Ditte Hansen (foto: Lasse Lagoni)

REUMERT – DEN GAMLE DRENG I KLØERNE PÅ DITTE HANSEN

Glæden over livskraften i Årets Reumert strålede på Nørrebro Teater i aftes.

’Årets Reumert 2019’. Prisfest på Nørrebro Teater. Varighed: 2½ timer inkl. pause.

*****

HVA’ fanden, er du i smoking? Den får man lige stukket i næsen ved indgangen til Nørrebro Teater i aftes.

JA, det kan du tro jeg er! Det er jeg til Årets Reumert hvert år.

Om det er en provokation? Selvfølgelig er det dét. Reumertpris-festerne er et højdepunkt på året. En hyldest til dansk teater.

HVA’ siger du? Dufter smoking af Holberg og Det Kgl. Teater? Ja, det gør det. Og af Nørrebro Teater og al mulig andet teater. Gadeteater, børneteater, hele balladen. Fest i gaden. Teaterfest. Noget at fejre. Nogle går til distortion og fejrer det med huller i cowboybukserne. Andre går til gay parade og maler sig regnbuefarvede. Til Årets Reumert i aftes havde prismodtager Madame Nielsen iført sig niqab, så vi var helt bekymrede for, at han skulle falde i gevandterne på vej op på scenen for at modtage prisen. Det var nu hans måde at fejre, at han modtog prisen for Årets Performance. ’Han’ – til orientering: Madame er en mand. Altid på vej med det, vi kalder provokationer, hvad der jo bare er latin og betyder man råber op om et eller andet, man synes er vigtigt. Nielsen synes det er vigtigt at tænke over, hvorfor noget og nogen kan være anderledes. Performance-genren er han en mester i, demonstreret med vinder-stykket ’Black Madonna/White Nigger’ på Teater ’S/H’ – Sort/hvid.

PERFORMANCE er en relativt ny kategori i Reumert-sammenhæng. Føjet til hen ad vejen som et af symptomerne på, at teatret hele tiden ændrer sig, får nye ansigter, nye emner, nye måder at udtrykke sig på. Performance betyder egentlig bare ’en utraditionel handling’, udført for at få os til at tænke og overveje, hvad meningen er med dét, vi ser.

NOK om Nielsen. Det er bare for at bruge ham som eksempel fra prisfesten denne aften på hvor meget nyt og utraditionelt, der rører sig i dansk teater. Reumert-priserne rammer rundt i både fjerne og centrale grene af teaterlivet, hvor tingene udvikler sig, hvor der eksperimenteres og afprøves, hvor instruktører og dramatikere er på nye veje og nye teatre planter sig i landskabet, og gamle teatre rykker i bardunerne, f.eks. som Aarhus Teater, der giver en instruktør som Sargun Oshana mulighed for at endevende teatres Studio Scene sæson efter sæson til eksperimenter med publikum, med lyd, med operationer på det flade gulv og sandelig med skuespillerne. Præmieret i går med Reumert-nomineringer på flere ledder, også Mette Døssing kom på tavlen for nervepirrende spil i hans opsætningen af Sarah Kanes selvmorderiske ’4.48 Psychosis’.

ELLER attak på noget af det ømmeste, man kan diskutere i et samfund som vores: Børn- og mødre-trivsel – hvad var det dramatiker-instruktøren Christina Hagen havde for med sit show i Teater Republique og nu blev nomineret for? Det var et udbrud af rablende fortvivlelse over tanken om at blive gravid og miste sin frihed, seancen opført i et af babymad og numsepudder proppet supermarked, der opfyldte hele den store scene. Hele tiden nye indgange. Uventede, når det gjaldt klassikere. Lige fra Det Kgl.s ’Amadeus’ – der flåede den berømte film op i limningen og gjorde ikke Mozart, men den frønnede konkurrent Salieri til hovedperson, og i den rolle Søren Sætter Lassen til vinder af prisen som Årets bedste mandlige skuespiller.

