Mathias Bøgelund, Luise Skov, Maria Cordsen og Emil Prenter (tegn. Claus Seidel)

GENERATION FUCKING

Et talentfuldt, forvirret spjæt fra en generation, der har ørerne i mediemaskinen.

Dramatiker: Sofie Diemer. Instruktion: Pelle Koppel. Scenografi: Kristian Hegner Specht og Pelle Koppel. Medvirkende: Luise Skov, Emil Prenter, Mathias Bøgelund og Maria Cordsen.

’Generation Håbløs’ spiller på Teater V i Valby. Varighed 1 t og 5 min. Uden pause.

****

DEN forestilling er den mest henrivende blanding af reality tv, face book, instagram, quizz og nærgående, smarte spørgsmål fra en usynlig showmaster. Almindeligt mobilræs og alt muligt andet fucking sjovt suser i luften og i hovederne på den ’Generation Håbløs’, der har givet titel til stykket. Egentlig en pudsig titel. For de fire unge, der gennemspiller dette show på Teater V’s scene, er ikke specielt håbløse. Den titel må være lavet af voksne, der har deres på det tørre og sikkert synes, at næste generation er håbløs. Håbløs og fjollet.

Fucking fjollet. For nu at være på sprogligt svingningstal med stykket. Som faktisk er skrevet af en pige, på cirka den alder, der beskrives. Hun hedder Sofie Diemer, er i begyndelsen af tyverne og markerer sig med ’Generation Håbløs’ efter at have været gennem nogle måneders skrivekursus på Teater V. Hun rammer nådesløst jargon og facon hos generationen, og den er som sagt ikke særlig håbløs, bare vildt planløs og smådesperat, og falder i alle gryderne med samlede ben, for hvorfor ikke?

MARIA Cordsen, der er debutant, spiller den hæmningsløst selvoptagne, der kun har skærmen og sin frisure i hovedet. Emil Prenter den selvsikre muskeldreng, der tumler med at finde ud at, om han er bøsse eller ej. Luise Skov pigen, som i virkeligheden synes, hun er for god til at lege med på showet, men gør det alligevel med studentikose krøller på sin ambivalens. Og Mathias Bøgelund – også debutant – en glad forvirret nørd, der ved alt om skildpadder og ikke undlader at rable løs om det. De fire godt valgt som differentierede typer.

PÅ den måde er det et reality-sammensurium af følsomt kontaktbehov mellem nogle, der ikke kan finde brugbare mekanismer i det mediehalløj af manipulationer, de roder sig ind i. Selverkendelse melder sig. Aggressioner stormer i vejret, især da spørgsmålet fra den nedrige showmaster lyder: ’Har nogen af jer været udsat for hævnporno?’ og den tilbageholdne pige presses til at fortælle, at dét har hun.

PELLE Koppel har instrueret de knappe, hurtige dialoger, så de falder snertende og præcist, iscenesat situationerne med nærmest koreografisk variation, så man rammer kunstigheden og den udsøgte hulhed i reality-stilen. Vi ler højt af den selvoptagne dulle, der fornærmet forlader showet, da hun opdager, hun ikke er en succes. Og vi bliver da lidt rørt over, at den arme pige, der afsløres som misbrugt af en forsmået fotograf-kæreste, til slut kaster sig i armene på skildpadde-nørden, så ’reality’ bliver til en slags virkelighed. En sjov balance i dette talentfulde debutant-stykke.

JEG så forestillingen denne aften sammen med en sal fyldt af – tror jeg – unge på gymnasieniveau. Stærkt engagerede og indforståede med stilen og emnet.

gregersDH.dk