Trine Dyrholm tilbage på scenen efter teaterpause
Trine Dyrholm er på scenen for første gang i halvandet år. I et stykke, som er svært. Men som hun brænder for.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Stephen Achiam
Vi sidder i de lidt sumpede sofaer i Kaleidoskops teatercafé. Hun ser på mig med det dér Kleopatra-blik, vi alle sammen render ind i på gader og stræder for tiden: Plakaten for natbio-et-eller-andet.
Stålsat smilende. Svagt ironisk. Pågående. Trine Dyrholm. Overmåde meget til stede.
Båndoptageren er lige slukket.
”Jeg har altid ondt af jer, når I kommer hjem med de dér bånd”, siger hun. ”Tror du nu, du kan hitte rede i al min forvirrede snak?”
”Det bliver ikke mere forvirrende end det er for dig at skulle overskue det stykke, du er med i,” svarer jeg.
Ikke nogen krigserklæring. Men det er hudløst, dette her:
Trine Dyrholm har fjorten dage til premieren på et stykke, der hedder ’Mand møder kvinde – teori og praksis’. Skrevet af den tyske stjerne-dramatiker Roland Schimmelpfennig. Og der er noget at bide skeer med. Trine forklarer og dementerer, stopper, tager fat igen, jeg lytter, forstår, forstår ikke alligevel, spørger dumt, misforstår svaret, vi prøver om igen…Hvad handler dette om??
AFLØSER FOBISKOLEN
Titlen lyder som en lærebog til et psykoterapeutisk kursus. Lige til at slå op i for eleverne i det tilløbsstykke, som Mammut Teatret netop har vakt opsigt med på Kaleidoskop: ’Fobiskolen’, hvor en stak af byens bedste skuespillere er i den terapeutiske vridemaskine.
Nu afløses ’Fobiskolen’ så af ’Mand møder kvinde’. Trine Dyrholms første teater-optræden i halvandet år, alene på scenen med Jesper Lohmann. Manden, der møder kvinden.
Trine Dyrholm har holdt lang teaterpause. Halvandet år. Træt af hårdt arbejde. Kun noget film – den sidste har lige haft premiere. ’Dansen’, hvor Anders W. Berthelsen er modspilleren.
ROD I HOVEDET
Nu står den på teater igen, og hun brænder. For opgaven. Og for at gøre klart for sig selv og mig, hvad det er for et stykke. I erkendelse af, at det er ’vanvittig interessant’, som hun siger, men også at
”Lige nu er vi på et punkt, hvor det hele roder. Inde i hovedet. Lige om lidt eksploderer det. Jeg har det sådan, at min hjerne er for lille i øjeblikket til, at den kan rumme det. Fordi teksten er så kompleks. Først lære rollen udenad. En bedrift i sig selv! Og så er dét, at det er en montage. Klip. Klip. Klip. Klip. Der er scener, der vender tilbage med replikker, der gentages – bare med en lille forandring. Du siger f.eks. de samme fire sætninger senere i stykket, men med en ny føjet til – på den måde kompliceret at huske og lære. Få i kroppen.”
KVINDELIG SKUESPILLER SØGES
Hvorfor? Spørger man så. Hvorfor kaste sig ud i det enorme mas med noget så svært tilgængeligt?
Men nej. Først – hvad handler historien om?
Kogt ned:
En kvinde svarer på en stillingsannonce: ’Kvindelig skuespiller søges’. Hun tror, engagementet handler om sex. Men det viser sig, at det handler om en nærmest videnskabelig undersøgelse. Om at opstille en række fiktive møder mellem en kvinde og en mand. Og analysere, hvordan mekanismerne mellem de to køn fungerer, når de konfronteres. Skuespillerinden skal altså bruge sit fag. Spille roller.
Trine: ”Manden beder kvinden om at fortælle historier. Hele tiden forandre sig. Med en håndbevægelse ændre rummet omkring sig. Og hun er leveringsdygtig. God til at komme med nogle scenarier og være med i den mærkelige leg. Så er hun en pige, der rejser med en insektforsker til Afrika. Så er de to bibliotekarer, et par bognørder, der diskuterer litteratur, men dybest set bare har lyst til at springe på hinanden. Hele tiden lyn-omstillinger og rollespil. Men et forløb, hvor der også umærkeligt opstår følelser imellem manden og kvinden. Så virkelighed og fiktion mødes – og virkeligheden er ved at tage over.”