SÅDAN kan vi rulle videre med scener og teaterfolk, der bryder op i det gængse teaterbillede og bliver belønnet for at gøre det utraditionelle – Fredericia Teater, der scorer noget så vildt som en pris for at blæse Flagermusen en lang march og spille røverhistorien om Tarzan som buldrende, romantisk musikshow og vinde musical-prisen på det. Husets Teater, som bliver nomineret for en udgave af Händels ’Messias’, spillet som et forvirrende, men yndefuldt opbrud mellem publikum og korsangere i et miniformat, som havde vi fået Messias på skødet.

DET vrimlede med nye tiltag. Alt det, som belønnes med priser for at blæse friske hormoner og ny druesaft ind i dansk teater. Læs navnene på alle de nominerede i anmeldelsen af nominerings-valgene på gregersDH.dk allerede 1. maj. Eller i en hvilken som helst ordentlig avis i dag.

OP på scenen og ned fra scenen fór de – de glade kunstnere, enkelt-stjerner eller hele kompagnier af medvirkende, børnene fra en vindende  børneteater-forestilling, skuespillere, der var ved at bryde sammen i målløs chok over at blive valgt eller rablede derudaf i takketaler, balletmageren fra Grønhøj Balletten, der snurrede rundt om sig selv af overraskelse, Den kongelige Ballets Ida Prætorius, der betrådte scenen som var hun allerede på spring ind i en ny forestilling. Det var kåring på kåring ledsaget af bølgeslag af jubel fra en sal, der tonede op og ned i jubelskala, som var vi til fodboldkampe, hvor ingen er i tvivl om, hvornår det er hjemmepublikummet, der falder i svine af henrykkelse.

SÅDAN skal en Reumert prisfest forløbe. Derfor ifører vi os smoking. Og festen er ubetalelig vellykket, når man giver en skuespiller som Ditte Hansen opgaven at lede slaget. Hun har gjort det før – endda to gange. Hun kan sætte det store show i gang med at imitere og agere både kulisser, dekoration og orkester, så det hele står malet for os og bliver modtaget med salver af latter. Hun kan gejle os og prismodtagerne op til tryghed ved forventede, men også uventede situationer, så det bliver ’as mother used to make it’, fødselsdags-kagen bagt til lykkelig genkendelse, men også med forbløffende spjæt i glasuren – vi vil længe huske, da hun erindrede sig selv om, da hun som 10-årig så ’Oliver Twist’ på Nørrebro Teater og forelskede sig i en sang, Hanne Uldal sang i forestillingen. Gik hjem bagefter, købte den på kassettebånd, sang den til hudløshed og besluttede at blive skuespiller. Og vips – nu stod pludselig Hanne Uldal dér på scenen, og vi fik sangen som duet med de to i sødt humpende genopfriskning.

SÅDAN var denne Reumert-fest live teater – vi kom endda – hele publikum – til at synge med på Benny Andersens ’Hilsen til forårssolen’, en fællessang, der næsten gav os Poul Dissings tonefald i ørerne, da reumertjury-medlem Tore – i smoking! – gik på scenen og satte sig til tasterne og akkompagnerede os til denne smeltende forårssang.

ÅRETS REUMERT 2019 som en prisfest groet op af forårsjorden efter et frossent efterår og en vinter med en Reumert-pris, der var truet af forfrysninger i teaterlandskabet uden udsigt til økonomisk overlevelse, da den ellers så generøse Bikuben Fond tabte mælet. Det kostbare Reumert-projekt med de store priser og ambitioner visnet – men nu alligevel genopstået til blomstrende liv, hjulpet på benene af striber af engagerede sponsorer, der satte sparepenge og arbejdskraft på videreførelse. For en kort stund og bare denne gang? Festen på Nørrebro Teater i aftes viste, hvor relativt lidt der skal til for at fortsætte. At pengene er mindre vigtige end æren. Store dekorationer, masser af teknik og show er heller ikke afgørende.

VI er nede på jorden. Men højt oppe i glæden over teater med liv i.

DET vil vi fortsætte med at fejre. Og smokingen er presset til næste gang.

gregersDH.dk