MIN KÆRE HAYDN,

HVAD MÅ JEG BRINGE DEM –

VANILJE- ELLER JORDBÆRIS?

Karl Aage Rasmussens nye biografi – nu om wienerklassikeren Joseph Haydn

Titel: Den tredje mand – Joseph Haydn. Forfatter: Karl Aage Rasmussen. 284 s. kr. 249,95. Ingen illustr. Gyldendal.

*****

Den tredje mand… Snedig titel. Og en pudsig tilgang, Carl Aage Rasmussen har valgt til sin seneste komponist-biografi, der handler om Joseph Haydn. Meningen er selvfølgelig, at der skal ringe en klokke i vores hoveder: ’Den tredje mand’, den sort-hvide gyser med Orson Welles. Filmen, som foregår i Wien, hvor Haydn jo levede en del af sit liv.

NÅ. Og hva’så? Men selvfølgelig: Hvis vi skruer fantasien på plads, så kan vi tale om Haydn som ’den tredje mand’ i den store wienerklassiske musikhistorie, en komponist, som i vores firkantede hoveder kommer ind i hælene på Mozart og Beethoven. Selvom han vel så burde være den første og ikke den tredie, hvis vi snakker kronologi. Han blev født over tyve år før Mozart og næsten fyrre år før Beethoven. Men når det nu er blevet stålsat tankegang at gøre de to andre til de store dyr i den wienerklassiske åbenbaring og Haydn til en, der bare må med for skams skyld. Efter Mozart, det frodige geni med musikkens tryllefløjte på læben, han, som under munter latter skrev og skrev og døde fattig og glemt, inden verden havde set sig om. Og efter Beethoven, det titaniske geni, der hævede musikken til overjordisk højde og indsigt i livets gådefulde sammenhænge. Mozart er der lavet film som ’Amadeus’ om. Beethoven har vi stående som buste på klaveret.

PYT. Det er ok at blive mindet om ’Den tredje mand’. Jeg gik i 3.g, da filmen havde premiere i 1949, og vi så den med nerverne dirrende under jagten på den forsvundne mand i Wiens underjordiske kloak-gange. Til Anton Karas citarmusik – den slipper aldrig ørerne. Om den forsvundne mand var en anden eller altså en tredje mystisk dobbeltgænger, forblev et mysterium.

MEN Carl Aage Rasmussen har altså valgt titlen for at løfte sin Haydn ud af en urimelig tilsidesættelse og gøre det med en pudsig, skæv association fra filmens verden. Vi kan godt lide at få sager ordnet i kategorier. Første, anden, tredje. Hvem vinder. Og der er, som forfatteren konstaterer, ikke så megen indlysende dramatik i Haydns livsforløb, ikke så mange saftige myter, ikke en alt for tidlig og ulyksalig død, ingen grav, man ikke ved hvor er, ikke en total døvhed, der har ramt ham, så han på karrierens højde må blive vendt mod publikum for at se det bifald, han ikke kan høre. Der er ikke så meget krig og revolution at forholde sig til. Til gengæld en del fordomme. Om en Haydn, der levede det meste af sin tilværelse som nærmest lakaj ved hoffet hos en østrig-ungarsk fyrste, offer for enevældig underkastelse, nærmest et pinefuldt eksempel på kunstnerisk nedværdigelse, inden ’kunsten’ vågner for alvor under romantikkens befriende frembrud og de store revolutioner.

CARL AAGE Rasmussen noterer de hævdvundne fordomme. Og dementerer så en del af dem. Haydn havde i sit liv et årelangt ansættelsesforhold til fyrst Nikolaus Esterhazy ved hoffet i Eisenstadt (fra 1761 til 1790). Som musikalsk lakaj? Det er som man tager det. Det meste af tiden havde han titel af Overhofkapelmester for et symfoniorkester og en slotsopera, der blev anlagt og drevet med ham som primus chef og komponist. Desuden for opbygning af et vældigt musikbibliotek, der ganske vist ligesom operaen blev lemlæstet under flere brande, men genetableret af fyrsten. Selvfølgelig havde Haydn pligt til at skrive al mulig musik, men med den livgivende omstændighed, at hans chef var dybt engageret, selv spillede flere instrumenter, ofte sammen med Haydn og de ansatte, der selvfølgelig blev sat til at bestille noget – det nævnes et sted, at en nodekopist i 1786 afleverede en regning for 25.000 nodesider, ikke hvad regningen lød på, men i hvert fald: Neglene blev rubbet. Og det blev værdsat. Sådan da. Da de menige musikere i en periode var møre og vintersløje – klimaet var ikke det herligste i det marskagtige, fugtige område ved grænsen mellem Østrig og Ungarn, hvor Esterhaz lå. Musikerne brokkede sig over, at de ikke måtte have kone og børn med under de lange prøve- og koncert-perioder på slottet. Haydn havde et forslag: Vi spiller symfoni nr. 44 ved næste koncert. Det vil fyrsten forstå som en kritisk kommentar. Haydn vidste, at fyrst Nikolaus ville reagere, allerede når han hørte tonearten: fis-mol. Haydn skrev næsten alt i dur-tonearter, og i hvert fald ikke noget i fis-mol. Denne specielle toneart ville alarmere den musikforstandige Nikolaus. Symfonien var også på andre måder så utraditionel i tempi, modulationer og pauser, at fyrsten ville studse og tænke: Hvad er meningen? Hvad er de ude på? I finalesatsen slukkede musikerne én for én deres pultlys, rejste sig og forlod pladserne, mens mørket sænkede sig. Dét var en provokation. Men Fyrst Nikolaus sagde bare: ”Hvis de alle sammen rømmer stedet her, må vi jo også gøre det!” Han var klar over, at symfonien var et vink med en vognstang, men han blev ikke sur og gjorde i øvrigt ikke noget ved problemet før længe efter. Symfoni nr. 44 er siden blevet kaldt ’Afskedssymfonien’.

