LYVER SÅ DET DRIVER

Signe Mannov har fået sin første hovedrolle. Den er krævende: Hun skal spille den berygtede, århusianske stikkerpige Grethe Bartram, der sendte modstands-kammerater og venner i favnen på Gestapo. Her fortæller hun om sine overvejelser.

Interview: Gregers Dirckinck-Holmfeld
Foto: Kaare Viemose

———————————————————

”FÅ sympati for hende?”

Signe Mannov ser intenst ud i rummet og tænker sig længe om.
Rock-musikken fra Café Hacks lydanlæg blander sig med raslen af glas og service. Hun er lige kommet fra prøve på teatret. Skal tilbage igen om lidt. Aftenprøve.
Signes hoved kører med den rolle. Rollen som stikkeren Grethe Bartram, den unge kvinde, som var den måske mest berygtede, danske Gestapo-håndlanger under Besættelsen. 

”Sympati… Det kan aldrig blive ordet! Forståelse – måske. Ikke, at man skal få folk til at acceptere, hvad hun gjorde. Men måske forstå, at hun handlede sådan, fordi hun ikke kunne handle anderledes. Hun har været psykopat. Hun har manglet empati. Det er en fantastisk rolle. Men den er svær…”

– Hvordan svær?

”Da jeg fik rollen og læste manuskriptet, tænkte jeg: Spændende historie – men hvordan skal jeg forsvare den person? Hvordan skal jeg holde af hende?”

– Skal du da det?

”Ja. På en eller anden måde. I hvert fald prøve at finde ind til hende. Begribe, hvad der driver hende til at gøre, det hun gør. Da jeg fik at vide, at hun lever endnu, tænkte jeg på at opsøge hende. Men jeg blev frarådet. Hun bor under et andet navn et sted i Sverige. Hun er sikkert et utrolig ensomt menneske. Næppe lykkelig. Selvom hun er en overlever. Jeg prøver at begribe, hvad der drev hende til at gøre det, hun gjorde. Hun angav sine nærmeste, selv sin egen bror. Til tortur, kz-lejr, nogle til henrettelse.”

– Hvad tror du driver hende?

”Vi snakker meget om ’Grethe Bartram-komplekset’ under indstuderingen. Om mændene, der blev så fascineret af hende. Forelsket i hende. Hun har været ung og meget charmerende og på den måde livsfarlig for sine omgivelser. Hun har også haft et fantastisk drive. Været en fighter. En éner. Stykket handler om retssagen mod hende efter krigen. Den er henlagt til fængslet. Hun forsvarer sig hele tiden. Lyver, så det driver – og hun tror selv på sine løgne. Det ene øjeblik fortæller hun ærligt løs. Det næste øjeblik siger hun: ’Det har jeg aldrig sagt’. Det er derfor, det er en svær rolle – den mest udfordrende, jeg endnu har haft. Jeg skal prøve at leve mig ind i og forstå hendes psyke. Og forstå tiden.”  

– Du er født i 1978. Besættelsen må være fjern fortid for dig.

”Selvfølgelig. Mine forældre er født efter krigen. Jeg prøvede engang at få min farmor til at fortælle. Men hun ville helst ikke. Lige nu har jeg læst en del om modstandsbevægelsen og stikkerne. Om torturen. Men på teatret har vi sagt til hinanden: Nu læser vi ikke mere. Om det foregår i 1943 eller 1944 – lige meget. Stykket er fiktion. Ikke dokumentarisme. Det er personerne og udviklingen i stykket, det handler om. Det er dér, det skal leve.”  

– Der vil være publikum, som har kendt Grethe Bartram og hendes ofre.

”Mange, sikkert. De reagerer allerede nu. Nogle ringer til stykkets forfatter, Anne Sofie Oxenvad og skælder hende ud for at skrive om en kvinde, der har voldt så meget sorg og ødelæggelse. Men der er også børn af modstandsfolk, der siger, at ’nu kan vi endelig få noget rigtigt at vide om Grethe Bartram. Hvad var hun for én – hende, der fik sendt min morfar i kz-lejr?’ Nogle er også bange for, at hun skal blive heroiseret.”

– Det er du ikke?

”Det skal i hvert fald ikke blive noget med: ’Nåhr, søde lille Grethe – det var derfor du gjorde alt det.’ Den person, jeg skal få til at leve på scenen, er en nærmest psykopatisk overlever, manipulerende, intelligent. Det, vi kan forstå, er, at hun er en pige, der er vokset op i stor fattigdom, og som bliver grebet af at komme til penge. Hun blev jo godt bestukket af Gestapo, samtidig med at hun var med i en århusiansk modstandsgruppe. Der er noget dyrisk over hende – nu kan jeg bruge dig og nu kan jeg bruge dig.”

– En udfordrende opgave, siger du. Grund til at være nervøs?

”Selvfølgelig. Den er ganske vist ikke helt så ’scary’ som jeg følte, da jeg læste manuskriptet. Det hjalp at komme i gang. Men jeg kan da godt spekulere lidt, når jeg mærker, hvad stykket betyder for mange mennesker her. Men jeg tænker da også på, at det måske kan give mig nye opgaver. Vi er jo udsatte som kvindelige skuespillere. Det er tre år siden jeg blev færdiguddannet i Odense, og jeg har endnu ikke prøvet de lange arbejdsløshedsperioder, som nogle af mine kolleger kender alt for godt. Man skal være taknemmelig for at have job i denne her branche…”

Det har Signe Mannov så. Fra på fredag 26. marts indtil torsdag 29. april i stykket ’Besættelse’ på Svalegangen i Århus. Som den berygtede stikkerpige Grethe Bartram. I skrivende stund endnu på det nervepirrende prøvestadium.