Paul Agnew, Hanne Fischer og Adnrew Radley i ‘Jephta’ (Tegning: Claus Seidel)
EN ENGEL GÅR GENNEM OPERAEN
Händels ’Jephta’ – et oratorium forvandlet til teater, blændende iscenesat og spillet på Den Kgl. Opera. Set ved 2.opførelsen mandag.
******
I sidste del af 2. akt, oplever vi, hvad det vil sige, når en iscenesætter har et knivskarpt blik for et manuskripts – et partiturs – muligheder helt ned i detaljen.
Hærføreren Jephta har vundet israelitternes krig. Han er sejrherren. Han sidder omgivet af sine folk på scenen. Med ryggen til os.
Ved bordenden sidder en spinkel kvinde. Uanselig, urørlig. Man lægger i starten ikke rigtig mærke til hende i den tummel, der opstår, da det dramatiske clou i akten indtræffer og udfolder sig:
Ned ad den store trappe kommer Jephtas datter frem mod sin far. I jublende glæde over hans sejr. Jephta får øje på hende og bryde totalt sammen. Ryggen kramper, hans venstre arm bevæger sig ukontrollabelt. Hans nervesystem kollapser. Det er et varsel, som opfyldes.
Jephta har lovet at ofre den første, han møder efter hjemkomsten, til gud, til Jehova, hvis han sejrer. Altså: Datteren.
HJERTEBANKEN
Tumult – og en musik, der tårner sig op. Skift på skift. Händel investerer al sin musikalske hjertebanken i den scene, der følger: Jephtas desperate fortvivlelse. Hans kone Storgé’s kaotiske blanding af raseri, fuldstændige afvisning af situationen, sorg og nedtur (Hendes navn er græsk og betyder moderkærlighed!). Datteren Iphis’ totale forvandling: Ansigtet, der lammes of det ubegribelige. Kæresten Hamor, som kaster sig rasende mod Jephta. Forsamlingen, der går i opløsning.
Den spinkle kvinde rører sig ikke. Men lige før scenen er slut, rejser hun sig, tager dokumentet med Jephtas underskrift. Hans løfte til gud. Og læser det. Tæppefald for 2. akten. Nu ved den opmærksomme, at noget er i gære.
Og svaret får vi til allersidst. Kvinden er den engel, der i den desperat dramatiske lange 3.akt-scene, griber ind som den frelsende engel, en slags ’Deus ex machina’, og stopper Jephtas henrettelse af datteren.
BEVÆGELSER
Det er den slags manøvrer, der gør denne ’Jephta’-opførelse så dybt stimulerende. Omtanken. Idérigdommen.
I programmet anføres naturligvis instruktøren, den begavede Katie Mitchell, der har formuleret værket for English National Opera og Det kgl. Teater. Men det fremgår også, at opsætningen har en særlig ’bevægelsesinstruktør’ ved navn Struan Leslie.
Det begreb har vi ikke mødt før. Det er ikke en koreograf. Men én, der har stået for ’bevægelser’. Og dét er denne opsætningen sprængladet med. En total og utrolig omhyggelig iscenesættelse af de skematiske omrokeringer mellem grupper og enkeltpersoner, og samtidig et nøjeregnende psykologisk reaktionsmønster hos solister og kormedlemmer.
Sikkert i totalsamarbejde med iscenesætter Mitchell.
GODT SET
En lykke for et værk som Jephta, når det skal omplantes fra koncerttribunens oratorium til teaterscenens opera. En stribe af fabelagtig godt sete muligheder for at levendegøre, hvad der ellers ville være statisk koncertopførelse.
Vi ser det lige fra det øjeblik, hvor Iphis’ kæreste Hamor smyger sig baglæns som en forbryder op ad trappen for at møde pigen. Vi næsten synes, vi er til en scene i en tv-krimi.
Og vi ser det overalt gennem de over tre timer, ’Jephta’ varer: En detaljerigdom, der konstant holder os fangen. På samme måde som musikken gør det under Lars Ulrik Mortensens ledelse af Concerto Copenhagen-ensemblet i graven og konstante på-tæerne-opmærksomhed mod hver eneste tonefald, temposkift, ritardando, fermat eller pause hos solister og kor.
HOTELLOBBY
Sært, som man hurtigt omplanter sin identifikation af denne bibelske historie til de omgivelser, Katie Mitchell har valgt:
En temmelig derangeret lobby i et hotel, der har set bedre dage. De medvirkende i tøj, der kunne indgå i en film med Cary Grant eller Greta Garbo. 40’rne. De våbenføre krigere iført blød hat og muskedonnere, der kunne være fra stormen på Dybbøl i 1864. Damerne som et helt modekatalog fra Magasin i besættelsesårene.
Og sært som vi kan gribes af en handling, der i græsk eller bibelsk dramasammenhæng egentlig er på nippet til fortærsket.
Agamemnon ofrer sin datter Ifigenia for at få medvind mod Troja. Mozarts Idomeneo ofrer sønnen til guderne for at slippe godt fra en storm. I Det gamle Testamente forlanger gud, at Abraham skal ofre sønnen Isak. Bare for at afprøve hans tro.
BRISTEFÆRDIGT
Det er alt sammen far out og på nippet til mytologisk kliché.
Men i denne opsætning af Händels ’Jephta’ lever vi med i det voldsomme familiedrama, fordi – ja, fordi der bliver sunget og spillet så bristefærdig levende.
Af den engelske tenor Paul Agnew i titelpartiet. Af kontratenoren Andrew Radley som kæresten Hamor. Af den sprøde og aldeles bevægende sopran Eir Inderhaug – norsk, men hørt før her som Barbarina i ’Figaros bryllup’, for ikke at tale om en glimrende Belisa i cd-indspilningen af Poul Rovsing Olsens Lorca-opera ’Belisa’. Af Hanne Fischer, der fylder moren Storgés rolle med sin mezzos altfavnende varme og af den garderflotte svenske baryton Ludvig Lindström, som nogle vil huske fra forrige sæson som en ypperlig Figaro – ham med ’brylluppet’.
Ikke at forglemme minisopranen Ulla Christensen, der har den lykkelige opgave at være englen, ’angela ex machina’. Mange har sikkert set hende som den ene af ’Brødrene Løvehjerte’ på Operaen for et par sæsoner siden. Og som drengen i dette års opførelse af Debussys ‘Peleas og Melisande’.
SLUT?
Nu får vi så ikke flere Händel-operaer lige med det første, ifølge Kasper Holten ved sæsonplanforlæggelsen for nylig.
Nå, ikke. Er det ok? Næh, egentlig ikke. Ikke ret meget har gennem de sidste ti år i den grad været med til at bringe Operaen op på internationalt niveau som disse Händel (og Monteverdi-)-opførelser med Concerto Copenhagen og en sammenstykning af danske og udenlandske stjernesangere.
Så en ny operachef, der afløser Holten – på med vanten siger vi bare.