Thure Lindhardt (Foto: Robin Skjoldborg. Gyldendal)

STOP…

TÆNKEPAUSE

Skuespilleren Thure Lindhardt bremser op et øjeblik og spørger sig selv: Hvad er meningen?

Thure Lindhardt i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen: ’Vi ved jo, hvordan det er at være menneske’. Gyldendal. Udkommet 15.10. 311 s. 299,95 kr.  

****

FORVIRRENDE. Og stimulerende. Det er Thure Lindhardts bog med den tågede titel ’Vi ved jo, hvordan det er at være menneske’. Et galopperende zigzag-løb gennem en halv skuespiller-karriere – for længere er den vel dårligt nok. Thure Lindhardt er midt i 40’rne, da han nu stopper op et øjeblik og tænker på, hvad meningen egentlig er.

DET har han haft den begavede journalist Rune Skyum Nielsen til at tænke med over. Hvem, der skriver og tænker hvad, er ikke altid til at se. Kommentar, reportage, betroelse og analyse skifter undervejs – hele tiden i forsøg på at trevle mål og midler i Lindhardts skuespillerkarriere op. Karriere og privatliv i mere eller mindre ét smæk – men aldrig konkluderende i et egentligt facit. Da Thure Lindhardt til sidst springer fra et af sine mange internationale filmopgaver og rejser hjem fra Los Angeles er det med et støn af lyksalig hjemve. Endelig fundet sig selv? Muligvis. Men vi ser for os, at han nok et halvt år efter er på vej derud af igen. Nye tilbud, nye chancer, ny stimulans, nye spring mod forløsning af sine ambitioner.

HVILKE ambitioner? – det er noget af det forvirrende og interessante ved Thure Lindhardts odyssé gennem sit stadig unge liv. Han kører i cirkler omkring sin seksualitet – er han til mænd eller kvinder eller begge dele? Skal han satse på film eller teater eller begge dele? Skal karrieren være hjemme eller i udlandet? – det sidste lige så meget drevet af hans rastløshed, stimulansen ved at tage kampen op med sproglige udfordringer eller konfrontere de omhyggeligt tilegnede skuespiller-metoder med spontane inspirationer ved møder med instruktører og nye medskuespillere. Men også udfordringen i at overvinde hæmninger: generthed, mindreværd. Mobilisere selvsikkerhed. Blive anerkendt og hyldet som genial det ene øjeblik, det næste føle sig totalt ude og prøve at finde balancen. Være det selskabelige midtpunkt ved filmfestivaler, jagtet af filmjournalister. Og straks efter overset. I Berlin, i København, i Hollywood.

EFTERTANKER og selvanalyser strømmer gennem ham. Tit på de mange fly-rejser mellem opgaverne. Det er dér, han prøver at gøre op med erfaringer og forventninger til jobbene og deres større eller mindre meningsfuldhed. Meget malerisk garneret med iagttagelser af, hvad man nu oplever på lange flyture, sovende, spisende eller læsende medpassagerer (tænk dig om, hvis du kommer til at sidde ved siden af ham på et fly. Det kan være, han skriver en bog igen). Han overvejer betimeligheden i at være medvirkende til flybranchens enorme forbrug af naturens ressourcer. Han spekulerer over etniske og politiske forhold i de lande, man overflyver eller optager filmene i. Et pludseligt ryk ud til filmoptagelser i Dubai. Undervejs med tankerne på flugt tilbage i læsning og studier i mellemøstlig forhistorie, måske gymnasielæsningen, der har forplantet sig og hentes frem. Græske myter, Biblens skabelsesberetninger, Gilgamesh, Paradisets Have.

