedie på Gladsaxe Teater. På én gang Matador, Morten Korch og PH.
****
Marianne Mortensen, Merete Nørgard og Kresten Andersen. (Tegning: Claus Seidel)
Halm i træskoene. Fedtede yvere. Staldhørm. Proprietæren, der okser sig op i malkepigerne bagfra.
Det er sceneriet i al sin yndige uskyldighed. Vi er virkelig på landet i Gladsaxe Teater med et stykke, der ikke ligner noget andet i denne sæson på et dansk teater. ’Prinsesserne’ hedder det.
Et Danmarksbillede, der kunne være sekvens i den berømte PH-film fra 30’erne. Han ville have ædt det råt som en bekræftelse på, at livet i kongeriget er andet end Tivoligarden og Kgl. Porcelæn.
Med ’Prinsesserne’ er vi tilbage i danmarkshistorien. Men det handler sandelig ikke om det trekløver, dronning Ingrid satte i verden i 1940’erne. De tre søde små, vi kaldte ’prinsesserne’. Her er der kun to. Og hvilke to!
TO SØSTRE
’Prinsesserne’ bygger på en bestsellerroman af Ann Marie Løn, der åbenbart har autentisk grundlag i det nordjyske: To proprietærdøtre overtager den forgældede gård fra deres far. D.v.s. den ene gør, den anden hænger mest på.
Vi følger dem fra 1923, hvor den gamle dør – ikke spor gammel, men gået til i druk, hor og vellevned – og frem til noget, der ligner efterkrigstiden. Besættelsen er i hvert fald med. Tyskere, fraternisering og værnemagerhandel med Die Wehrmacht.
Forestillingen er produceret af Vendsyssel Teater i Hjørring, hvor den har været en stor succes. Det bør den også blive på Gladsaxe Teater, som har overtaget den i sin fulde udfoldelse. Et op mod tre timers panorama. I tid – og sted. For det kan godt være, vi hele tiden bliver på gården, men vi kommer sandelig rundt i krogene med alle Gladsaxe Teaters total-muligheder. Fra sengehalmen i det ene hjørne til fatters stolthed: hans selvkonstruerede lokum ’Skidekareten’ i det andet. Og undervejs hele menageriet af liv og død i det rå gårdlandskab, hvor sammenbrud og katastrofer synes at kulminere, hver gang det bliver februar, årets mest grumsede måned.
KLIP
Det er en af de stærke ting ved Peter Schrøders iscenesættelse og Vivian Nielsens dramatisering af romanen: Den forløber i mange korte klip, næsten uden at vi et øjeblik spekulerer: Hvorfor nu det? Tematisk hænger alt sammen. Vi begynder med at se de to søstre som affældige, pakket ind i hver sin stol, siddende i hver ende af den lange scene, Marianne Mortensen gnækkende og aggressiv som Valborg, hende, der har styret gården med jernhård hånd. Merete Nørgaard utrætteligt småpippende som Violet, der aldrig er blevet træt af lysten til at sprede ben og fjante.
Så har vi omgående tegnet de to. Og kan gå videre til at følge dem fra scratch i 1923, dem og deres underkuede, visnende mor, spillet af Helle Merete Sørensen, så bleg som en kogt asparges og fortvivlende i forsøg på at komme sig over graviditeter, døde spædbørn, mislykket husholdning og en mand, der tumler gården rundt som en fordrukken avlstyr:
PRAGTROLLE
En pragtrolle for Hans Holtegaard, der kan fylde den største scene med sit buldrende vendelbomål og den bidende, stilbevidste timing, der så mange gange har været med til at lokke os københavnere til Hjørring Revyerne, hvor han har udfoldet sig.
Da gårdfatter er kreperet med en rallen, og søster-spillet tager fart, savner vi længe Holtegaards tumlen i glasbutikken, indtil han er på brædderne i ny rolle, som kirkegårdsgraver i en scene, der klistrer sig muntert til den tilsvarende scene i 5. akt af ’Hamlet’.
SPRÆNGLADNING
Andre befolker scenen som troværdige satellitter til forløbet omkring de to søstre og deres kamp – ikke bare for at overleve med tag over hovedet, men især for enten at holde mænd stangen eller få tag om stangen, hvad man nu vil.
Hos Violet er der konstant den herligste, saftdrivende kriblen i hormongodset. Mens det gemmer sig som en sprængladning i Valborgs pansrede indre, indtil det en enkelt gang eksploderer med en sådan kraft, at det ville have blæst al den asbest, der engang plagede Gladsaxe Teater, til himmels uden videre. Den omgang får Rolf Hansen, som spiller gårdskarlen, fornøjelsen af i nogle øjeblikke, hvor søster Violet ikke er på banen.
Julie Riis er tjenestepigen, der flygter – med mave på – fra menageriet. Og Kresten Andersen løser smukt opgaven som stedets gode ånd, forvalteren, den evigt forstående, hjælpsomme, hæderlige, rettænkende og hvad-og-hvem-som-helst frelsende samaritan Clement.
FOLKEKOMEDIE
Sådan en rolle hører til enhver folkekomedie. Vi er på én måde i Morten Korchsk land, på en anden måde i ’Matador’-land. M.a.o. i en blanding af firkantet sovs-og-kartofler miljøskildring og episk udviklingsdrama med stof, der henter os tilbage til Johan Skjoldborg, Hans Mølbjerg og Martin A. Hansen. Hvis vi var i Sverige: Vilhelm Moberg.
Som historie må den være lige til at omsætte til film. Vivian Nielsens dramatiske bearbejdning af roman er næsten skåret som en drejebog.
For Gladsaxe Teater er ’Prinsesserne’ en munter og rørende totaloplevelse.
