Morten Burian og Signe Mannov i ‘Besættelse’ (Foto: Morten Fauerby)
TYSK HJERTEBANK
Svalegangens ’Besættelse’ er et skarpt portræt af en myte: Den århusianske stikkerpige Grethe Bartram.
****
Musikken slår en klo i os. Jeg tænker ikke så meget på, at de seks skuespillere i ’Besættelse’ på Svalegangen i Århus synger ’I Danmark er jeg født’ som fællessang. Som indledning og som slutning på stykket.
Det fungerer mest som en gylden ramme. Der siger: Danmark og danskerne.
Det handler det også om. Os og vores. Jeg havde nær sagt – ’så sødt velsignet du mit hjerte når’.
En kærlig, ironisk ramme.
Men jeg tænker mere på brugen af Schumanns ’Dichterliebe’. Som kører på radioen, hver gang den tyske Gestapo-officer Helmuth Rothenberg afhører og torturerer Christian, stikkeren Grethe Bartrams bror. Et slående og enerverende akkompagnement til… nej, snarere et argument for den brutale fremfærd.
Sangene er en del af hans våben: Tysk højromantisk kultur som dokumentation for, at tysk kultur er suveræn og giver carte blanche til at gennemtrumfe hvad som helst over for andre. Hans dokumentation. Retten er på hans side.
MYTEN
På Caféteatret i København er det Schuberts ’Der Tod und das Mädchen’, som er akkompagnementet til Elfriede Jelenek-monologen ’Jackie’ – den djævelske hudfletning af Jackie Kennedy lagt i munden på Solbjørg Højfeldt.
Men med en anden effekt end Schumann-liederne i ’Besættelse’.
Hos Jelenek er det selve temaet: Kvinden i Dødens vold. Jeleneks stykke er et led i hende monolog-serie, der sætter kniven i kvindelige myter.
Myter af en art, der kunne inkludere den berygtede, århusianske stikker Grethe Bartram. En kvinde, som i dag, endnu i levende live, bare med sit navn kan få mure til at rejse sig og ringe til at brede sig omkring en kvindeskikkelse, der er urørligt placeret i vores bevidsthed.
Stikkerpigen, der under Besættelsen drev sit uhyggelige spil som dobbeltagent – modstandsbevægelsens modige aktivist og Gestapos leverandør af snesevis af navne til fængsling, tortur, kz-lejre. Et – yderst virkeligt – fantom.
DOBBELTSPILLEREN
Igen altså en mytisk, virkelig person gjort til teater. Endda i levende live.
Højst levende! Jyllands-Postens net-interview med den 86-årige Grethe Bartram i søndags afslører, at det portræt, som dramatikeren Ann Sofie Oxenvad tegner af hende i ’Besættelse’ på mange punkter holder. Billedet af en køligt, psykopatisk argumenterende selvforsvarer. Bevidst om de utallige snigveje til at skabe en form for forståelse og sympati for sine handlinger. Stemmeføringen på vidoen er fast, kontant, selvbevidst.
Det er også sådan, det lykkes den unge skuespiller Signe Mannov at få os til at tro på Grethe Bartram. D.v.s. tro på, at hendes slangeagtige manøvrer under retssagen mod hende efter krigen, er det, der har fået dobbeltspillet til at fungere under Besættelsen – og i lige så høj grad nu, hvor alle i princippet er imod hende og foragter hende. Forsvareren, fængselsbetjenten, fængselspræsten – alle bliver hendes ofre på trods.
Signe Mannov rammer den lillepigeagtige uskyld og den beregnende brug af kølig, men ind imellem fanden-i-voldsk, sexet udstråling – med et ansigt, der både kan simulere forurettelse, raseri og grådkvalt fortvivlelse.
ET VALG
Ann Oxenvad har fået mest ud af at skildre det hidsige forhold mellem pigen og Gestapo-manden, som Morten Burian kaster hele macho-kanonen ind i. Charmøren i den naziuniform, pigen ikke kan stå for. Lokkemetoden med smykker og gaver. Nedlæggelsen, hvor det er uberegneligt, om det er mest ham eller mest hende, der styrer kursen.
Og så – ind imellem: Torturen af Christian. Hvor Daniel Bevensee som Grethe Bartrams bror bliver drevet til det yderste uden at røbe sine kammerater. Scener, der kulminerer i et af de fine, dramaturgiske små kup, der også er i forestillingen: Øjeblikket, hvor tyskeren og den unge dansker midt i vanviddet springer op på hver sin stol og afsynger henholdsvis ’Internationale’ og – var det ’Horst Wessel’?
Samtidig et af de steder, hvor man øjnede et valg, Ann Oxenvad må have besluttet sig for: Ikke at komme tættere på det kommunistiske element i Grethe Bartrams gøren og laden.
Vi ser, hvad der er brorens tilhørsforhold. Men vi får meget lidt at vide om, hvor denne Grethe Bartrams foretagsomhed i modstandsgruppen befandt sig. Af den virkelige historie ved vi, at hun, efter at have stukket en hel stribe af sine kammerater, blev sendt til København af de tilbageblevne i gruppen for at organisere en ny Århus-ledelse i samarbejde med DKP-ledelsen i hovedstaden.
Kun på charmen? En ufattelig situation på baggrund af i hvert fald den historie, vi får på scenen.
MYLADY
Men ok – stykket har mange fiktive elementer og noget lades altså ude af historien. Og nyt føjes til. En fængselsbetjent – udmærket spillet af Sigurd Holmen Le Dous – er digtet til, for at vi som ekstranummer kan få skildret Grethe Bartrams nærmest ’Mylady’-agtige – a la ’De tre Musketerer’ – forførelsesteknik.
Og forsvareren i Henrik Weels imposante skikkelse må ikke bare agere en blanding af forsvarer, anklager og dommer i sine udsagn. Han skal også inkarnere den overvældende del af det danske borgerskab, der lod stå til under Besættelsen. De utallige, der spurgte ’hvad skal det nytte?’ – nemlig at chikanere tyskerne. Og som var dét ikke nok: Også han skal forsøgsvis gramse på den delikate møjtøs.
På den facon er der steder i det ellers godt konstruerede stykke – i Gitte Baastrups stinkende og klaustrofobiske, brunmelerede dekoration… steder, hvor vi får rigelig meget læsset på.
Bue Wandals fængselspræst skal f.eks. berede pigen på døden, da dommen er faldet. Men han skal også argumentere imod dødsstraf som princip – den slags må jo overlades til Vorherre. Og så skal han rulle hele arsenalet af social forståelse for pigens elendige barndom ud. Plus det pinefulde i tanken om at henrette en kvinde.
Alt på en gang. Endda som en parodi på en præst, lallende mentalt forpjusket. Wandal giver den alt, hvad den kan trække.
UNDER JORDEN
I pausen ved premieren vekslede jeg ord med et af den virkelige Grethe Bartrams ofre. Han stod inde for skildringens gode overensstemmelse med virkeligheden, når det gjaldt Signe Mannovs stikkerpige.
Sådan huskede han hende. Selv havde han nået at gå under jorden, inden tyskerne bankede på døren.
Hans accept af den dokumentariske side af sagen var betryggende. Og åbnede for historiens vingesus.
