Abigail Collins – sjov og rædsom  Wallmans i Cirkus-bygningen (foto: John Resborn)

SHOW-KANONEN LADT HOS WALLMANS

Wallmans er tilbage i Cirkusbygningen med en rå sprechstallmeister og musik, så det dundrer under kuplen.

*****

Wallmans kører på 16. år i den gode gamle Cirkusbygning. Onde kræfter ville engang rive den ned. For hvad skulle man med det gamle eventyrpalads i en by, der helst skulle ligne alle andre storbyer? Så Wallmans tjener om ikke til andet, så til at holde liv, så det dundrer, i et sted, der har budt på så meget forbløffende gennem fire-fem generationer? Selv blev jeg som tiårig lempet ud af døren midt under en film om Münchhausen, fordi sabotører truede med at rydde bygningen. Uforglemmeligt.

LIVET går altså videre med Københavns Kommune som udlejer til Wallmans, der i år igen lader en damptromle af underholdning drøne gennem det prægtige rum, mens knivene og gaflerne sættes i dineren.

NOGET nyt i dette 16. år? Ja da. Den høflige svenske elegance i præsentationen har fået et skud af uforskammet London-cabaret tilført af fænomenet Abigail Collins, der under swinger-navnet Peggy huserer gennem forestillingen som sprechstallmeister. Hun har stemme som en forkølet glasslibemaskine, hendes salver af frækheder suser gennem rummet. Vores velkendte Christmas Cabaret’er med Vivian McKee i spidsen er som stille højmesser af kultiveret provokation i sammenligning. Peggy får hårene til at rejse sig og muligvis andet til at rejse sig på de gæster, hun angriber korporligt eller lokker på scenen for at modtage undervisning i håndtering af hoola-hop ringe. Hendes underliv er lige i masken på publikum, fremført til tirader af politiske kommentarer på god britisk cabaretmanér, Bl.a. Boris Johnson må sidde tilbage med håret endnu mere i urede efter hendes behandling. Hun er sjov og rædselsfuld og en afgjort succes som ny model i showet.

ET show, der har en del andet nyt i de gængse genrer. Et par artister ved navn Shannon og Philip, der svinger sig, så vi lukker øjnene, og spærrer dem op igen for at sikre os, at de ikke dratter ned fra de to tårnhøje lygtepæle, der er anbragt mellem publikum på en af balkonerne: ’Sway poles’. Lavet af hvad? Gummi? De svinger fra side til side, op og ned, så vi ikke bare er bekymret for deres liv, men også vores liv. Rummet i Cirkusbygningen er formidabelt til ture i luften – vildt, men både Securitas og lufthavnsmyndigheder nikker vel ’godkendt’ til det hele, også til pianisten og en sangerinde i et hvidt skrud, der vil klæde enhver brud, når de to hejses op under kuplen, hvor det virker, som om de med flygel og det hele forsvinder ovenud og bort mod stjernerne som Zeus alias Johannes Meyer i den berømte film for at mødes på Cassiopeia. Der er også en udmærket tryllekunstner fra Sydafrika, der udfører sine kort-bedrifter, så vi tror, det er løgn, og det er det måske også. Men bedrages vil vi.

OG så er der – hvad der ikke kommer bag på os: Musik, sangere og orkester, så det brager. Der har aldrig været sparet på lydniveauet hos Wallmans, og heller ikke på sangere, der kan trykke den af enkeltvis eller i fællesskab. Det meste sidder efter metronommål og som snurrende symaskiner. Det er mainstream show-, danse- og sangbare toner hentet fra Queens, Beatles, Lady Gaga, Eurythmics kataloger, funky og skåret – ligeså striber af dansenumre – med benhård præcision. Til at sluge på midterscenen eller storskærmene på hver side eller fra den runde tribune midt i arenaen mellem publikum, og når sangerne og musikerne ind imellem bevæger sig ud mellem rækker helt op til toppen af balkonerne, og du får dem i fysisk nærkontakt.

PÅ den måde er meget sådan set ved det gamle. Men der er immervæk ekstra format ved et finalenummer i rødt, med alle – og det er mange – medvirkende. Det ligner en fejring af krigsafslutningen i Shakespeares ’Richard 3. eller en ny version af triumfmarchen i Verdis ’Aïda’. Hæsblæsende suppleret af den utrættelige Peggy, der slutter med at sige tak og piske personalet til at rydde gulvet til dans. Selv tak.

gregersDH.dk