Så er vi så langt.
Trine: ”Jeg synes det er et afsindig godt stykke. Jeg er optaget af det på alle planer. Også teknikken omkring os. Det er jo Jacob Shokking, der iscenesætter. Han er fabelagtig dygtig til alt med video og lyd og billedernes sammenhæng med teksten. På en måde handler hele stykket om iscenesættelse. Manden og kvinden opfinder jo historierne sammen og ’iscenesætter’ dem. Men hver gang, jeg prøver at analysere det, vi arbejder med, og sætte det ned i en kasse, så bliver det mindre end det er. Jeg prøver at udfordre mig selv. Jeg skal ikke nødvendigvis forstå det hele, når jeg arbejder med det. Kun ’forstå’ det fysisk og følelsesmæssigt. Sådan er det med teater og med kunst i det hele taget. Du behøver heller ikke som publikum altid sidde og forstå…’Nåh, det var HAM, der var butleren!’. Der er mange måder at forstå og opleve på. Kunst taler til dig på planer, hvor du ikke altid behøver sige: Ja, sådan! Jeg ved aldrig selv helt, hvad det er for en forestilling, vi laver, før vi har det første møde med publikum og bruger alt det, vi har øvet os på. Teater er tilstedevær – her og nu.”
ISCENESÆTTE
– Du taler om, at I ‘iscenesætter’. Du er midt i 30’erne. Du får de roller, du vil have. Lige nu. Hvis du ser fremad – vil du iscenesætte for alvor?
”Måske. På længere sigt. Nu er jeg slet ikke dér endnu. Jeg får stadigvæk så mange udfordringer med gode roller. Der er ikke noget med, at jeg skal nå at spille den og den rolle, inden jeg bliver så og så gammel. At instruere er også krævende. Men jeg tror, jeg er god til at se ting udefra, selvom jeg arbejder meget intuitivt. Jeg er f.eks. altid interesseret i, hvad for en helhed jeg indgår i. Som her i Shokkings forestilling, hvor teknikken er så vigtig. Hvad kræver dét af MIG? Altså forstå det formmæssige og det sanselige sprog. Finde ud af det liv, jeg kan kaste ind i det. Sådan har jeg det også, når jeg laver film: Hvad er det for en stil? Hvad er det for nogle billeder, der laves? Hvordan kan jeg bidrage fysisk med at gøre det bedre, større?”
– Du tænker i mere end din egen rolle.
”Selvfølgelig. Og hvis jeg en dag står dér uden roller, så må man jo lave nogle projekter selv. Opfinde nogle. Selv sætte noget i gang. Man har altid ansvaret selv. Vi – Louise Mieritz og Tammi Øst og jeg – lavede f.eks. en forestilling på Bellevue, hvor vi sammen skrev tekster og sange.”
– Du skriver også tekster for dig selv, mens du arbejder med roller.
”Ja. Især når jeg laver film. Altså: Når man skal gestalte en person, så tænker jeg mig til situationer omkring personen og skriver små scener, der kun skal bruges af mig selv til at etablere ikke skal bruges til andet. F.eks.: ”Jeg sidder i mit køkken, Min mor sidder over for mig. Hun har ikke sagt et ord til mig i to måneder. Jeg kikker på hende og tænker: Hvor er hun henne? Hvad for en galaxe befinder hun sig i?”… Man opbygger en følelsesmæssig ’bank’. Noget, man kan trække på, som udbygger den person, det handler om. Improvisationer, man kan lege med eller skrive ned.”
– Kunne du finde på at skrive rigtige stykker?
”Det er jeg ikke sikker på. Men noget finder man på, hvis der en dag ikke mere er nogen, der ringer og spørger. Indtil nu har jeg været super privilegeret med opgaver. Det er selvfølgelig også mit eget ansvar at række ud efter de udfordringer. Stille mig dér, hvor de måske kan komme.”
– Være synlig. Blive interviewet f.eks.
”Tale om udfordringerne. Ikke fordi jeg har noget behov for at tale om mig selv. Men om det, der interesserer mig. Opgaverne. Dem, vi sidder og taler om nu. Selv om også dét kan være en udfordring.”