Kasper Dalsgaard, Malin Rømer Brolin-Tani og Henrik Prip i ‘De hovedløse’ (tegn.: Claus Seidel)

DRONNINGEN OG DE GULE VESTE

Mungo Park langer til med vigtigt aktuelt teater. Om et Europa, der nogle steder er ved at miste fodfæstet.

Dramatiker: Nanna P. Tüchsen. Iscenesættelse: Johan Sarauw og Anna Malzer. Scenografi: Frederikke Dalum. Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Jonas Munck Hansen, Kasper Dalsgaard og Henrik Prip.

’De hovedløse’ spiller på Teater Mungo Park i Allerød indtil 4.2. Derefter på Teater Republique 7.2 – 18.2. Derefter igen på Mungo Park 22.4. – 26.5. Varighed 1½ time uden pause.

*****

’DE HOVEDLØSE’ – fremragende titel på Mungo Parks nye stykke. Den peger i flere retninger:

STYKKET handler om De Gule Veste i Frankrig, oprørsbevægelsen, som nu har fyret råb og raketter, knofedt og kanonslag af i så vedvarende tempo, at man taler om en fast ugekalender: Mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, De Gule Veste, lørdag, søndag. Et voldsomt og drønende, men diffust oprør, som er uden egentlig leder, og derfor roligt kan kaldes hovedløst – også af oprørerne selv med stolthed, men samtidig  en vis bekymring.

TITLEN peger også på Marie Antoinette, den franske dronning, der fik kappet hovedet af på guillotinen i 1793 under den franske revolution. Og på den franske præsident Macron, som efter de gule oprøreres mening har tabt hovedet og bør miste det.

TIL gengæld er stykket ikke hovedløst. Det fortæller OM hovedløshed. Den unge dramatiker Nana P. Tüchsen samler handlingen i en enkelt lille familie, der kaster sig ind i bevægelsen, halv- og helhjertet. Sønnen Marcel, der arbejder i en burgerbar (Kasper Dalsgaard) og er grebet af øjeblikkets oprørske entusiasme – boksehandskerne skal i brug. Hans bror Philipe (Jonas Munck Hansen), som er ramt af usikkerhed, han er ansat ved politiet men kæmper med sin familiære loyalitet. Faren tar den gule vest af og på, revolutionær af hjertet, men usikker – er man for gammel? Er det tosseri? Henrik Prip knalder sine engagerede farmands-replikker ud med den tordenrøst, der griber en mand, der prøver at overbevise sig selv. Og datteren banker sig ufrivilligt fast i revolutionær skråsikkerhed, fordi hun er blevet presset til det i et tilfældigt tv-interview, der forfølger hende i offentligheden og gør hende til en mediefigur.

ALTSÅ en Gule Vest-familie, der er i sin egen krise og konstant ved at tabe hovedet.

Det dramaturgiske trick er, at datteren, der bliver spillet af Malin Rømer Brolin-Tani, er Dronning Marie Antoinette forvandlet til arbejderpige. En smuk idé. Marie Antoinette flirtede som andre kongelige og højadelige i rokokko-tiden i sidste halvdel af 1700-tallet med tanken om at lege hyrder og bondepiger i den yndige natur, som de kun kendte fra de forgyldte kareters vinduesglugger og jagtselskaber, og måske via luftige rygter om, hvad Rousseau og andre skrev i bøger, de ikke læste, kun hørte om. ’De hovedløse’ åbner netop med en scene, hvor dronningen yndefuldt daser på sin chaiselong og kommanderer sin tjener til at danse, mens hun fabler om landlivets fordringsløse charme. Hendes kommentar til den brødløse, franske befolkning: ’Så giv dem dog kager’, kan ikke tillægges hende, men blev affyret af Ludvig 14.s. dronning hundrede år tidligere. Men vi hænger os lige så lidt i gentagelsen af denne bevingede bemærkning som i Ghita Nørbys påstand om, at afdøde Benedikte Federspiel blev hospitalsindlagt efter et latteranfald ved synet af Dirch Passer i ’Charlies Tante’. Også dén er go’ anyhow.

JOHAN SARAUW og Anna Malzers iscenesættelse blomstrer af påfund for at få sus i den mundrette, men også hurtigt omskiftelige dialog mellem personer, der snakker direkte til hinanden eller til publikum for at referere situationen eller deres handlinger. Den lille scene byder på et fingerbøl af et studie i kongesiden af scenen, personerne rykker ind og ud af det. Det digitale virvar af impulser omkring De Gule Veste gror i alle verdenshjørner som beskrivelse af både forløb og årsag til den lille families situation og magtspillet omkring dem. Endnu en demonstration af den rod- og hovedløshed, der indgår i processerne omkring den øjeblikkelige situation i Frankrig. De sceniske midler er en blanding af faktuelle video-billeder fra gadesituationer i Paris under demonstrationerne og lynklip fra det turbulente trivialliv.

RELEVANT teater? Absolut. Det er Anna Malzers første forestilling som leder af Mingo Park. Den fortæller om meget bevidste emnevalg – ligesom det årstid på Teater Momentum i Odense, hvor hun satte stykker op, der handlede om Europa og Europas kritiske operationer for at finde sine egne ben. Teater skal bruges til at fortælle noget, der er vigtigt i disse år. Æstetiske, konceptuelle nyskabelser er ikke nok. Indhold, der rykker aktuelt, er lige så vigtigt. Programmet til ‘De hovedløse’ rummer en artikel af Jørn Boisen om den mistillid, usikkerhed og misinformation, der er baggrunden for bl.a. De Gule Veste-oprøret i Frankrig.

gregersDH.dk