‘Ekstrem’ Betty Nansen T. på Edison Scenen 15.3.08 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

KNYTTEDE SYLTER

Mande-monologer på Edison – nødråb fra de tavse

****

Lars Lunøe.Morten Hauch-Fausbøll,Kristian Halken og Søren Malling. Tegning: Claus Seidel

Tegning: Claus Seidel 

Er du vild, mand! Sikke en omgang. Edison Scenen har høfligt sendt en anmodning i licitation til danske mænd: Fortæl noget om, hvordan det er at være mand  – så får vi Peter Asmussen til at brygge en forestilling på svarene.
Svar er der ikke kommet mange af. Ikke nær så mange, som da man stak opfordringen ud til kvinder, og Asmussen skrev ’Om et øjeblik’.

TAVSE MÆND

Hvorfor ikke? Det kan man vist udlede af resultatet ’Ekstrem’. Mænd er nogle knyttede sylter, der skumler og skuler, bander og forbander, lider og piver, tér sig som forurettede børn eller voldsforbrydere. Slapsvanse. Og mordere, når de tager sig sammen.
Men de taler ikke gerne om det.
Dét må de sparsomme svar have fortalt. Sådan har Asmussen i hvert fald modelleret de fire mænd, der fortæller til sig selv og publikum, som de dukker ud af hver sin klaustrofobiske hul eller celledør  – ligheden med Norens ’Drengene i Skyggen’ – i hvert fald som den blev spillet på Odense Teater – er til tage og føle på.   

NØDSSKRIG

Morten Hauch Fausbøll er førstemand. Ham har livet og konen gjort fortræd. Hans første replik er et brøl: ’Jeg har det godt!!’
Det mest højrøstede dementi af velvære, man har hørt.
Nødsskrig i forskellige versioner går igennem de følgende scener og monologer. Dæmpede og nedtonede. Eller lige så brølende desperate. Søren Malling afleverer en mand af et ordforråd så sparsomt, at man gætter på, han ikke er nået frelst gennem 1. klasse i skolen. Der er ikke faldet mange replikker, da han tog livet af kone og børn.
Kristian Halken frigør en mands skjulte drøm om voldtægt af en mindreårig. Smask i synet på os. Hvorpå han lader manden bryde sammen i lallende ruelse.
Lars Lunøe er den noble forsvarer af livet som en kold fidus, en herre, der i lang tid holder os hen med snak om den velbegrundede aflivning af hustruen. Tror vi. Men så var det altså hans irriterende mor.

IQ OG ANDROGEN

Det er stærkt engagerede og stimulerende enkeltscener. Nok klarere, hvis man var blevet ved de fire  – spillerne kommer en smule forvirrende igen i nye roller. Men ok: Forvirrende måske især, hvis man som tilskuer tilhører den kategori, som professor Helmuth Nyborg beskriver i sin programartikel som mænd, hvis IQ trænger til et skud androgen for at komme på intelligensmæssig omgangshøjde med gennemsnittet.
Nyborgs artikel vil vække stor munterhed, når den som en del af skolematerialet når frem til drenge og piger. Nyborgs lyse syn på kønsproblematikken kan opsummeres i hans Lord Chesterton-citat: ”Nydelsen er kort, stillingen latterlig og omkostningerne ødelæggende.”

Gregers DH      

Skriv en kommentar