‘Fyrsten’ Odense Teater, Store Scene 15.3.08 Anm.

Category : Alle, Anmeldelser

SMAG DEN SALAT

Odense Teaters ’Fyrsten’ – rå kaviar for hoben på Store Scene.  

****

fyrsten.jpg

Ghita Lehrmann og Lennart Hansen i ‘Fyrsten’ (Foto: Odense Teater) 

———————————– 

Han hedder Alexa til fornavn. Rolig! Sådan kan en mand hedde til fornavn, hvis han er døbt i Serbien. Som Alexa Okanovic, den i øvrigt pæredanske dramatiker, hvis ’Fyrsten’ lørdag aften havde premiere på Odense Teaters Store Scene.

Klask i synet 

Teaterchef  Wilton er ikke ked af det. Hans teater suser af ’Bare kom an!’.
På den lille scene spiller han i øjeblikket Howard Barkers ’12 møder med et vidunderbarn’, som er et klask i synet på et publikum, der både skal have hjernevindinger som en ottecylindret racerbil for at hænge på, OG stå model til, at en agtværdig skuespiller som Kurt Dreyer anmoder om urinsex af vidunderbarnet. Et iscenesætter-jonglørnummer af Klaus Hoffmeyer lagt ud til et ensemble, der forvalter det verbale spindevæv med virtuositet. I centrum et stortalent som den arme knægt: Peter Plaugborg. 

SALAT

På den store scene sætter man så et stykke op af den unge dramatiker Alexa Okanovic, der er sprunget i utide fra dramatikerskolen ved Aarhus Teater, fordi han ville gå sine egne veje. Og for at blive i frejdigheden – til ekstra fornøjelse for etatsrådsbyens borgerskab – handler stykket om en fyrste, som f.eks. iført en enorm erektion kravler tværs over spisebordet til sin ærede hustru, sprøjter hendes frisk anrettede salat til med sin sperma, hvorefter fyrstinden siger til tjenestepigen: ’Vær venlig at smage på denne her salat!’
Den slags er ikke hverdagskost – om man så må sige – i Odense. Serveret på Store scene som sæsonens mellemret til Kaj Munks ’Ordet’ og Benatzkys ’Sommer i Tyrol’.
Men stykket er andet og mere end det, det altså IKKE er. Det er forrygende teater. Okanovic har på en måde skrevet en ny version af ’Diamond/Dust/Shoes’, der skaffede ham en Reumertpris for to år siden efter opførelsen på CaféTeatret  – stykket med den mærkelige titel, som var en hvirvelvind af et familieopgør i et moderne samtalekøkken med knald med dørene og hen over køkkenbordet.

DØDSRIDT

Nu er samtalekøkkenet så flyttet til det 18. århundrede. Vi er tæt på afslutningen på enevælden af guds nåde, revolutionen står og banker på, og ved fyrstens hof kører man på ’efter os syndfloden’-recepten. Tjenestepigen, spillet af Mette Marie Ahrenkiel, må således finde sig i salat-prøvesmagningen, ligesom en kunstmaler, der er i lag med fyrstens portræt,
afbrydes af fyrsten med denne replik: ’Hop ud af vinduet.’ Hvad maleren så gør. Der er end ikke udråbstegn i manuskriptet efter den replik.
Hvilket er symptomatisk for Okanovic’ skrivestil i dette stykke. I ’Diamond/ etc’ futtede replikkerne orgiastisk. Tempoet er også højt i ’Fyrsten’, men formuleringerne langt mere knappe, kantede. Forløbet brutalt, barberet for fritløbende zirligheder. Vi er på fyrstens dødsridt. Rollen er skrevet til Lennart Hansen, en skuespiller, der med sin gennemtrængende stemme og djævelske præcision rammer lidt den samme tone, som han gjorde med sin Richard III for seks år siden på Odense Teater: En kynisk fyrste, der er fuldt bevidst om at være forladt af gud og mennesker. Har gjort op med sin skæbne. Bare lader stå til. Såvel i sin dovne kynisme som i sine apatisk forsøg på at vende skæbnen og forstå, at nye tider er undervejs.

FORFØRELSE

I det hastigt galopperende plot, hvor psykologisk broderinger er udeladt, men underholdningsværdien til gengæld høj, udtænker fyrstinde Margrethe, pragtfuldt spillet af Ghita Lehrmann, suppleret af svigerinden Rebecca i Sophie Louise Laurings lige så mageløst råhøvlede udgave, en spøg i stil med, hvad nogle husker fra filmen ’Farlige forbindelser’: Fyrsten får serveret en 17-årig jomfru Seline, der pålægges at forføre ham.
Ydmygelserne er legio, bl.a. i kraft af, at pigens far er blevet myrdet af fyrsten personligt i stykkets start. Faren serveres på et tidspunkt i udstoppet stand for pigen, der spilles af Natali Vallespir Sand. En rolle, hun udfylder perfekt. På en måde en lækkerbisken af en rolle, for hun har den udsøgte fornøjelse at kunne turnere figuren fra sky forskrækkelse over saftig selvtillid, da hun opdager sin succes med at spanke fyrsten på knæ i masochistisk hunde-underkastelse  – for derefter at blive næsten den jeanne d’arc-agtige omvender af fyrsten til rousseausk natur- og menneskekærlighed.
Stærkt går det. Ingen svinkeærinder. Og det hele ender naturligvis i blod og flere mord, mens folket er på trapperne, smidigt manipuleret af svogeren, den dobbeltriflede hykler, der spiller på den hest, der rider i mål. En perfekt opgave for Lars Simonsen, som kan spille utroværdig på den mest troværdige facon.

KOSTUMER

Det slagfærdige stykke er bestykket med rokoko-kostumer, der vil give enhver modeglad savl i mundvigene, og Jens August Wille har instrueret med åbenbar kærlighed til ekstravagancer, frækhed og lysten nedrighed. Dekorationen er den enkleste: Et sceneskråt plateau, hvorfra kunstmalere kan nedstyrtes og hvorpå makabre delikatesser frembæres.

Gregers DH   
       

Skriv en kommentar