Fanny Louise Bernth, Karen-Lise Mynster, Carsten Bjørnlund og Thomas Gabrielsson i ‘De fulde’ (tegn.: Claus Seidel)

DRUK

Russisk satire over europæisk velfærdsdekadence drukner i tørlagt overdrivelse.

Dramatiker: Ivan Vyrypaev. Iscenesætter: Staffan Valdemar Holm. Scenograf: Bente Lykke Møller. Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Carsten Bjørnlund, Maria Rossing, Marie Dalsgaard, Andreas Jebro, Thomas W. Gabrielsson, Karen-Lise Mynster, Joen Højerslev, Stine Schrøder Jensen, Rasmus Fruergaard, Simon Bennebjerg, Alvin Olid Bursøe, Laus Høybye og Kirsten Olesen.

***

DET er nogenlunde den længste og største omgang kæferter, du er blevet præsenteret på en dansk scene. Med ’De fulde’ på Skuespilhuset er vi i hvert fald højere oppe og længere ude end vi har været i Tom Kristensens ’Hærværk’ eller Brechts ’Hr. Puntila’, og hvad vi ellers kan komme på af forestillinger, hvor det ikke kun er brædderne, der er skæve og skrå. ’Den grønne elevator’, ’Koks i kulissen’ o. s. v. I ’Hvem er bange for Virginia Woolf’ inde på den kongelige scene ved siden af holder Martha og George sig dog nogenlunde oprejst mellem flodbølgerne af whisky.

I ’De fulde’ på Skuespilhusets Mellemgulv-scene er alle fjorten skuespillere fra start til slut så stangdrukne, at vi kan blive bekymrede for deres helbred, ikke på grund af alt det sprut, de hælder i sig – der glider vist ikke en dråbe ned undervejs i de to og en halv time stykket varer. Drukorgiet er slut, og deltagerne kommer en efter en vaklende på scenen. Fest og selskab er forbi, men ingen er nået (og når ikke på noget tidspunkt) det øjeblik, hvor den friske luft klarer det alkoholsyrede blodomløb. Tøjlerne er løsnet, de står på gaden totalt dinglevorne, og ord og tanker vælter ud af dem, som den slags kommer sejlende i løs vægt i drukforplumrede hjerner. Til gengæld er skuespillernes liv og lemmer demonstrativt sat på spil, de dejser omkuld, kroppen slår kludder, de knalder ben og arme i asfalten, ramler ind i hinanden og i scenevæggene eller ud over scenekanten og ned i skødet på første række. I ét væk fra start til deadline.

CARSTEN BJØRNLUND er en af de første, der forlader selskabeligheden. Han kommer på scenen som en roterende, løbsk nytårs-kineser, og vi øjner en hospitalsindlæggelse, som da han for nogle år siden havde forsøgt at sætte danmarksrekord i at gå hurtigt baglæns op ad en trappe. Det var i ’Koks i kulissen’ på Store Scene. Men nej, hverken han eller de andre ulyksalige spillere ser ud til at komme til skade, de kender trickene og faldteknikken, lige fra Fanny Louise Bernth, der straks skvatter om i en vandpyt og ikke magter at rejse sig, til de noble repræsentanter for borgerskabet Karen-Lise Mynster og Stine Schrøder Jensen, som slår krøller på krop og talegaver i en blanding af fuldskab og irritation over deres mænd, der roder sig ud i en spontan blanding af grams på fremmede damer og lige så ukontrolleret fabulering om Gud og sindsforstyrrede overvejelser om utroskab og ægteskab.

VIRKELIGHEDEN dukker op af dybet i de omtågede hoveder. Sjælenes underholdende fantasier blomstrer over hele linjen – grotesk og ikke spor surrealistisk. Med blindskud af forførelser, frejdige blotlæggelser af ellers skjulte aggressioner og lyster. Simon Bennebjerg som unge Max er på polterabend, men får en drukkammerat til at vie sig til Marie Rossing i nattens mulm o. s. v, o. s. v.

VI har fornøjelsen af sjove og overraskende præstationer. Kirsten Olesen som naiv luder med udspekulerede ambitioner. Figurerne træder af og til ud af deres papudskårne roller og får handlekraft til psykologiske spilmuligheder, f.eks. Karen-Lise Mynster, der roder sig ind og ud af jaloux raseri og sød indforståelse med motiverne hos både sin mand og pigen, som han pludselig vil giftes med.

Staffan Valdemar Holm har instrueret og iscenesat uhyrlighederne, og vi accepterer gerne den bagved liggende tankegang hos ham og den russiske dramatiker, som handler om, at vi ser et billede på det europæiske velfærdssamfunds dekadence. Rodløse, vildfarne sjæle på en mental slingrekurs, der køre lige så skævt og skeløjet som et selskab på druk.

OVERDRIVELSE fremmer forståelsen. Men overdrivelse kan også trætte og forplumre motivet. Det sker her. Grinene forstummer, og moralen om menneskehedens mentale forfald skal man åbenbart til en russisk dramatiker for at få illustreret så håndfast.

gregersDH.dk