Hans Abrahamsen (foto: Per Morten Abrahamsen)

H.C.A.s AFLØSER?

Hans Abrahamsen som den moderne musiks eventyrfortæller i Den Sorte Diamant i aftes.

Hans Abrahamsen-Sinfonietta-aften i Den Sorte Diamant. Følges op af en Abrahamsen-kammermusikaften torsdag på Det kgl. Danske Musikkonservatorium med Nordic String Quartet og Trio con Brio. Samt selve Sonningpris-koncerten fredag aften i DRs Koncerthus og en Abrahamsen-koncert søndag aften den 28. i Musikhuset i Århus.

*****

HAN skriver eventyr, Hans Abrahamsen. Som H.C. Andersen ville skrive eventyr. Tror jeg. Hvis han altså havde levet i dag og været komponist. Små præcise musikalske fortællinger, hvor sproget er som i dialog med sig selv, historierne fulde af subtile dramatiske overraskelser, intet rigtig forventeligt, selvom vi ustandselige bygger forventninger op. Andersen og Abrahamsen.

I AFTES koncerten i Dronningesalen i Den Sorte Diamant – en ren Abrahamsen-koncert som optakt til, at komponisten på fredag modtager Sonnings Musikpris i DR-koncertsalen.

HVOR er Abrahamsen henne i sin strøm af kompositioner? Ligesom Andersen – altid det samme sted og altid et nyt. En stifinder på jagt i naturen, jagtmarkerne er hans egne indre syner, Han ser klange, han ser lyde og motiver, han leger på listefod med dem som små fabeldyr. Musik er noget, han både ser og hører, hans ekspeditioner kan starte med er næsten uhørlig hvisken fra en violin, en hvisken, der breder sig til andre strygere, en trompet, der gjalder som budskab fra en fjern egn i hans fantasi, træblæsere, der sender rislende kaskader af toner mod ukendte dybder. Abrahamsen bevæger sig i strukturer, grafisk tegner han synlige og hørbare toner og melodiske forløb, rytmiske ryk og vendinger, der et øjeblik kan virke, som er han på et skævt vildspor – jager han sine musikere ud i afprøvning af et nyt og uvant svingningstal til kammertonen, er han ved at miste tilliden til det wohltemperierte system? Som for at forsikre os, at det er han ikke, så lader han musikerne stemme sig på plads i nogle sekunder. Eller han lader sin klaversolist – spanske Manuel Esperilla i aftes – slå løkke om en enkelt tone, lader den klinge ud som afslutning på en sats, den skal virke, som er den på vej mod verdensrummet, tonens overtoner skal dø ud for vores øren.

VI lytter og lytter til hans fortællinger, vi følger hans uransagelige veje – som teknisk set ikke er uransagelige, hvis man dykker ned i hans nøjeregnende operationer med melodiske kim og rytmiske forskydninger, tonale og atonale modeller, alt det, der endevendes af ham i hans værker. Han anlægger selv en vinkel på sin musikalske skaben tilfældigvis i dagens udgave af ’Det Grønne Område’, der udkommer i Kgs. Lyngby, hvor han bor. Han siger, at musik i dag i skolen ”bliver betragtet som kreativ leg”… og fortsætter ”Dengang lærte vi musikteori, om dur og mol og musikalske perioder. Det gør man ikke i dag. Det er synd, for jeg mener ikke, at man kan være kreativ, hvis man ikke har teorien på plads.”

Men dybest set er kreativitet selvfølgelig noget uransageligt. Også Abrahamsens kreativitet, der styres af instinktive valg. Disse hvirvelvinde af instrumental himmelflugt, der afløses af åndepust, ekkoer af uddøende liv, tavler, der lynhurtigt viskes rene. Eventyrbilleder, der pibler frem og vokser som natursyn, og forsvinder, inden du har set dig om.

For kammermusikere, der er så bevidste og lydhøre som Athelas Sinfoniettas med dirigenten Thomas Søndergaard og det tyske gæsteensemble ’recherche’, er de værker, vi hørte i aftes på den Sorte Diamant, tydeligvis fabelagtige legepladser for instrumentale dialoger, der hvisler mellem musikerne som hvisken og råb og forplanter sig til publikums spidsede ører som intensive lyd- og fantasibilleder.

I det nyeste af programpunkterne, hans ’Schnee’, der varer en fuld time, ledsages orkestret af baggrundsstore, delvis abstrakte video-billeder, kreeret af Abrahamsens bror, fotografen Per Morten Abrahamsen, vel tænkt som en medskabende og understøttende billedside til de ti episoder, som det vældige værk består af. Min oplevelse var i aftes, at i mit eget lille indre verdensrum lever musikken stærkere alene.

Men Andersen, H.C., for ikke at glemme ham. Han ville være dånet over Barbara Hannigan, den canadiske sopran, der var på scenen midt i Abrahamsens eventyr. H.C.A. kunne som bekendt falde i svime over begavede og smukke sopraner. Hun sang Arnold Schönberg. Ja, hun gjorde. Abrahamsen har i tidens løb skrevet flere transskriptioner af andres værker, bl.a. også nogle tidlige sange af Arnold Schönberg, tolvtonemusikkens skaber. Hans Lieder, opus 2 er senromantiske, højspændte kærlighedssange i et tonesprog tæt på strygersekstetten ’Verklärte Nacht’, som formodentlig er det mest hørte og spillede værk af Schönberg overhovedet, i øvrigt inspireret af digteren Richard Dehmel, der har skrevet de fire Lieder, op. 2. Det var midt i Abrahamsens svævende minimalisme en dybt fascinerende opførelse af hans loyale transskription af klaverstemmen til Sinfoniettaens kammerensemble. Barbara Hannigan ekspressive fortolkning førte os et andet sted hen end vi eller befandt os denne aften og var samtidig et forvarsel om hendes medvirken fredag aften ved selve Sonningpris-overrækkelsen til Abrahamsen i DRs Koncerthus. På fredag synger hun med symfoniorkestret ’Let Me Tell You’, som er en Ofelia-monolog, der bygger på Ofelia-tekster fra ’Hamlet’. Abrahamsen har komponeret ’Let Me Tell You’ på Barbara Hannigans opfordring. Og mere forvarsel: Barbara Hannigan er allerede valgt til at modtage Sonning-Musikprisen i 2020. Og endnu et: Hans Abrahamsen er på vej med sin første opera ‘Snedronningen’, der er bestilt af Det Kgl. og får urpremiere 13. oktober på Operaen.

Et nyt eventyr. Er du der, H.C.? Lyt med fra din sky.

gregersDH.dk