Jacob Morild (Foto: Brita Fogsgaard)

JORDKLODENS

BISÆTTELSE

Jacob Morild leger provokerende med det danske ’Nå’ i sin jubilæums-forestilling ‘Hurra’ på Café Liva.

Jacob Morilds 20 års jubilæumsforestilling på Café Liva. Varighed 1½ time inkl. pause.

****

MORILD har dårligt stukket næsen frem fra tæppet. Latteren gnistrer allerede. Forventningerne til ham er, som de altid er: Enorm.

SKAL dét nu være et problem? Næh. Sådan set ikke. Men så er vi allerede derhenne, hvor et af hans numre i jubilæumsrevyen har fat. Danskernes evige forbehold. Over for sikre forventninger. Rutinemæssigt sikre grin ad alle de tæsk, han udleverer. De provokationer, vi ikke drømmer om at blive rasende over. Vi jubler over Morilds djævelske udlevering af vores latterligheder, vores fordomme, vores vaner, vores selvoptagethed. Selvglæden, selvtilfredsheden. Lidt mindre over vores ’nå ja, så er det heller ikke værre’. Dér fik vi dén over næbet og dén over nallerne – men ærlig talt, så slemme er vi jo heller ikke.

I nummeret ’Ord’ tager han udgangspunkt i ordet ’Nå’. På en måde en konklusion hentet ud af hele striben af numre i 20 års jubilæums-potpourriet. Generationer trevlet op, Idiotiske politikere, forgyldte pengepugere i erhvervslivet, komiske maratonløbere, portrættet af den gamle rockmusiker, der ikke kan stå oprejst med guitaren med al sin Parkinson, begravelsen af kloden, som vi målbevidst sviner til og bisætter med et ’Mammon!’ i stedet for ’Amen!’ – Morilds forestilling er begyndt med en bisættelse, og nu slutter han med Nå-generationen. Vi har grinet glad af hans provokerende og virtuost formulerede skud mod dumheder og konventioner, og vi dukker os mildt over karakteristikken af danskerne, der kun råber op, når de sidder foran tv og vrisser ad dummerniklerne på skærmen, ad Trump, og verdenssituationen. Tager en slurk af kaffen og siger ’Nå’. Siger det, som vi sagde det til generationen, der engang råbte højt om Vietnamkrig og atomkraft og et bælgøjet velfærdsræs. ’Nå’ og ’Tjah’ og ’Måske’ og ’Ja, men alligevel’ og ’Lad os nu se’. De evige forbeholds danskere. ’Det ordner sig nok’-danskerne. Vi har det enormt sjovt og griner henrykt ad Morilds konsekvente provokationer, næsten allerede inden han lukker munden op, henrykte, fordi vi som i alle gode revyer glæder os til at grine ad os selv. Taler om, hvor godt det er at se sig selv i spejlet. Se vores egen latterlige slaphed.

SIDDER vi måske og venter på, at en eller anden skal rejse sig og råbe: For fanden, mand – hold nu op med alt det pis. Vi ved det jo, det hele. Du provokerer os ikke en skid. Vi ved det da godt alt sammen. Står Morild selv måske og tænker: De griner dernede af at være til grin – nå, men jeg giver dem da forhåbentlig alligevel noget at tænke på? DET gør han. Giver os noget at tænke på. Så på god radikal maner vi en øjeblikkelig tanke i jorden om, hvad der ville ske, hvis han stod dér og sagde: Ødelæg I bare jorden, køb I bare våben og skyd løs, hvis det er det I vil. Snyd I bare i skat og smid I bare alle ikke-danskere ad helvede til. Måske. Og dog. Ved ikke. Sidder vi som gode venstreorienterede skabsliberale radikalere med fødderne solidt plantet i den blå luft og tænker: ’Han har ret, men det skal jo nok gå alt sammen’?

MORILD slutter pudsigt med den rørende sang ’Vi’. Om tosomhed og fællesskab. En sang fra revystarten for godt tyve år siden. Forsoning. Tryghed. Ingen aggressioner. Nej, det er da heller ikke så slemt. Nok ikke.

gregersDH.dk