Finn Nielsen, Claus Bue og Kirsten Peuliche i ‘Slut’ (Tegning: Claus Seidel)
STAY TUNED
Kamilla Wargo Brekling fortsætter ’Undskyld’ og ’Pis’ med ’Slut’ – nu er det de ældre, der får turen. Det er højst underholdende.
*****
’ – Jeg kunne have været….’ Og så remser Finn Nielsen med lys i øjnene alt det op, han kunne være blevet her i livet. De herligste visioner om lyksalige, alternative beskæftigelser.
Noget lignende har de nok tænkt denne tirsdag 23. februar, alle de ministre, der fik kappet hovedet af ved ministerrokaden på Christiansborg. Men dagdrømmeri og efterrationaliseringer er ikke kun forundt ministre. De er hver mands og kvindes fornøjelse. På Teater Republique kalder de stykket for ’Slut’.
Og det henrivende hold på fem skuespillere begynder faktisk forestillingen med at storme frem over den vældige scene mod publikum og melde ’Tak for i aften!’ Så ved vi, hvad tonen er: En mildt overbærende, selvironisk og munter tur omkring dette at blive ældre og snuble rundt i alle overvejelserne i den anledning. Armbøjninger, salat, ondt alle vegne alligevel – hovedprincippet: Stay tuned.
ALDER
Kamilla Wargo Brekling, der har tegnet og fortalt, skrevet og instrueret ’Slut’ fortsætter ad den originale kurs, hun indledte for nogle år siden med først ’Undskyld’, som var fem raske piger linet op i Det Kgl. Teaters Turbinehaller, hvor de stand up’ede i kor med brok og bekendelser og dårlige undskyldninger under stort grin. Så: ’Pis’, hvor fem raske drenge afleverede deres egen machostruttende pendant til ’Undskyld’ på Takkelloftet i Operaen.
Højst underholdende.
Og nu er turen så kommet til de ældre af begge køn. Tre piger, to mænd: Maria Stenz, Kirsten Peuliche, Anne-Lise Gabold, Finn Nielsen og Claus Bue. Ingen af dem på skrænten til den evige hvile mere end du og jeg er. Men glimrende til at tage imod og viderebringe Breklings mange bud på, hvad der rører sig i mennesker, der ser tilbage på livet, slås med alverdens dårligdomme, fornægter alderen eller dyrker den panisk, tager kampen op med lodder og trisser eller lejrer sig selv i dagdrømme.
GYS
Erkendelserne – eller de manglende erkendelser – er fulde af komiske, men også hjertegribende forløb. Man kan som Maria Stenz drukne sig selv i gys ved at se spejle alle vegne, der gengiver alderens sjove spor. Man kan slumre hen i søde drømme i sin lænestol som Claus Bue. Eller drive sig selv ud i sportsdelirium som Finn Nielsen. Gemme sig i et skab af frygt for døden som Kirsten Peuliche. Eller opføre sit eget lille mimiske No Teater-show som Anne-Lise Gabold i genopvækkelse af gamle visioner.
Forestillingen er en underfundig vekslen mellem enkeltudsagn og kollektive manifestationer – f.eks. en pudsig kakofonisk genkaldelse af ’Danmarks Radio København-Kalundborg’ med pludren af ’Siva-skriget’ fra Radioteatret, vejrudsigter og Maria Stenz med sin egen ’Hvor er alle drømmene, du drømte’.
STIL
Formen er en blanding af cabaret og stand up, fusioneret i en særegen stil, der skaber en slags impressionistisk dokumentarisme, vittig, åben og både rørende og tankevækkende.
I Republiques store scenerum udfolder de fem skuespillere sig næsten uden anden dekoration end det flade gulv, dækket med et patch work af tæpper. Og spillet er først og sidst holdt i ånde af spots.
Kamilla Wargo Brekling håndterer emnet alder med varme og fantasi. Emnet er lige så uudtømmeligt som vores erkendelse af livets muligheder er afhængig af vores respektive evner til at bruge samme fantasi.
Lige så forunderlig og mystisk som den erkendelse, den 90-årige Victor Borge udtrykte, da han blev spurgt, hvordan det var at blive så gammel. Han svarede: ’Ja, min mor skulle se mig nu. Hun ville nok blive forskrækket.’ Tanken er svimlende.
