GUITARISTEN OG DE ANDRE

Søvndyssende eller appetitvækkende – Jesper Sivebæk og hans guitar er gennem det hele.

‘Tag mig med’. Kim Larsen-sange for klassisk guitar. Solist og arrangementer: Jesper Sivebæk (guitar). CD fra Our Recordings, destrib. Naxos. (foto: Jesper Peter Engedal)

***

Lars Hegaard: Octagonal Room. Kammermusikværker for guitar m.m.  Musikere: Jesper Sivebæk med Signe Asmussen, Morten Zeuten, Cæcilie Balling, Michel Haring, Ana Angelovska, Eduardo Sánchez, Hsiao-Tung Yuan, Filip Strauch og Tim Frederiksen. CD fra Dacapo.

****

SOM der dog skrives musik i denne verden. Også i den danske. Jeg har med skam at melde ikke tidligere andet end strejfet komponisten Lars Hegaard, men her melder DACAPO sig med et helt lille sæt af denne komponists mindre værker, skræddersyet til guitar og forskellige konstellationer – guitaren af den gode grund, at det er hans eget instrument, og den lige så gode grund, at han har kollegaen Jesper Sivebæk i front i alle værkerne. Og Sivebæk har jeg lige lyttet til på hans soloplade med Kim Larsen-sange – en overraskende række arrangementer, hvor Kim Larsens enkle melodier løsrives fra deres nok så fastgroede ægteskab med Larsens stemme og hans ekspressive evne til at løfte hverdagens ufattelig nærværende poesi ind i evigheden – Sivebæks smukke versioner strøer det mest velduftende puddersukker på ’Som et strejf af en dråbe’, ’Kvinde min’, ’Om lidt’ eller ’Susan Himmelblå’ og mange flere, og selvom det på en måde er som at blive båret gennem et muzak-bad, så er det i hvert fald gennemført konsekvent. Kønt. God tone. Appetitvækkende, men også ret søvndyssende.

SIVEBÆK er altså Lars Hegaards guitarmakker. Sivebæk underviser på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, Hegaard på Det Fynske ditto. På CD’en med den oktagonale forside, bringer Lars Hegaard sin kollega i en række i interessante situationer med andre musikere og instrumenter. Det handler om seks stykker, der alle fortæller os om Hegaards kompositoriske håndværk, fint slebne udtryk for et temperament, der søger ind i net af instrumentale konfrontationer, hvor guitaren mange gange står tilbage som et oplagt og herligt klingende makkerskab til andre instrumenter, strygere, blæsere og slagtøj – andre gange efterlader flere spørgsmålstegn end løsninger, f.eks. i titelværket ’Oktagonal Room’, hvor det er sjovt nok at følge en tematisk udvikling gennem stykkets otte dele, men hvor den konfrontatoriske dynamik mellem sologuitaren mest viser guitaren som en ubuden gæst hos et firkløver, som er midt i et slag bridge. Mere slagkraft er der i ’Rituals’, hvor Sivebæk har en stribe selvbevidste makkere, der får hans egen instrumentale selvbevidsthed til at gro, mere end bare gnægge vredt med sin guitar. Flere andre soloinstrumenter er i tænksomme eller dansante dialoger med Sivebæks guitar. Cellisten Morten Zeuthen i ’Points of Desappearance’. Bratschisten Tim Frederiksen i ’Configurations’.

VIDT kommer vi omkring. Lars Hegaard har sat musik til digte af den franske symbolist Arthur Rimbaud. Det gør han ikke forgæves, når han oven i købet har Signe Asmussen til at løfte de spinkle, livsforvirrede og dog så eksotisk fjerne tekster op i et søgende sopran-univers. Jesper Sivebæks guitar er med også her –  hvor vi ellers ville forvente klaverledsagelse – men glasklart skaber han impressionistisk stemning omkring disse sange, der er helt egne og fortæller om en komponist, som fornemmer denne franske lyrikers enestående sværmeriske galskab. Rimbaud levede et kort, bristefærdigt liv, døde som 37-årig, men skrev sig ind i verdenslitteraturen med sine få digte.

SÅDAN blev man klogere på komponisten Lars Hegaard og guitaristen Jesper Sivebæk. På Kim Larsen og Arthur Rimbaud.

GregersDH.dk