MEN hvorfor lige Dubai? Thure spiller på det tidspunkt i 2018 hovedrollen i en film om den danskfødte maler Nikolai Astrup, der levede i det vestlige Norge omkring forrige århundredeskifte. Thure bor i månedsvis under optagelserne alene i en hytte oppe i de norske fjelde, bader i elven hver morgen, synker ind i naturen og nyder det som en helle fra racet, en paradis-have. Men maler Astrup var altså også en tur med sin familie i Algier engang, de oplevede ørken, og det skulle med i filmen. Derfor Dubai. Algier var for farligt, sagde instruktøren. Og der er ingen kameler i Spanien, dér, hvor de plejer at optage ørkenscener. Altså: Dubai. Det er bare to dage og så hjem igen, siger instruktøren. ’Okay’, hører Ture sig selv svare. Men han husker, hvad han tænkte: ’Helt absurd!’. Års cirkus af rejser ryger gennem hans hoved som ’en mental rosensøvn’: En casting i Los Angelos. Fra L.A. til et bryllup i Paris, yoga pa Bali, en filmfestival i Sydkorea o. s. v. – det hele med en følelse af frihed – og selvindbildt vigtighed.

DET er hans uro, der fascinerer, ikke mindst fordi uroen er svær at følge. Bare hænger som del af en gennemgående turbulens i kapitlerne. Den norske film og springturen til Dubai foregår åbenbart i 2018. I det afsluttende kapitel er vi fem år tilbage, hvor Lindhardt er i London midt i optagelser til en science fiction-film om droner og robotter og bliver ringet op fra L.A. af en agent, der siger, at instruktøren Michael Mann skal bruge en skurk til en film om cyberangreb. NU. Thure kaster sig samme nat ud i at producere en prøveoptagelse midt i sine forberedelser til næste dags optagelser til science fiction-filmen. Mails farer frem og tilbage under de videre optagelser i London, så smider Thure, hvad han har i hænderne, flyver til L.A. til nye prøveoptagelser og møder med den berømte instruktør Michael Mann. Han får rollen, det hele kører, han går ind i måneders træning og indstudering frem til filmen skal optages i Djakarta i Indonesien. Klar til at afrejse, grundig forberedt. Men pludselig ringer Mr. Man og siger, at han laver om på slutningen, og Thures rolle er strøget. Så ikke af sted til Djakarta, men hjem til Amager, til andelslejligheden på Amerikavej.

BARE som eksempel på ét af de rastløshedens ambitiøse drivfjedre, der driver ham frem.

LÆSNINGEN af bogen giver et billede af en tilværelse, der flyver geografisk og mentalt i alle verdenshjørner. Begynder med erindringer om en optagelsesprøve som barn til ’Frændeløs’ på Gladsaxe Teater. Teatret er Thures udgangspunkt, Kasper Rostrup hans store inspirator. ’Hamlet’ på Gladsaxe Teater i 2007 som højdepunktet. Igen en af de forestillinger, hvor han kan fortælle om ophobningen af løse tråde fra erfaringsdybet. Thure Lindhardt har allerede spillet rollen én gang, det var på Kronborg i 2004, en første-Hamlet for ham. Vi husker den blege, drengede Thure, og vi kan nu læse, hvordan han brugt det meste af en uge inden premieren på at jage gennem den ene efter den anden film med berømte Hamlet’er, Lawrence Olivier, Kenneth Branagh etc. for at få en idé om sin egen model. Hvordan han i øjeblikke før sin entré på Kronborg scenen pludselig genkalder sig en Hamlet-opførelse i Malmø næsten ti år tidligere – Staffan Valdemar Holm var iscenesætteren, og Hamlet blev spillet som en ’stammende, mumlende og famlende’ fyr, en forvirret knægt, der ikke kunne sine replikker, ikke vidste, hvad han skulle gøre af sig selv – en Hamlet lost fra starten. Tre år senere er Thures egen Hamlet helt på plads på Kronborg, men igen ad sære veje. De bruger Lembckes gamle Shakespeare-oversættelse fra 1880’erne, men Thure har Shakespeares engelske tekster i hovedet som dobbelteksponering, læst i tog, på fly og i biler undervejs rundt i Danmark under en Kgl. Teater-turné med Dostojevskijs ’Brødrene Karamazov’. Forvirrende? Givetvis. Erkendt som sådan af Thure selv. Men også af læseren.

DET er et af bogens mange indblik i skuespillerens udfordringer. Forvirrende. Springvis fortalt. Vi ved jo, hvordan det er at være menneske’, som han og medfortælleren Rune Skyum-Nielsen kalder bogen. Jo, da. Forvirrende. Fuld af selvopgør og tvivl. Men også stimulerende.

gregersDH.dk