Mark Fjordbæk Oreskov, Malaika Berenth Mosendame og Clara Fredeerikke Rose Lundberg i ‘Jack the Ripper’ (tegn.: Claus Claus Seidel)

RIP THE JACKER

’Jack the Ripper’ er for lang på Musicalteatret. Skær, så bliver den helt fin.

Manuskript, instruktion, sange og koreografi: Rasmus Mansachs. Medvirkende: Bl.a. Malaika Berenth Mosendane, Michael Gade Thomsen, Olivia Helene Roskjær Toft, John Holmgren Brohammer Jensen, Freja Silke Højberg Stenbæk, Matteo Mikkelsen, Mark Fjordbæk Oreskov, Katrine Juliane Krone, Christine Maria Engelsted Risum, Hannah Madeleine Juul Toft, Stefan David, Line Hesdam, Clara Frederikke Rose Lundberg og Kalle Tuborgh Solmer.

’Jack the Ripper – the Musical’ spillet på Folketeatrets Store Turnéscene i Bellahøj Centret. Varighed: 3 timer inkl. en pause.

***

EN historie, der er lige til at gå til. Jack the Ripper kan der koges suppe på når som helst, og det bliver der. I denne omgang af et af kongerigets flittige amatørensembler Musicalteatret, der samler kræfter til flere forestillinger om året og kan rykke ind på Folketeatrets Store Turnéscene for fuld musik. Ingen grund til, at Jack the Ripper-historien som så meget andet i disse år ikke skal gøres til en musical – på plakaten hedder det naturligvis: ’Jack the Ripper – The Musical’.

RASMUS Mansachs er manden i spidsen for projektet i år som de forrige år. Han tager sig af det hele, skriver manuskript, musik og sangtekster, står for instruktion og koreografi, er vel også scenograf, selvom det ikke fremgår. Men den side af sagen er også det mindste. Man klarer sig med en enkelt dør i hver side, et forhæng som mellemtæppe og nogle trin op til scenen, så de medvirkende kan komme ind, ud, op og ned til de skiftende hændelser på scenen, hvor det vigtigste inventar, en seng til deling mellem de mange ludere (gerne i bunkesammenstuvning)– kan udskiftes med to andre nødvendige rekvisitter: et skrivebord til politiinspektøren og en barberstol til kunderne hos den lokale fidusfrisør. Rasmus Mansachs har en stab af folk til det hele i øvrigt, kostumer, lys og lyd. Produktionen kører sikkert – der er noget at holde styr på med 48 medvirkende, alt og alle vel forberedte, ingen slinger i valsen med replikker, der ikke sidder, ingen sange, der går i baglås – de er oven i købet godt skrevet flere af dem, især måske den sang som en af de stakkels piger synger lige før pausen.

DET er på mange måder en stor fornøjelse at overvære forestillingen, de medvirkende går til sagen med slagkraft og overbevisning. Mansachs lægger vægt i historien på beskrivelsen af ludernes mislige vilkår i det Londonkvarter, de lever i, kvindernes indbyrdes kævl og konkurrence – den elendige seng, de deler, er en central slagmark i stykket. Mændene omkring dem er et ros af slyngler, tyveknægte, korrupte husejere og deres kællinger, og ikke mindst et par politiinspektører, der konkurrerer og gnækker løs på hinanden. Godt valgte typer, de fleste. En bordelmutter med uflyttelig kynisme, rå eller triste ludertøse, en af dem et mindreårigt gudsord fra landet. Et offergalleri af galgenhumor, stofmisbrug og sørgmodig plattenslageri på alle ledder.

DEN mystiske Jack the Ripper, der i det virkelige liv aldrig blev fundet og afsløret som den femdobbelte ludder-morder i Londons White Hall-slum i året 1888, hænger i luften som flere muligheder blandt de medvirkende – han afsløres til sidst, men vi siger det ikke, for det er en vellykket pointe, at publikum får deres mistanker undervejs og tænker: Hov, det er nok ham dér – eller ham eller ham! Det har vi rigelig tid til – forestillingen er alt for lang, den spinder stadig nye ender, og den har ud over det et problem med at beskæftige de mange medvirkende. Vi drukner i voldsomt mange dialoger og enkeltopgør, og når der endelig udløses nogle masseoptrin, virker de påklistrede. Kunstige og koreografisk intetsigende. Lidt som forsøg på at legitimere musical-overskriften.

FORESTILLINGEN skal gå frem til den 11 maj, så det må der kunne gøres noget ved. Frem med saksen. Eller morderkniven. Rip the Jacker.

gregersDH.dk