EN SELSKABELIG INVITATION
Nazisterne sneg sig målbevidst ind på dansk teater i 1930’rne – modspillet var svært at håndtere
’En selskabelig invitation’ Det Kgl. Teaters gæstespil i Nazi-Tyskland i 1930’rne. Forfatter: Hans Bay-Petersen. Forlaget Multivers 2003. 188 s. Illustreret.
****
BOGEN og dens forsidebillede har længe levet sit opsigtsvækkende liv på min reol. Hvad fortæller billedet? Det viser Harald Lander, som tager imod hyldesten på Det Kgl.s Gamle scene efter 3. akt af ’Napoli’. Han er garneret af hagekors.
VILDT provokerende selvfølgelig. Men forklarligt. Det handler om en kompleks situation. Vi er i marts 1938. Det kgl. Teater har netop været på gæstespil i Berlin med ballet og skuespil – 3. akt af Bournonvilles ’Napoli’ efter en opførelse af Holbergs ’Jean de France’. Og man har hjembragt den enorme laurbærkrans, som Lander står med. Flagene på hver side bærer hilsener, den ene fra Berlins Schiller Teatret, den anden fra en person ved navn ’Robert L’. som der står over hagekorset – Robert Ley, øverste bestyrer af ’Kraft durch Freude’, den mægtige nazistiske organisation, der forvaltede menige tyskeres trivsel på alle mulige ledder, kulturliv, fritid, ferier, Han hvilede tungt over Schiller Teatret, og dermed også over udvekslingen af gæstespil med f.eks. Danmark.
BILLEDET er skræmmende, men fortæller i ét hug, hvad bogen ’En selskabelig invitation’ handler om: Samarbejdet på teaterfronten mellem nazistisk og dansk kulturliv i 1930’rne – eksemplificeret i en tysk invitation, hvori det ’selskabelige’ kan fortolkes i alle toner af høflighed, politisk beregning, hjertelighed – velment eller påtaget. Ligegyldigt, hvordan det drejes: Svær at håndtere for modtageren. Et af de mange eksempler i bogen på situationer, hvor det blev sat på spidsen, hvis ærinde man gik, når man tog imod invitationer fra Tyskland. Grå hår i hovedet, spekulationer om håndteringen og konsekvenserne.
HARALD LANDER står dér optændt af lige at have danset Gennaro i 3.akts napolitanske festligheder. Han hyldes for guderne må vide hvilken gang for sin og dansernes præstation i en af repertoirets kerneforestillinger. Lander var tilmed Det Kgl.s balletmester, og indpakningen med hagekorsflagene skulle bare være en høflig knytnæve-reminder for ham og alle andre om, at dette var en gentagelse af, hvordan det var foregået nogle aftener før ved afslutningen af gæstespillet i Berlin. Et gæstespil i det kulturelle fællesskab og samarbejdes navn. Faner og krans var trofæer, man kunne være stolte af eller irriteret over.
HANS BAY-PETERSENs bog er en gennemgang af samarbejdet fra 1933 til 1940. Fra Hitlers og nazipartiets overtagelse af styret i Tyskland ved rigsdagsvalget i 1933 og frem til 2. verdenskrigs udbrud i 1940. En periode, hvor Tyskland gennemlever en total omstilling. Den demokratiske Weimar-regering er brudt sammen. Det er ikke lykkedes at få økonomien på fode efter 1. verdenskrig, krigsgælden er ubetalelig, raseriet mod især Frankrig er ustyrligt, og overfor jøderne endnu mere ubehersket, næret af alskens påstande om jødernes skyld i alle ulykker. Genopretningen af økonomien har ét altoverskyggende formål: Etableringen af et militær, som skal stå for generobring, hævn, afstraffelse og ekspansion. Den stærke mand er løsningen, sådan én var Hitler, og han omgav sig med et vældigt apparat af stærke mænd og organisationer, der skulle opfylde kravene.
DEN omtalte Robert Ley tilhørte denne elite. Kultur-, også teaterlivet – var et af hans mange felter, almindelige tyskeres trivsel et andet: F.eks. blev en kolossal og imponerende cruise liner til tyske arbejderes ferier bygget i Hamborg i marts 1938. Den fik navnet ’Robert Ley’. Skibet blev også brugt til andre formål, bl.a. at transportere våben og materiel. Også den tyske Legion Condors tropper blev sejlet på ‘Robert Ley’ til og fra Spanien som assistance for Franco.
EN mand som Robert Ley var altså en af de nazistiske topfolk, der opererede på det dansk-tyske teaterfelt i 1938. Perifer i forhold til Göring, Goebbels og Hitler. Men alligevel magtfuld. Kultur var ikke, hvad den mand brændte mest for. Da de voldsomme, allierede bombardementer ødelagt det meste af Dresden i februar 1945, lød det fra ham: ’Nu marcherer vi mod tysk sejr uden overflødig ballast og uden den tunge åndelige og materielle bagage fra borgerskabet’.