BOGEN er en lang og velskrevet fortælling om et menneske med ret normale ønsker til livet, men med et ekstraordinært talent for at komponere. Og så en lykkelig evne til at være de rigtige steder på de rigtige tidspunkter, møde de rigtige mennesker og blive ekspederet videre i tilværelsen styret af heldige omstændigheder. Han var som kordreng ved Stephansdomen i Wien tæt på at blive udtaget som kastrat-kandidat, inden stemmen gik i overgang, men slap. Han havde glimrende vilkår at arbejde under hos fyrst Esterhaz, på et ret tidligt tidspunkt fik han grønt lys til at lave kontrakter med store forlag om salg af sine værker, tage mod bestillinger og sponsorater fra andre fyrstelige kunder, ikke bare i Wien og Østrig, også i Tyskland og Frankrig. Og ikke mindst i England, der bliver aktuelt, da han på sine ældre dage inviteres til London flere gange og faktisk nærmest får sit komponistliv nr. to med serier af succesrige koncerter, nye symfonier, nye strygekvartetter, et feteret liv, der kulminerer med bl.a. en æresdoktorudnævnelse ved Oxford Universitetet. Og stadig stigende indtægter – det fremgår, at Haydn havde sikker sans for økonomien i kontrakter og aftaler – vi er endnu ikke en tid, hvor copyright-systemerne blomstrer for alvor, men man er på vej i de år. Haydn havde øje for honorarer og på, hvordan musikforlagene håndterede brugen af hans værker.

LYKKEN var med ham også på en anden facon: De huserende krige under hans mange leveår styrede næsten uden om ham – han levede jo på kanten af Østrig og Ungarn i år, hvor tyrkerne beherskede det meste af Balkan-halvøen og lige havde været oppe og vende ved Wiens porte. Der var midteuropæiske krige gennem et århundrede i hans nærhed, den franske revolution brød ud i de år, han var i England, han skrev sin symfoni nr. 100 til uropførelse i London, den såkaldte ’militærsymfoni’ med slagtøj i markant udfoldelse, angiveligt inspireret af de makabre nyheder fra Paris.

DET kan lyde som en glat og problemfri karriere. Og lang. Haydn døde i 1809 76 år gammel – godt over det normale dengang – mæt af dage, lidt knas med ryggen måske, men med et kik tilbage på et liv i voksende succes, en overvældende produktion af symfonier, strygekvartetter, kirkemesser gennem hele hans liv, to sene og store: ’Skabelsen’ og ’Årstiderne’ – operaer, klaverkoncerter – koncerter også for andre soloinstrumenter, f.eks. trompet-koncerten, den populære i Es-dur, der blev til nærmest til afprøvning af en nykonstrueret trompet med klapper a la træblæsernes. Lyst til at eksperimentere og finde på fulgte ham livet igennem. Og for ikke at glemme dét – hans figurerer som komponisten til både den tyske og østrigske nationalmelodi. I vore dage ikke en tysk eller østrigsk landskamp, uden at det er Haydns melodi, der drøner ud over de sportslige slagmarker.

EN næsten uendelig strøm af kompositioner, en Haydn, der altid stillede op, rede til at øse af en uudtømmelig fantasi – Carl Aage Rasmussen hæfter sig ved et privatliv, der ikke er usynligt, men reduceret til et langvarigt og åbenbart meget lidt engagerende ægteskab, og nogle få antydninger af andre forhold, især til Esterhaz-lægen Genzingers kone, der har været en karakterfuld dame med musikalsk begreb. Vi nærmer os ikke noget rigtig romantisk undervejs – ingen beethovensk ’Die ferne Geliebte’, ingen mozartske eventyr, Constanzer eller andre. Fru Genzinger brevveksler han flittigt med. Om musik. Men også f.eks. om hvad han får at spise. Følgende vil interessere kulinarisk interesserede læsere. Han er vendt hjem til Esterhaz fra Wien og fru Genzingers gode køkken og skriver: ”I stedet for mør bøf et stykke 50 år gammel ko, i stedet for ragout med melboller fårekød med overgemte gulerødder, i stedet for bøhmisk fasan en sej, ristet hønsevinge, i stedet for de små lækre appelsiner en rædsom grøn salat, i stedet for sprødt bagværk knastørre æblefritter med nødder… Ingen spørger: ’Chokolade med eller uden mælk – Min kære Haydn, hvad må jeg bringe Dem: Vanilje- eller jordbæris?’

SÅ kedelig? Man drømmer ikke om at sætte det ord på Haydn, hvis man følger bogens blomstrende spor af musikalsk inspiration og leger med på Carl Aage Rasmussens opdagelsesrejse gennem det wienerklassiske landskab. Haydns betydning vokser undervejs. Man ser, hvordan scener i musikhistorien skifter observans og karakter, når en komponist som Robert Schumann – skildret i en af Rasmussens første store komponist-biografier – i den nye biografi kan citeres for dette statement om Haydn: ”Nogen dybere betydning har han ikke længere for os.”

BOGEN er helt uden billeder, bortset fra forsiden. Men der er sandelig læsestof.

gregersDH.dk