Ida Cæcilie Rasmussen i ‘Med mig selv i mine egne arme’ (Foto: Teater Republique) (Se også Claus Seidel-tegning fra forestillingen 5.1.)

JEG ER SOM ET

STOPPET LOKUM

Rædselsvision i tilstandsrapport fra en kvinde – have børn eller ej?

Dramatiker: Christina Hagen. Iscenesætter. Maria Kjærgaard-Sunesen. Scenograf: Christian Friedländer. Medvirkende: Ida Cæcilie Rasmussen og tyve elever fra Københavns Akademi for Musik, Dans og Teater.

’Med mig selv i mine arme’ spiller på Teater Republiques Revolver-scene indtil 2. februar. Varighed: Ca. 1 time u. pause.

****

Christina Hagen hedder hun. Hun skriver lige så hæmningsløst som Herman Bang som journalist – en journalistik, hvor vi fanden galeme får med hele skovlen, når pennen fik frit løb. Lige så personligt skriver hun, med sig selv som dynamolygte, fingeren på sin dundrende puls og sug af verden omkring sig.

IKKE for ingen ting hedder stykket ’Med mig selv i mine egne arme’. Alene den titel svirrer af overload, for kan mine arme være andre end mine egne? Nå, ja, ok. Det er klart, hvor hun skal hen. Dérhen, hvor en kvinde befinder sig, når dét at få sig et barn bliver en rædselsvision. Plagsom, djævelsk, jagtet som uundværlig attraktion, hadet som latterlig, spolerende for al personlig trivsel. Men Uundværlig. En situation, som en kvinde uvægerlig ønsker sig, gisper efter, men også forbander. Det hele i en tornado af kyniske selviagttagelser og selvopgør. Rasende rusk i sit eget tøjr.

IDA Cæcilie Rasmussen har rollen som det martrede kvindemenneske. Og for at gøre situationen tydelig har Christina Hagen og instruktøren Maria Kjærgaard-Sunesen anbragt hende med indkøbsvogn i et supermarked, hvor alt bliver associationer til hendes fødsels- og børnepaniske fantasi – hele sceneområdet er et kæmpemæssig udvalg af dybfrost, vaskepulvere, frugt og pølser, og som om det ikke var nok: Det mest af en burgerbar afbildet på endevæggen som en slags Jesu sidste Måltid med babyer og saftige burgere som deltagere, og hvor pigen kan løfte armene som var hun på vej til Golgatha for at få syndsforladelse eller hævn, eller kaste sig i en af de forhåndenværende dybfrysere, alt efter hendes øjeblikkelige sindsstemning. Hvor tvivl, raseri, selvopholdelsesdrift eller lyst til at sparke til sin skæbne, veksler med frustrerende blodtørst og lyst til at være normal. Kvinde klar til bleer, mand og et barn eller tre – ’tre misdannede klatkager’ som hun vrisser. Hun karakteriserer sig selv som ’et stoppet lokum’, en kvinde, der hænger på den, udstrakt mellem fald til patten og spark til hele supermarkedet af vaner. Modspil får hun af det komparseri af kunder, der fylder butikken, tyve elever fra Københavns Akademi for Musik, Dans og Teater, der agerer børnemodne forbrugere og er med til at skabe den levende ramme af hverdag omkring hende.

DET er en ordentlig knytnæve af verbalerotisk temperament, der står ud af denne monolog, bragt over scenen og tværs gennem de hundreder af opstablede dagligvarer.

ET mærkeligt a propos til den øjeblikkelige, heftige diskussion om fødsler og rugemødre – om alenemødre, barnløse mødre og mødre, der ruger, eller bare ruger over, om de skal eller ej og hvorfor.

På Teater Republiques Revolver-scene bliver der skudt en mor/barn-problematik af, så stakkene af øldåser ramler på gulvet som bedste kommentar fra mandeverdenen, og de bayerske pølser glider i ét med barnenumser, som var det hele ét fedt. Børn som en del af det daglige vare-sortiment.

DET er ny dansk dramatik på høje nagler.

gregersDH.dk