ROBERT LEY var en brik i spillet af tilnærmelser fra tysk side over for dansk teater. Men det er den samlede blok af pression, der er interessant. Hvordan den blev udøvet, og hvordan den blev håndteret fra Danmark. Bogens forfatter har været grundigt i arkiverne hos især Det Kgl. Teater, Rigsarkivet og Det kgl. Bibliotek. Han har fundet udvekslingen af budskaber om planlægning og overvejelser især hos den danske ambassadør i Berlin Herluf Zahle og Det Kgl. Teaters direktør Andreas Møller, men også hos de forskellige tyske organisatorer, teaterchefer og instruktører, og i høj grad hos de danske forfattere, hvis værker det har drejet sig om. Kaj Munk, Kjeld Abell, Soya. Flere af de års centrale danske skuespillere citeres. Ligesom danske teaterkritikere, især Frederik Schyberg og Svend Erichsen og Svend Borberg.
KORRESPONDANCERNE afspejler en blanding af klassisk diplomati, tvivl og løbende usikkerhed hos de danske beslutningstagere. Konstante jongleringer med politiske, kunstneriske og formelle hensyn, ikke mindst omkring den nye danske dramatik, som danske teater har mellem hænderne og overvejer opførelse af – tøver med, eller opfører fuldt bevidst om risiko og konsekvenser. Et stykke som Kaj Munks ’Han sidder ved smeltediglen’ blev skrevet i 1938. Munk forsøgte i den periode at finde sig selv og sin holdning til nazismen efter en tid, hvor han har været irriteret for ikke at sige desperat over det besværlige demokrati – ”I begyndelsen var ordet. Men så kom parlamentarismen med vrøvlet som bærende princip”. Nu skriver han på ’Smeltediglen’ under en kort tur til Paris, rejser hjem for at se repremieren på Det Kgl. af ’En Idealist’, rejser straks videre til Berlin og skriver videre på ’Han sidder ved smeltediglen’. Stykket handler om en arkæolog, der ved en udgravning har fundet et portræt af Jesus. Det menes at være fra Jesu egen tid. Trækkene er tydeligvis en jødes. Stykket kulminerer med, at arkæologen knuser portrættet for øjnene af Hitler som protest mod nazisternes benægtelse af sandheden om at Jesus altså var jøde. Arkæologen får tolv timer til at forlade landet. Det handler om videnskabelig sandhed op mod politisk motiveret fordrejning. Stykket spilles på et tidspunkt, hvor nazisternes jødeforfølgelser er på sit højeste i Tyskland – Krystalnatten i Tyskland sker i samme efterår 1938 som ’Smeltediglen’ spilles på flere teatre i Danmark. Stykket er ikke mindst en torn i øjet på nazisterne, da det opføres på en af de populære Gerda Christoffersen-turnéer i flere sønderjyske byer. Det er en provokation netop i grænselandet, og det er i forvejen ved opførelser i København diskuteret og udsat for skepsis hos teatercensoren A.C. Normann, der foreslår enkeltheder ændret før premieren på Folketeatret, bl.a. fjernelse af en blodstribe i ansigtet på arkæologen tilført under et opgør med en nazist.
SKEPSIS vokser til vrede hos den danske ambassadør Zahle i Berlin, som skriver hjem til udenrigsministeriets direktør Moth og kalder stykket et ”makværk, der utvivlsomt hæves til skyerne af en vis gruppe i den danske provins og ganske særligt i Aabenraa, hvor det antagelig spilles af en 3.klasses trup. Ubegribeligt.” Turnéen fortsatte, men ikke uantastet. Amtmanden i Aabenraa, Refslund Thomsen, fik teaterforeningernes formanden, en overlærer i Graasten, til at rejse rundt til foreningerne i Nordborg, Skærbæk, Rødding, Løgumkloster, Gram og Højer for at tale dem fra opførelsen af stykket. Det lykkedes. Undtagen i Gram, hvor der var hængt plakater op og solgt mange billetter. I Gram mente man, at det ville vække sensation, forargelse og modsigelse, hvis man aflyste.
BOGEN fortæller, hvordan Gerda Christoffersens turnéselskab var rundt i perioden. Hver gang turnébussen kom rullende, blev lokale politikere og myndigheder nervøse. For Kaj Munk var holdningen klar nu. Jødeforfølgelserne havde gjort udslaget. Kort efter skrev han et åbent brev til Italiens Mussolini med protest mod jødeforfølgelser. Det ansporede myndigheders og politikeres nervøsitet over Munk. Avisen Flensburger Nichtrichten skrev: ”Kaj Munk hetzt weiter – Der dänische Literat macht sig lächerlich.”
KAJ MUNK hetzede videre, som avisen skrev i slutningen af 1938, og Gestapo tog som bekendt konsekvensen i 1944 og myrdede ham.
TILFÆLDET med ’Han sidder ved smeltediglen’ er et enkelt af de eksempler, Hans Bay-Petersens bog rummer. Generelt er det en spændende analyse af de vanskeligheder, dansk teater gik igennem i forholdet til nazisterne op til verdenskrigens udbrud. Især Det Kgl. Teaters gæstespil i Tyskland og kommunikationen omkring dem er interessant.
gregersDH.dk
