Anders W. Berthelsen, Nikolaj Kopernikus og Troels Lyby i ‘Tre lede stjerner’ ( Tegning: Claus Seidel)

TUREN GÅR TIL NØDDEBO

Professionalisme og afvæbnende selvironi bærer de indforståede jokes flot igennem Berthelsen-Lyby-Kopernikus’ show ’Tre lede stjerner’ på Bellevue Teatret.  

*****

DET show kunne være begyndt som fnis i omklædningsrummet ved skolens gymnastiksal. Måske er det. Aner det ikke. De er vist ikke skolekammerater, de tre. Men kunne være det. Omtrent lige gamle, lige fjollede, lige generte, lige kejtede, og lige bevidste om deres egen fortræffelighed.
Og så er de lige professionelle. Det sidste betyder heldigvis noget for det show, de har stablet på benene på Bellevue Teatret under den skæve titel ’Tre lede stjerner’.
For selvom den glade skolerevy-stemning aldrig forlader showet med Anders W. Berthelsen, Troels Lyby og Nicolaj Kopernikus, så krummer vi sjældent tæer over bonkammerateriet. Dertil er de alt for dygtige i deres timing, for bevidste om deres grænser. For sikre i deres virkemidler.
Vi bliver tværtimod rørt over deres behændige uskyld. Kopernikus ligner en skoledreng, der har fundet sit forsvundne penalhus. Berthelsen ligner ham, der godt vidste, hvor det var. Og Lyby ligner ham, der huggede og gemte det. Det er en god konstellation.

NØDDEBO PRÆSTEGÅRD
 
Men man må nok sige, det går derudaf. De tre begynder med at tordne vores øren sønder og sammen med en gang ’La bamba’, der vil få mexicanere til at give afkald på immigration til Danmark.
Anders W. Berthelsen ruller videre med et dyk ned i nostalgien: Beretningen om sin debut som Nikolaj i ’Nøddebo Præstegård’.
Dér har vi straks fat i en nøgle til showets særlige karakter. Berthelsen slynger navnet Henrik Scharling ud. Henrik hvad? Lyby måber. Publikum med. Vi er på en insider. Navnet på ’Nøddebo Præstegård’s forfatter.
Så tager Berthelsen fat på en lyntur gennem persongalleriet i ’Nøddebo Præstegård’ parallelført med en stak af de roller, Bertelsen har spillet i tv-serier og på film. Vi er på det danske  mainstream-publikums hjemmebane, bortset fra at selve ’Nøddebo’ vel for mange er plantet i glemmebogen på øverste hylde. Men sjovt er det, og sjov er han, Bertelsen. Selvom indslaget er for de mere eller mindre indviede.

SKÅRET I VÅDT PAP

Indviet behøver man ikke være for at spile øjne og øren op over det næste indslag: Kopernikus’ gennemgang af mimiske og gestiske øvelser for skuespillere. Kataloget er grinagtigt, og hans demonstrationer lige så grinagtige. Ikke mindst, da han når til definition af forskellen mellem at spille teater og spille film. Film, hvor mantraet hedder: Ingen overflødig mimik – ’Jeg gør mig tom’.
Elevskolelærdom i skåret i vådt pap. Kopernikus besidder en angelsaksisk humor, der pibler af underfundighed.
Der er igen henrivende indforståethed over et nummer, hvor de tre går på Olsen Banden-jagt efter hemmeligheden ved at være morsom. Den finder de i et medicinskab i Cirkusrevyen, hvor Dirch Passer, Lisbet Dahl og alle de andre revystjerner har hver deres glas med humørbefordrende piller. Styrtende morsomt, men selvfølgelig insider-jokes, når pillerne gør deres vilde virkning på Berthelsen og Co., og vi forudsættes at være fortrolige ikke bare med Dirchs stemme og facon, men også med Kjeld Petersens.  

ASSOCIATIONER

Efter pausen vandres der nye, overraskende veje. Et – muligvis russisk inspireret – klovnenummer med hvide bolde afleveres skægt og flot i en stil, som må gøre Søren Østergaard gul af misundelse. Lige til at indlægge i Zirkus Nemo. Hvorefter de tre uden problemer svinger over i et nummer med Lyby som ridder i jern og plade og en fælles ekspedition af folkevise-halløj, som bringer Riddersalens ’Svend, Knud og Valdemar’ i erindring.
Associationer er der mange af i denne forestilling.
Men den kærlige omgang med dem – og den lige så kærlige og underfundige omgang med hinanden og publikum – gør denne forestilling til en glad og livgivende oplevelse. På kanten af selvsmageri. Men ikke over den. 
     
GregersDH.dk