John Lundgren, en luder, Michael Kristensen og Gisela Stille i ‘Lastens vej’ (Tegning: Claus Seidel)
MED PASSER OG LINEAL
På ’Lastens vej’ med Easy Rider og Stravinskijs passer og lineal. Det Kgl.s opsætning på Operaen har sine kvaliteter.
****
En snert af pantomime eller Mester Jakel-komedie: En stum spiller krydser over forscenen. Gør tegn. Spillet skal begynde!
Så går der et sug gennem publikum: Mellemtæppet går op, og der åbenbarer sig en vej med et perspektiv, der fortaber sig i horisonten, som skulle vi med på bagsædet af en Easy Rider på vej ud mod de blå bjerge i baggrunden. ’Lastens vej’? Den øde startbane til op- eller nedtur for Den Kgl. Opera?
Men straks ser vi ynglingen Tom i kyssefjas med sin Anne ved vejkanten og hører Annes far skælde ud og gå og smække med døren til sin noble gård: – Du får ikke min datter, hvis du ikke tager dig sammen, i stedet for at daske drømmende rundt på den måde! Den åbning ligner en vaskeægte Morten Korch-situation.
LIBERTINEREN
Men vi er altså i kløerne på Stravinskijs opera ’Lastens vej’ – som den kaldes i denne danske udgave. ’The Rakes Progress’ siger noget lidt andet, som programmets artikelforfatter Christine Marstrand rigtigt er inde på. ’Libertinerens vej frem’ kunne den måske hedde. ’Libertinerens fremskridt’ klinger så kluntet. For det er ellers det, der er unge Toms skæbne i denne moralske fabel: Han arbejder sig længere og længere frem i sin idiotiske dekadence, jo værre jo mere han stritter imod og vil tilbage til søde Anne og det enkle liv på landet. ’The Rakes progress’ er en grum ironisk titel.
Fremskridt ned mod helvede.
DEN SORTESTE SATAN
Men sådan begynder historien altså. Indtil idyllen piftes bort, da den sorteste satan melder sig på banen – Nick Shadow er hans navn, og han er manden, der som en anden djævel i Goethes ’Faust’ lokker unge Tom i uføret med lokkende toner om en vældig arv fra ’Onkel i Amerika’, som den slags altid præsenteres.
Og herfra ruller den makabre komedie så. Med Tom, der slæbes og slæber sig gennem Londons bordeller og forbryderverden, stadig med Nick Shadow i hælene eller to skridt foran som arrangør af alskens lyksalig fordærv. Mens Tom spræller i nettet og ønsker sig ud af det hele. Og mens den søde Anne gang på gang melder sig som en anden Michaëla i ’Carmen’ og vil hente den fortabte elskede hjem. Alt forgæves. De forfærdeligste oplevelser påtvinges hende. Endda at finde sin elskede gift med noget så absurd som en skægget tyrkisk kvinde ved navn Baba, et ekstravagant billede på perversitet.
ASSOCIATIONERNE
Alt melder sig af associationer og fuldpakkede inspirationer fra al europæisk, om ikke alverdens, klassiske forlæg til denne opera – både af Stravinskij og hans engelske librettist W.H. Auden.
Vi behøver ikke vide det alt sammen for at fornøje os over fablen. Slet ikke for at glæde os over den farverige og fabulerende scenografi og iscenesættelse, begået af den svenske scenograf Lars-Åke Thessman og den gamle instruktørkending David Radok.
Og slet ikke for at fordybe os i det pertentligt udpindede Stravinskij-partitur, som udfoldes af et orkester i næsten præcis ’Cosi fan tutte’-størrelse og sammensætning.
Det må være nok at associere til netop Mozart som et af de utallige byggematerialer, Stravinskij tager i anvendelse med sin pincet. I ustandselige variationer af former, arier, ensembler, instrumentationer, høflige små buk til den ene og den anden, ironiske hentydninger, forelskede lynnedslag, saglige påmindelser.
Nøgtern og skarp som en professor i kirurgi lægger han eksempler på bordet, og hvis det lyder kedeligt, så er det kun delvis løgn. Stravinskijs passer og lineal fungerer.
FAVNTAG TIL SANGERNE
Alt sammen er små og store favntag til sangerne på scenen: Den så tilforladelige og venlige og ypperlige tenor Michael Kristensen, der har fået et af sit livs roller som denne Tom Rakewell – på én gang knægten fra landet, den fortabte, den ærlige, den usikre, den sultne, den nødstedte, den konstant mobbede, men også knøsen med den gode vilje.
Og som den rene af hjertet, den gennemførte liter sødmælk fra mejeriet i Derbyshire Anne Truelove: Gisela Stille, som toner gennem den næsten tre timer lange opera, klingende så smukt, hvad enten hun ledsages af den prægtigste fagot-solo fra orkestergraven eller et valdhorn.
Mod dem: John Lundgrens dæmoniske manipulator Nick Shadow med en stemme, der klinger som rungende dommedagsslag på de jernbjælker, vi i gamle dage slog på, når vi skulle tilkalde færgen ved Munkholm. Eller Randi Stenes groteske Tyrker-Baba, som får hende til at eksponere al sin groteske charme og plaprende verbalspeed.
KNIRK
Man ved ellers ikke rigtig, hvad man skulle stille op med denne absurde gang barok-travesti med dens løftede moralske pegefingre emballeret i farvelade som en børnebog og i øvrigt kommenteret sønder og sammen i indsigtsfulde analyser af tekst og node, baggrund og historik – hvis ikke en opsætning som denne var så velartikuleret. Takket være både solister og det konstant aktive kor.
For som opera knaser og knirker den alligevel lidt som den ugegamle nedtrampede, isede sne, vi betræder på gader og fortove i disse dage.
