Kiril Manolov som Simon Boccanegra  – et spøgelse forfølger ham (Foto: Camilla Winther)

SPØGELSER OG

ET RULLEBORD

MED GIFT

Verdis svært håndterlige opera ’Simon Boccanegra’ pusler med spøgelser og up to date-signaler

Verdi: Simon Boccanegra. Dirigent: Paolo Carignani. Iscenesættelse: David Hermann. Scenografi: Christoph Hetzer. Medvirkende: Kiril Manolov, Gianluca Buratto, Jens Søndergaard, Kyungil Ko, Gisela Stille, Gert Henning-Jensen og Line Juul Andersen. Det Kgl. Kapel og Operakoret. Iscenesættelsen produceret i samarbejde med den flamske opera.

****

VI er på gyngende grund med den ’Simon Boccanegra’, som Operaen præsenterede denne fredag aften. Gyngende. Og proppet med fortolkningsmuligheder. Desorienterende. For hvad er det Verdi har haft fór med denne indviklede operahistorie? Den ligger klemt inde mellem enkle og slagkraftige operaer. ’La Traviata’ og ’Rigoletto’ bagude og modne storværker som ’Otello’ og ’Aïda’ forude. Musikalsk svingende mellem det melodifrodige og det dramatisk fortællende.

VERDI har været ude at svømme med ’Simon’, for han omarbejdede den efter 25 år, fik savet i librettoen, skrevet til og fra, og nåede til et fascinerende, men stadig kaotisk slutresultat: På én gang en dramatisk skæbnehistorie og et politisk slagnummer.

MAN kan opføre ’Simon Boccanegra’ ud fra, at man har den selvfølgelige sanger til titelrollen. Eller fordi man vil fortælle en historie, der kan brænde igennem aktuelt på grund af sit emne.

DET første havde man på Det Kgl. i 1968, da operaen blev sat op med Ib Hansen som Simon. Ib Hansen, en baryton med evnen til at skabe en stor, levende og magtfuld skikkelse, og som havde sind og sjæl til tvivl, tragedie og indre kamp med sin samvittighed. Han havde en ung Lone Koppel som bevægende medspiller, Simons forsvundne datter, der dukker op i arenaen på dramatisk vis. Og knytnævebarytonen Leif Roar som den Judas-agtige modspiller Paolo. Ib Hansens Simon Boccanegra er mindeværdig. I dag kunne Det Kgl. vel have haft en baryton som Johan Reuter på opgaven. Men nu er det bulgareren Kiril Manolov, vi hører og ser, en kæmpe på alle måder, en bragende stemme og en gribende Simon Boccanegra i tragisk konflikt med livets og dødens tilskikkelser, privat og politisk.

DET er netop i den sidste ramme, det er særlig interessant at se forestillingen i den tyske iscenesætter David Hermanns opsætning. Med den aktualiserende, den politiske vinkel på historien. Det husker jeg ikke Det Kgl.s opsætning i 1968 for. Måske havde den det. Andet er næsten utænkeligt. Iscenesætteren dengang var Götz Friedrich fra Komische Oper i Østberlin. Herhjemme var vi midt i ungdomsoprøret. Maj 68!

OMKRING den forvirrende affære med Simon og hans forsvundne datter, der dukker op som adopteret af hans politiske modstander samt i en umulig forhistorie om pigens afstamning – den historie kræver en hel prolog for at blive fortalt – omkring alt det suser den større fortælling om denne Simon Boccanegra, der er blevet kåret som doge af Genua. Han er en gammel korsar, der har udmærket sig ved at stå i spidsen for en nedkæmpning af Genuas modstandere. En helt. Men med politiske modstandere. Der er højre og venstre, blå og røde i luften omkring ham, venner og fjender. Det er alt sammen en smule uigennemsigtigt for publikum, der kommer til at vakle mellem at være optaget af indviklet slægtsproblematik og hvem der flytter sig hvorhen i de politiske magtbevægelser. Og i øvrigt afventer forløsende sanglige højdepunkter og passager mellem hovedpersonerne. Den slags udløses med større og mindre held i duetter og sanglige trepartsforhandlinger mellem Kiri Manolov, den flot syngende sopran Gisela Stille og hendes elskede Gabriele, der synges med stor ildhu af Gert Henning-Jensen – om end hans tenor sandelig er hørt bedre anvendt i andre partier og operaer – og de øvrige mandlige med- og modspillere – Gisela Stille er nærmest alene i stikken som kvinde mellem stærke sangere som Jens Søndergaard, Kyungil Ko, Gianluca Buratto og selvfølgelig Kiril Manolov, der ikke er meget af scenegulvet i sin omtumlede personlige søgen efter et ståsted i de urolige omgivelser.

UTYDELIGHEDEN i opsætningen er samtidig underholdende. Vi befinder os i scenografisk dystre og tågede omgivelser og ubestemmelige interiører. David Hermanns iscenesættelse jagter spøgelseseffekter og mystiske gengangere, men også aktualitet med den form for usikker stilbevidsthed, som udfolder sig i associationer, vi kan have fornøjelsen af forsøgsvis at tyde. Et stormøde i dogens råd er kalkeret over Leonardo da Vincis Den sidste Nadver. De medvirkende er gennem forestillingen iført en blanding af renæssance-kostumer og jakke og slips, der trækkes kårde det ene øjeblik og revolver det næste. Et glas med gift, Paolo blander for at tage livet af Simon, trilles frem på et rullebord fra Nyt i Bo. Konspiratoriske aftaler ordnes på mobiltelefoner. Vi forstår, at der er oprør og politiske modsætninger i 1300-tallets Norditalien mellem Venedig og Genua. Og at vi kan se, at modsætningerne er aktuelle for Verdi på det tidspunkt, hvor han skriver operaen – det er årene omkring Italiens samling, Garibaldi og hele den historie. Og at vi hører om slagsmål, konspirationer, bedrag, krænkelser og magtkampe kan jævnføres med uvaner i 2020. Vi ved, hvor Verdi var henne med sine finter til aktuelle begivenheder omkring ham.

VI hælder ikke nødvendigvis til de ønsker, som trofaste operafans som DF’s Morten Messerschmidt fremsætter om at rense klassiske operaforestillinger for modernistiske fiksfakserier. Meget skal have lov at blive prøvet for at bringe klassikerne up to date. Og meget fungerer. Et fnis over en mobiltelefon i hånden på en sørøver i 1300-tallet, betyder ikke, at vi ikke forstår vinket om, at renæssance-konflikter kan ligne noget, vi kender.

LYKKELIGVIS sidder Det Kgl. Kapel i graven og spiller Verdis musik under dirigenten Paolo Carignani. Kønt og som den skal spilles. Partituret er Verdis umanipuleret. Ikke lige spændende fra start til slut, men med glimrende højdepunkter i kor og ensembler. Der er ikke rigtig den form for glinsende solistiske highlights, som Verdi præsterer i andre operaer, men heller ingen forskrækkelser. Der kræves til gengæld lidt ekstra opmærksomhed for at holde sammen på de skæve handlingsbrikker. Det går broget til. Ligesom i hans ’Trubaduren’. Mere broget faktisk.

gregersDH.dk