Monica Isa Andersen, Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Sara Gadborg i ‘Waitress’ (Foto: Det Ny Teater)

FLØDESKUM PÅ KANTEN

’Waitress’ er et behersket åndedrag mere end et frisk pust fra Det Ny Teater oven på corona-afbrækket.

’Waitress’, musical. Manuskript: Jessie Nelson. Musik: Sara Bareilles. Efter filmen ’Waitress’ af Adrienne Shelly. Instruktion: Lisa Kent. Scenografi: Terry Parsons. Dirigent: Per Engström. Medvirkende: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Monica Isa Andersen, Sara Gadborg, Lars Mølsted, Sebastian Harris, Jesper Paasch, Mads M. Nielsen, Dick Kaysø, Camille Cathrine Rommedahl m. fl.

***

HVOR tæt må flødeskummet komme til en tærtes sprøde kant?

ALVORLIGT spørgsmål. Det et af flere hundrede spørgsmål i ’Waitress’, der har haft premiere denne aften på Det Ny Teater. Jeg vil ikke sige, vi sidder dirrende af spænding efter svaret. Jo, jo, vi lever da i store kagedyst-tider, og svar på sådan noget kan sikkert være afgørende i tv-programmerne. Åbenbart også i denne musical, der er ét stort tærtebagværk fra ende til anden i ’Joes Diner’-værtshus, som må være beliggende et eller andet sted langt west for det finere køkken, hvor man udtaler sovs på fransk.

DER er skum på, og Dick Kaysø sidder urokkeligt brovtende ved et hjørnebord og kræver sin yndlingstærte, mens Mads M. Nielsen pisker waitresserne rundt på opgaverne med en stemme som en sergeant – tonen hentet fra Garderhusar-kasernen?

GODT tænkt at sætte denne forestilling op på Det Ny Teater, og så lige nu, hvor vi er sultne på teater efter den lange coronapause. Vi er med på det hele af bare teaterlyst. Waitresserne er ok: Lucia Maria Heiberg Rosenberg i hovedrollen som den uendeligt søde, hjælpsomme, blåøjede, godhjertede Jenna – sangstemmen var næppe på sin højeste denne premiereaften – og Monica Isa Andersen som den rappe lille knaldperle Dawn. Og Sara Gadborg som skrapperten Becky med kæften skruet i højt gear og ukvemsordene på åbentstående lager.

SÅ der er lukket op for lidt af hvert fra dagens spiseseddel, kagedyster, ægteskabeligt opgør – mellem Donna og hendes mand, en guitarspillende stodder, som søler hende til med grovheder, og som negler hendes ugeløn – skuespilleren med dét job er Jesper Paasch. Og så er der selvfølgelig læger og sygeplejersker, hospital og fødeklinik så vi også kan komme i corona-stemning. Og der er musik, som bliver spillet og sunget for fuldt drøn, lige indtil vi når en stump romantisk duet mellem Jenna og gynækologen, Dr. Pomatter, som Lars Mølsted spiller så renskuret, at vi glemmer alt om hans hjertegribende Quasimodo i ’Klokkeren fra Nôtre Dame’. Og jo: musikalsk dvæler Maria Lucia mod slutningen med en romance, hvor hun i al stilfærdighed gør op med waitress Jennas vakkelvorne natur og løsner for en smuk drøm omeat godt liv trods alt. Klart den bedste sang i ‘Waitress’.

MEN der er musikalsk langt til den slutning på ’Waitress’. Hvorfor keder man sig en hel del hen ad vejen? Og vågner først op oven op diskussionen om flødeskummets placering på tærtekanten, fordi Sebastian Harris gør sin entre som en munter vildbasse af livslyst med fjollerier, badutspring og skøre påfund, da han synes, at det nu kan være nok med den snak om flødeskum på tærterne, han vil ha’ pigen med brillerne, knaldperlen Dawn, og det får han. Der bliver elegant huhej-bryllup, intet varer mange sekunder ad gangen i denne musical. Men alligevel er det først Sebastian Harris og hans fjollesving med ører, næb og klør, der sætter det skub i stykket, som vi indtil da kun har oplevet i glimt, når Sara Gadborg har løsnet rapkæften på sin waitress Becky – hun har skøn selvironi og mener, at når hun har et venstre bryst, der er større end det højre, så er det for at give Picasso en go’ idé til et maleri.

DET er ellers som om denne ’Waitress’-musical aldrig rigtig finder sine ben mellem frække spontane spjæt – Nu-må-der-fandeme-ske-noget for ikke at gå i baglås! Og en lidt træt erkendelse: Gider vi andet end køre hen-ad-musical-andevejens almindeligheder, strø lidt rundt med frække bemærkninger om sex og flødeskum og i øvrigt skrive den musik og få de idéer, vi plejer?

DET er musical til husbehov. Ophobning af emner skovlet oven på emner for at ramme, hvad nutidens mennesker går og roder med. Minsandten om vi ikke også skal have et barn på scenen til sidst. Den nuttede Lulu, der er resultatet af Jennas graviditets-genvordigheder gennem akterne. Så finale!: Jenna overtager Joes Diner’ og omdøber det til ”Lulus Diner’.

’WAITRESS’ er et forsigtigt, stakåndet åndedrag, mere end et frisk pust fra det genopstandne Ny Teater.

gregersDH.dk