Joachim Holbek, Mette K. Madsen, Signe Birkbøll, Jens Gotthelf og Samuel Gustavsson på ‘Riddersalen’ (foto: Dennis Westerberg)
SPILDT MORAL-PRÆDIKEN
ÆBLET FALDER IKKE LANGT FRA STAMMEN – ELLER GØR DET?
Manuskript: Signe Birkbøll. Iscenesættelse: Mikala Bjarnov Lage. Scenograf: Dorthe Holbek. Musiker: Joachim Holbek. Medvirkende: Mette K. Madsen, Jens Gotthelf, Samuel Gustavsson og Joachim Holbek.
’Æblet falder ikke langt…’ spiller på Riddersalen indtil 16. marts. Varighed: 1 t. 10 min. uden pause.
***
HVOR skal den hen, den historie om drengen Samuel? Han fødes og vokser op med en masse påmindelser om, hvad han skal og bør. Især være flittig og stræbsom. Men det blæser han på. Han vil heller bruge sin fantasi og selv at finde ud af noget.
DET er klart nok temaet. Forløbet af historien er ellers så knortet som en gammel træstamme. Deraf vel ’Æblet’ i titlen, æblet, der kommer dumpende ned fra stammen, da Samuel fødes – han er præcis som sådan et æble. Frisk nedfalden, klar til livet. Og stammen er så også stamtavlen over alle dem, knægten stammer fra, navnlig en tipoldefar, der var entreprenant og havde orden i sine forretninger. Den pædagogiske lektie bliver doceret af ’Mesteren’ en slags far eller overlærer, måske ligefrem en inkarnation af princippet samfundstøtten – Jens Gotthelf gør ham i hvert fald til en mester i konstant løftede pegefingre.
MEN den arme Samuel driver frejdigt på med at finde ud af, hvad der er sjovt i denne verden – rollen bliver spillet af den svenske artist Samuel Gustavsson, han siger aldrig noget, men det gør ingen ting, vi ser ham rejse til slægtens onkler, der er fjerne grene af stamtræet – handelsmænd i en arabisk verden. Og vi ser ham forelske sig i en pige og i øvrigt jonglere videre i livet med bolde og ringe og andre artisterier.
SÅ kan ’Mesteren’ lære det! Ligesom alle, der regner med, at deres slægtsforskning og anetavle-studier kan give fingerpeg om egne livs-forpligtelser. Det kan de godt kan glemme alt om.
Det er nok tvivlsomt hvor meget børn, som er en væsentlig del af publikum i denne vinterferie, bliver fanget af slægtsforskning og arveligheds-problematik i stykket. Det, der tæller mere er de umiddelbare situationer. En skuespiller, der forsvinder og jagtes scene og sal rundt, et kæmpelagen, der suser frem og tilbage over hovederne på publikum, Samuel, der med pokermine tryller med det ene og det andet, og så en masse musik og sang i hænder og struber på skuespillere, der som Mette K. Madsen og Signe Birkbøll kan lidt af hvert. Et farverigt, legende sceneri, der sjældent står stille. Skyggebilleder, marionetdukker. Herligt ulogisk, springende teater. Ikke borgerlig moralprædiken.
gregersDH.dk
