Ulf Pilgaard og Linda P i ‘Linda P på Bjerget’ (Tegning: Claus Seidel)
DYNGE AF DÅRLIGE INDFALD
’Linda P på Bjerget’ er en sløj follow up til tidligere forsøg på Nørrebro Teater på at få stand up og komedie til at gå i hak med hinanden.
**
”Vi vil gerne se flere forsøg i skrako-genren, inden Jonathan og vennerne lukker ned”.
Sådan lød de elskværdige ord her på bloggen som afslutning på anmeldelsen af Nørrebro Teaters ’Bibelen’ for nøjagtig to år siden.
Det fik vi – flere forsøg.
Sæsonen efter dette fanden-i-voldske livtag med biblen i februar 2008 – et guddommeligt blasfemisk livtag med kontant udgangspunkt i denne udmærkede kristelige (og ind imellem ukristelig) bestseller – kastede Jonathan Spang og vennerne sig over Shakespeares ’En skærsommernatsdrøm’. De tilvejebragte i december 2008 en jublende morsom komedie, der strittede i alle retninger, festligt, begavet, med eminent og relevant udnyttelse af det brogede shakespearske forlæg. Syret, fræk og med helt præcise afsæt i komediens struktur og indhold.
AT SÆTTE I STOR ÆRE
Når vi nu er ved den historiske gennemgang af den hidtidige Spang/Kitte Wagner-æra på Nørrebro, skal vi da venligst forbigå den nyligt overståede katastrofale grønlandske klima-joke ’Ud i kulden’, der hverken var skra eller ko eller noget tredje interessant.
Vi vandrer videre til det, der er tænkt som den målbevidste videreførelse af genren: En klassiker udsat for Jonathan Spangs skarpe endevending: Holberg i salatslyngen.
’Jeppe på Bjerget’ turneret, så vi kunne forlyste os over en up to date udlægning af baronens konklusion i komedien:
’Et ringe folk i hast at sætte i stor ære, ej mindre farligt er, end som at trykke ned den, der er blevet stor ved dyd og tapperhed’.
UFARLIGT
Men hvad får vi så?
Det modsatte.
En low class’er, der etablerer sig i ’baronen’s seng’. Farligt? Næh. På Nørrebro i hvert fald totalt ufarligt, for ‘sengen’ og dens bestyrer er nemlig dansk tv, og dansk tv er – også i denne version – lige så lykkelig for denne håndplukkede low class’er som for alle andre, man giver chancen for at gå amok over et kvarters berømmelse. TV lever af ufarlighed. Ulf Pilgaard beskriver en tv-boss, der eksisterer på omfavnelsen af talentløsheder.
Dét kan vi så overveje sandheden af. Farligt havde det i hvert fald været, hvis Linda P/Jeppe havde været gjort til en havkat i hyttefadet, en oprører, der sprængte både X-factor og Smagsdommerne i luften. Eller til en som Jeppe, der hos Holberg forvandles fra kujon til tyran.
Men det er slet ikke noget i den retning, der er sagen for Nørrebro Teaters udspil med ’Linda P på Bjerget’. Hverken at følge Holbergs muntre analyse af standsforskel. Tilføre historien en dramatisk ’når-skidt-kommer-til- ære’ psykologi. For ikke at tale om noget revolutionært.
Det er først og fremmest at bruge Linda P som den udmærkede stand up’er hun er, en pudsig, rapkæftet lille rod med en begavelse for kvikke sproglige drejninger og et kropssprog, der er som en amfibietank i bevægelse. Og lade det udfolde sig, så godt det kan, i en ramme, der ikke rigtig er hendes: Skuespillet.
Og dernæst udnytte Ulf Pilgaards elegante talent for at agere kynisk charmør,
charmerende kyniker, distanceblænder og – ikke mindst: Udnytte den elementære fysiske kontrast mellem ham og Linda P.
VRØVL
Linda P – en Jeppe? Jo da. OK.
Hvis ellers historien, teksten, manuskriptet kunne gennemføre en parallel til Holbergs historie. Forholde sig til udgangspunktet. OK: Lade Jeppe være en tøs af en malersvend, og Nille hendes mester og ægtemand. Og tv den fjerne ubegribelige verden, hun kun i drømme kan nå. Endemålet for kändis-berømmelsen.
Lade ’Baronens’ udnyttelse af hende forblive en selskabelig joke. Og ikke en livsnødvendighed for at få ’baronens slot’, d.v.s. ’TV’ til at leve og overleve.
Begge vinkler kunne være muligheden. Men på Nørrebro fortaber alt sig i flimrende vrøvl.
Slatne aktuelle slag til højre og venstre. Til ’smagsdommerne’ – i slipstrømmen på Anders Foghs berygtede statement. Til satire over fiktiv korrupt tv-ledelse. Og til name dropping, som i sig selv er den nemmeste udløsningsfaktor for larmende jubel og bifald. Uanset sammenhæng og relevans. Ligesom når man i revyer slynger navne som ’Pia Kjærsgaard!’ eller ’Villy Søvndal!’ ud for at få den henrykte latter til øjeblikkelig at runge, ligegyldigt om de skal hyldes eller slagtes.
På samme måde er på Nørrebro enhver affyring med spredehagl af ord som ’pik’ eller ’stiv’ en enkel og pludrende måde at tænde for den glade undergrund af bornert strømføring.
STRAM BALLERNE
Sådan er der så meget uigennemtænkt i denne forestilling. Vi drager et øjeblik et lettelsens suk, da 2. akten tilsyneladende indbyder os til ordentligt stand up show med Linda P, hvor den skægge gavstrik kunne tænkes at gå solo på en banehalvdel, der fungerer for hende. Selvom Holberg så forsvinder ned under glemslens gulvbrædder.
Men straks skal vi igen rodes videre ind i arme Ulf Pilgaards trængsler som en lousy tv-chef med hang til en ’guffer’, leveret af labre Stine Prætorius, den desavouerede studievært. Og videre ind i en lesbisk affære mellem hende og Linda P – endeløs og fint nok. Men hvor er vi nu henne? Bare et eller andet sted af den art, man jo altid kan finde på, hvis ikke man gider køre en stram vinkel på tv-satiren, på de sociale tektoniske brudflader, på det ’farlige ved at sætte ’ringe folk i stor ære’?
Benjamin Boe Rasmussen bruger sit talent på at spille ’Nille’. Sjovt og ok. Der er meget krudt i ham. Men braset kører om ørerne også på ham.
Så – jo tak, for at begynde forfra: Vi vil gerne se flere forsøg i genren. Men stram ballerne.
