Pia Rosenbaum i ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ (Tegn.: Claus Seidel)

GRUSOMME

KRIGSBILLEDER

Pia Rosenbaum har fundet stof, som fortæller om unge sovjet-kvinders deltagelse i 2. verdenskrig.

Manuskript: Pia Rosenbaum på basis af Svetlana Aleksijevitj’ nobelprisbelønnede bog ’Kvinden har ikke et kvindeligt ansigt’. Scenografi og billeder: Thomas Kolding. Medvirkende: 17 danske kvindelige skuespillere med indtaling af tekster.  

’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’ har premiere torsdag aften på Teater Møllen i Haderslev. Fortsætter på landsturné i Teaterforeningen Katushas regi. Set ved en generalprøve tirsdag aften på Teater ZeBu på Amager. Varighed: 1 time

****

KVINDER i krig. Det kan lyde som undertitlen til en slagfærdig Hollywood-film. Men det er ikke manuskriptet til sådan en, Pia Rosenbaum sidder og skriver på foran os, lejret i sin ensomhed ved et bord dænget til med bøger og dokumenter. Hun agerer den ukrainske forfatter Svetlana Aleksijevitj, der arbejder på en af de bøger, der for få år siden gav hende nobelprisen i litteratur. Bogen, der på dansk hedder ’Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’.

BOGEN handler ikke om smarte langbenede kællinger i bikini og med maskinpistolen klar. Svetlana Aleksijevitjs bog, der kom i midten af 80’erne, er en dokumentarisk beretning om sovjetiske, unge kvinders oplevelser under 2. verdenskrig. Stoffet er samlet gennem flere års samtaler med over 200 kvinder, der i 80’erne har været i stand til at se tilbage på en teenage-tilværelse i 1940’rne som mere eller mindre frivillige soldater i den sovjetiske hær, de fleste dengang så unge, at nogle af dem dårligt nok havde nået voksenhøjde.

DE mange samtaler er i Pia Rosenbaums blevet til korte, udvalgte fortællinger, som sytten af Pia Rosenbaums kvindelige skuespillerkolleger lægger stemmer til. Den ene chokerende historie efter den anden om rædsler, de unge kvinder er vidner til. Eller selv deltager i i deres egenskab af unge, disciplinerede sovjetborgere – de fleste af dem opdraget i Komsomol, en halvmilitær spejderorganisation opbygget i Stalin-tiden, d. v. s. gennem 1930’rne. Kvinderne, der på fortælletidspunktet har været i 60-65 års alderen, beretter om tyske troppers fremfærd over for civile, om myrderier i ghettoer, om deres egen medvirken i sindsoprivende grusomheder, om hverdagen med måbende mandlige sovjetsoldater, der ikke kunne finde ud af, hvordan de skulle håndtere kvinder i hæren, og de unge kvinder selv, der tumlede rundt i mandeuniformer, alt for store støvler, trøjer og underbukser beregnet til mænd, forfærdende beretninger om sårede og lemlæstede, og fortvivlende historier om børn, der rives fra deres forældre.

PIA ROSENBAUM tier det meste af tiden og lader stemmerne tale, men rejser sig et par gange fra skrivebordet og træder i lyset for at genfortælle et par af beretningerne, f.eks. om en mor, som flere år efter at hun har måttet efterlade sin lille søn hos fremmede, genfinder ham, men ikke bliver genkendt: Drengen stormer hende i møde og råber: ’Far!!’

ALT fortælles ledsaget af store projektioner af billeder af kunstneren Thomas Kolding, halvt abstrakte, halvt associerende til krig, knuste bygninger, dystre landskaber og døde kroppe undervejs ledsaget af en musik, der diskret holdt sammen på de rystende fortællinger.

SOM teater fungerer det stilfærdigt, afdæmpet og nøgternt. Dramaet ligger i det dokumentariske stof. I stemmer og billeder. Forestillingen i aftes på Teater ZeBu var en generalprøve forud for premiere på Teater Møllen i Haderslev i morgen, torsdag.

gregersDH.dk