EN BIDSK SVANESANG

Kai Friis Møller – den rasende sprogkritiker under fuld udfoldelse i 1945. Underholdende sprogdebat i skyggen af 2. verdenskrig.

’Den store nordiske Svanesang’. Forfatter: Kai Friis Møller. Det Berlingske Bogtrykkeri 1945. 68 s.

****

HVORDAN staves navnet på Ukraines hovedstad? Kiev eller Kyiv. Det er selvfølgelig et noget underordnet problem, når man sidder i Spanien og følger med i grusomhederne i Ukraine. Stav byens navn, som I vil. El Païs – vores daglige papiravis – skriver Kiev som hidtil, andre aviser og spansk tv forsøger med Kyiv. DR og TV2 skriver Kiev eller Kyiv på skift. Fagbladet ’Journalisten’ har lige nu en tredje version baseret på ekspertviden om det kyrilliske alfabet. Men udtalen er den samme. Ligesom rædslerne i byen.

JEG nævner det kun som et spørgsmål, der suser forbi, fordi jeg sidder med en lille bog, der er hevet ned fra hylderne og røget med i kufferten ved sidste udkald hjemmefra. Den hedder ’Den store nordiske Svanesang’ og er skrevet af Kai Friis Møller i maj 1945 – befrielsesmåneden. Udgivet kort efter. Friis Møller var en betydelig forfatter og især en glimrende journalist og anmelder gennem sytten år på Ekstra Bladet – fra 1933 til 1950. Det sidste fanger mig selvfølgelig som forfatter til Ekstra Bladets 100 års historie frem til 2004. Jeg omtaler Kai Friis Møllers journalistik. Men min professionelle selvoptagethed anfægtes af at have overset en debat på bladets kroniksider nogle dage i marts 1943. Debatten har handlet om sammenhænge og forskelle i de nordiske sprog og den påvirkning, som dansk, norsk og svensk har fået og hele tiden får fra andre europæiske sprog.

KAI FRIIS MØLLER er i debatten dengang opbragt, irriteret, ironisk og fuld af hån over for argumenter, der taler for et fælles sprog, en kunstig, akademisk og konstruktiv sammenbygning – et sprogstræv, som han ironisk kalder det – af de tre sprog til fælles forståelse. Sprogene har udviklet sig hver for sig og er gradvist blevet påvirket af forskelle impulser gennem århundreder. Det er naturlige udviklinger, som har deres egen logiske eller ulogiske begrundelse. Man kan lide det eller ej, men man skal ikke påtvinge udviklingen regler. Sprogene har franske, tyske og engelske gloser i overensstemmelse med historiens gang. Litterære, politiske, folkelige impulser, der har tilfældige, men forklarlige omstændigheder som ophav.

JURAPROFESSOREN Sven Clausen er en særlig kilde til irritation for Friis Møller. Han er skydeskiven. Sven Clausen var ud over at være flittig dramatiker også energisk fortaler for foreningen Norden, der var grundlagt lige efter 1. verdenskrig med tanken om et nordisk fællesskab som modvægt til de europæiske krige. Fælles sprog var for Clausen en hovedtanke i projektet. En sproglig skandinavisme, ikke mindst som modtræk til den sproglige infiltrering fra det nazistiske Tyskland i 30’rne og 40’rne. Det har ført Clausen til forskellige udrensningsforslag, der skulle bringe det danske sprog på solidere, original fællesnordisk basis.

FRIIS MØLLER kaster sig sarkastisk over ’rabiate pedanter, der som Dr. jur. Sven Clausen svinger saksen over det frodige danske sprog for at klippe det til i de latterligste, pseudo-nordiske mønstre.’ Han fører i lighed med sine sprogpuritanske fæller en kamp for f.eks. at bruge ordet ’kanske’ i stedet for ’måske’, bare fordi vi dermed kommer bedre på talefod med svenskerne. For ikke at tale om at bruge ordet ’ömsesidig’ i stedet for ’gensidig’ – det svenske ord ligger bedre for den danske tunge, mener Sven Clausen. Bedre end ordet ’gensidig’, som han og sprogpuristerne betragter som en afart af det tyske ’gegenseitig’. Kai Friis Møller ser tendensen til at gøre op med tysk afledte ord som resultat af relevant protest mod besættelsesmagten og den tyske nazisme. Men det er bare noget forbipasserende. Tysk har gennem århundreder påvirket det danske sprog. Han fortsætter turen rundt ved at opregne striber af ikke bare tyske, men også engelske og franske gloser, der med uimodståelig kraft har arbejdet sig i dansk hverdagssprog og stadig gør det: Alt hvad film, musik, mode, radio og presse planter i vores sprog fra 1. verdenskrig og frem. Og som Sven Clausen og hans sprogrøgter-fæller vil til livs. Måske (kanske!) skal vi også holde vagtsomt øje med ord som ’forward’, ’darling’, ’hot’ og ’pullover’, der fra engelsk maser sig ind i det danske sprog? spørger Friis Møller ironisk. For ikke at tale om de mange fransk inspirerede ord. Brugen af det franske boulevard f.eks. – Friis Møller citerer med stor fornøjelse Voltaire, der i sit ’Filosofisk leksikon’ skriver om ordet bouleverd, der var betegnelsen for en grøn plads, hvor man spillede boule. Og for at det ikke skal være løgn: Friis Møller tilføjer, at englænderne på et tidspunkt fik smag for det franske boule-spil og kaldte det bowling green, hvad franskmændene ifølge ham snart efter begyndte at kalde deres grønne plæner foran husene, selvfølgelig med et fransk sving i tonen: les boulingrin. Det vil vi tænke på, næste gang vi færdes på H.C. Andersens Boulevard.

KAI Friis Møller kommer langt omkring i sit lille skrift. Der flyder galde og ironi fra ham – han er velskrivende og umådeholden i sin vrede, når det går løs. Hans irritation over sprogfanatikernes ’linguistiske narrestreger’ …. “hænger sammen med en lige så naragtig politisk grille, idet de sælsomme sproglige misvækster, der garnerer de herrers spadseresti har til opgave at berede sindene på det groteske kunstige paradis, det foregiver at munde ud i: Den store nordiske Forbundsstat – et vakkelvornt sætstykke bemalet med et naivt panorama.” Sådan. Svanesang for et projekt, der bare fortsat lever i en slags velgående.

JEG har mødt Kai Friis Møller en enkelt gang. Det var i kantinen i Politikens Hus kort før hans død i 1960. På det tidspunkt havde han skiftet fra Ekstra Bladet til Politiken. Han kommenterede rasende den nyopførte Osborne-bygnings flade, firkantede facade mod Vesterbrogade på hjørnet af Frederiksberg Allé: ’Det er som at få en bar røv i hovedet’, sagde han.

I Dansk Biografisk Leksikon skriver Jens Kistrup i sin artikel om Friis Møller bl.a.: ’Ingen kunne hudflette opstyltethed og mikroskopere dumhed mere maliciøst end Kai Friis Møller.’

gregersDH.dk