WHISKY TIL FRUEN
Gift og komik strømmer ud af munden på fire fremragende skuespillere i ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ på Gasværket.
*****
Lars Brygmann,Paprika Steen og Mia Lyhne. Tegning: Claus Seidel
’Hvem er bange for Virginia Woolf’ er intim-historie. Helt ind i marven på ægteparret Martha og George, der tumler sig i moderne teaters mest udmarvende verbale slagsmål.
Egentlig behøver den historie ikke anden scene end en dagligstue med sofa-arrangement. Og whisky-bordet inden for armslængde.
Sådan blev det spillet på Folketeatret i efteråret med Karen-Lise Mynster og Søren Spanning. Og sådan blev det spillet for nogle år siden på Gladsaxes total-scene, ganske vist skrumpet ind til noget, der lignede et forladt møbelarrangement på en Forum-udstilling.
SOM ANEMONEBLADE
Og i Gasværket? Fortaber sceneriet sig ikke til et knappenålshoved i kæmperummet?
Overhovedet ikke. Jon Stephensen, teaterchefen himself, har foldet scenen ud i hele gasbeholderens bredde. Med trappehave til begge sider og i midten moderne étplans villashow med glas og skydevægge ud til terassen. I 1. akt.
Så 180 grader rundt med drejescenen og indendørs i 2. akt.
Og endelige et kunststykke i 3. akt, der får Operahusets berømmelige teknik til at blegne:
Vægge folder sig op omkring slutscenen.
Først en bagvæg, der bruges til videoprojektion af det falmende efterår, der såmænd også er blad-drysset i foyer og på trapper som signal om ægteskabs-kørslen mod den definitive tomgang.
Så en indkapsling af Martha og George, der som et par sårede dyr klamrer sig til hinanden i dobbeltsengen: Tre vægge, der sænker sig omkring de to. Som anemoneblade ved mørkets komme.
BAG GARDINERNE
Sådan. Stephensen er jo også arkitekt. Hans boligmodel kan måske videresælges hos Home til brug for kæntrede, skudklare, livstrætte, men kræsne ægtepar.
Men den er først og fremmest en afgørende visuel ramme omkring de fire skuespillere, der i Gasværket skærer sig selv i småstykker. Paprika Steen og Lars Brygmann som Martha og George. Og Mia Lyhne og Nikolaj Lie Kaas som det unge par, der er de boksebolde, Martha og George har brug for, for at kunne smadre hinanden.
En ramme, der giver disse fire mennesker albuerum til at udfolde al deres rastløse energi mod stadig nye, planløse mål: Flaskerne, der tømmes uafladeligt, toilettet, når Honey skal brække sig, hinanden, når de pendler mod de uafvendelige tilløb til knald i haven.
Dekorationen tillader oven i købet den frækhed at lade en lang passage i 1. akten udspille sig BAGVED stuens kilometerlange forhæng mod terrassen. Den unge lærer Nick (Nikolaj Lie Kaas) og hans dims af en kone Honey (Mia Lyhne) er arriveret til ragnarok-hjemmet for intetanende at stå model til ægteparrets organiserede forhånelser. Det er rent radioteater. Micro ports er for en gangs skyld lykken. Vi HAR jo set alle fire og fornemmet deres særheder, så det er bare at læne sig tilbage og lytte til uforskammethederne og de hjælpeløse svar og afværgemanøvrer.
MASKINGEVÆRILD
Så kan vi bagefter også SE på udfoldelserne hos de fire. Et mageløst og virtuost verbalt partitur af replikker, der falder som maskingeværild fra Paprika Steen og Lars Brygmann. Den første med arme og ben i rotation, Rønn Hornbech-manken i sving som kasteskyts og en latter så rå som en rejekællings. Den anden lynhurtig, spydig, tørlagt ironisk, en afgrund af overskud til at – ikke bekæmpe, men nyde og ligefrem svælge i de utrættelige rutineskud, der er akademikeren George’s våben mod konen.
Overlegent, lystfyldt og rasende stimulerende spil gennem hele 1. akten. Spækket med detaljer i velberegnede cæsurer og lufthuller i ordstrømmen. Ikke mindst i spillet op mod gæsterne: Lie Kaas, som har etableret en kropsmobilitet med knæk i knæene og usikre blikke, når han jages rundt i manegen af Brygmann, små støn og nap i armen på Mia Lyhne, når denne Honey – ’sukkergrisen’, som George kalder hende – dummer sig, vrøvler eller griber sin slikpind, som for hendes vedkommende er cognacglasset. Mia Lyhne, som med sin babystemme, et måbende blik og en fabelagtig timing kan få en énstavelses-replik til at svinge i rummet, så latteren udløses som skyllen fra en bruser, der åbnes for.
BERUSENDE
Det er en berusende 1. akt. Med et tempo og en dynamik, der nås igen i mange enkeltscener i de følgende, men daler lidt ind imellem – nok mest fordi Albees tekst om ikke løber tør for yderligere fordybelse i den bundløse sump af råheder, ægteparret Martha og George mobiliserer for at holde liv i det tvangsægteskab, de har pålagt sig selv, men i hvert fald nedtrapper variationen.
Det skal man ikke lade sig skræmme af. Som hårrejsende lystspil eller tragedie – hvordan man nu vil se på det – gives der næppe stærkere sager på et dansk teater i øjeblikket. Fire fremragende skuespiller i overlegent samspil.
Gregers D-H