FRA FUZZYS JUNGLE
Kriblende liv og jordiske og himmelske visioner i Fuzzys musikalske jungle
In the World of Fuzzy. CD med værker af Fuzzy for elektrofoni, orgel og blokfløjte. Medvirkende: Fuzzy og Duo 1702 (Louise Hjorth Hansen (blokfløjte) og Katrine I. Kristiansen (orgel) Gateway Music. (Cover-forside: Roar Refer Lerche)
****
VELKOMMEN til en verden af kriblende liv, jordiske visioner og himmel og helvede i det fjerne!
DET er Fuzzy ved sit enorme instrumentarium af elektroniske remedier, og et par musikere, han har med som professionelle legekammerater på deres instrumenter: organisten Katrine I. Kristiansen og blokfløjtespilleren Louise Hjorth Hansen.
OG tak skal du ha’ – at sætte skiven i gang netop på denne 30. oktober-dag! TV sender lige nu budskaberne om terrormord i en kirke i Nice. På pladens første nummer vokser manende og tungt skælvende kirkeklokker fra det fjerne ud i et helvede af flimrende larm fra en ’electrical forest’, og orglet sætter ind med et fuldtonende brag – det er Fuzzys ti minutter lange ’Cadences et Tremblements á Nôtre Dame’, et værk, som blev uropført af organisten Grethe Krogh i selveste den parisiske Nôtre Dame-katedral på Bastilledagen i 2002, og som nu toner i en optagelse fra orglet i Aarhus Domkirke med Katrine I. Kristiansen ved manualer og pedaler. Vi kommer os dårligt nok over denne chokerende indledning – musik, som spontant griber ind i vores virkelighed og smelter sammen med begivenhederne omkring os – før Fuzzy og Louise Hjorth Hansens blokfløjte hvirvler os ud i ’A short Story’ – et jungle-virvar af fuglekvidder og syntesizede naturlyde, en fortælling for store og små med besøg i de mest eventyrlige hjørner af fantasien – det klinger af franske Olivier Messiaen på løbsk bøgeskov-dansk og karnevals-galej, det klinger af alt muligt, og fløjtenisten er på virkeligt eventyr! ’Short Story’ i ni minutter.
NÅR vi taler minutter, så er der et par to-minutters, korte stykker med fra det mangearmede opus ved navn ’Katalog’, som Fuzzy skrev på bestilling af Det Kgl. Bibliotek – små bidder til hver uge i år 2000 – klingende notabener, der lød fra en snes kanaler rundt i Det Kgl. Biblioteks hjørner på slaget 12 hver dag. Til rædsel for nogle, til jubel for andre, mageløse små markeringer, der fik os til at studse i dagsrytmen – to af dem er med her på pladen, det er ren elektronik det hele, med idéer hentet fra værker, som har magisk klingende titler, alle i bibliotekets samlinger: ’Psaltarium feriatum’ – om en af de syv dødssynder, avaritia. En anden hentet fra et mongolsk håndskrift, der fortæller om en munk, der er draget til underverdenen for at frelse sin mor.
DU lytter til forbavsende gerninger fra Fuzzy og musikerne: ’Über allen Gipfeln’ er ikke Goethes lyriske udsyn over bjergtoppe og ikke Schuberts ’Wanderers Nachtlied’. Det er en vældig alle steds og alle tiders mindesten over den afdøde chef for Musikkonservatoriet i Århus Tage Nielsen. Orglet taler alene og smukt i den sang. I ’A pile of semi-quavers’ – en stak nervøse sekstendedele – har fløjten totalhalløj omkring utrættelige elektroniske påfund hos Fuzzy, for så at gå helt amok i rasende tempo og virtuose munterheder til sidst i stykket. Stimulerende og medrivende. Ligesom finale-nummeret – en Rhumba, du kan danse med til og få foruroligende ro i kroppen, mens fløjten snor sig om orgelakkorder i sære cubanske rytmer.
EN mærkelig times tid ved pladespilleren med de tre musikere. Jeg sætter starten af CD’en på igen. The electronic Forest og ’Cadences et tremblements à Nôtre Dame’. Det er li’godt voldsomme ting, der går for sig i Frankrig på denne næstsidste oktoberdag.
gregersDH.dk
Louise Hjorth, Fuzzy og Katrine I. Kristiansen (foto: Reinhard Wilting)