Stina Ekblad i ‘Den Guddommelige Komedie’ på Teater Republique (tegn: Claus Seidel)

MERE RADIO

END

TEATER

Stina Ekblad i flammende gengivelse af Dantes ’Den guddommelige komedie’. Se hende. Endnu mere: Hør hende.

Digter: Dante Alighieri. Oversætter: Ole Meyer. Iscenesætter: Staffan Valdemar Holm. Scenograf: Bente Lykke Møller.

’Den guddommelige komedie’ spiller på Teater Republiques store scene indtil 2. februar. Varighed: 1½ time uden pause.

****

KUNNE det lade sig gøre? Selvfølgelig. Viljen ser Vorherre på.

MEN det er immervæk en verbal blodtud at få Dantes ’Guddommelige komedie’ fra begyndelsen af 1400-tallet som monolog på scenen. Så kan Stina Ekblad, det statelige, karismatiske kvindemenneske udtrykke sig nok så prægtigt på sit 99 procent danske, bringe Dantes tekst over sine læber som hugget i marmor, bevæge sig som en faretruende, magisk danser rundt på Republiques store scene, der udbreder sig som et brudstykke af jordkloden med alt, hvad den klode i Dante-historiens verbale formuleringer byder på af styrtende nedgange til helvede, brådsøer af floder, der skal krydses, bjergbestigninger mod forrevne klippetoppe, hvorfra djævlen kan nedstyrtes, udsigter mod det himmelske lys – alt det eventyr, der ligger i monologen, inklusiv Dantes omvej ad månens overflade, hvorfra han kan kikke ned på kloden og alle dens misligheder. Og i øvrigt – når man er Stina Ekblad – bevæge sig med søvngængeragtig og jomfruelig sikkerhed rundt mellem stumperne af BR Legetøjs konkursramte, hvidmalede restoplag, som scenografen Bente Lykke Møllers har samlet som et lilleput-univers, en dukkeudgave af verden i al dens komiske, eviggyldige latterlighed.

HALVANDEN time med den storslåede tekst om helvedets pinsler og straffedomme, skærsildens brutale lutringer af de ulykkelige ved hjælp af fornyede, udspekulerede nedværdigelser, Dantes skildring af den plagsomme vandring mod gud, lyset og troen – den tro, som hans afdøde ungdomskærlighed Beatrice i den eventyrlige fortælling guider ham mod med nærmest formynderisk belæring, da hun har afløst den græske digter Vergil som rejseledsager. Vergil, der med sin egen ’Æneiden’ digtede om rejser gennem al helvedes rædsler.

VI lytter, lukker ind imellem øjnene for at suge teksten til os – uden at vi i de øjeblikke for det indre øje taber synet af Stina Ekblads røde fremtoning. Men vi lytter og lytter. Som til en mageløst levende og dramatisk radio-oplæsning af værket, lytter vi til de blodtørstige beskrivelser af katolske visioner om helvedes trængsler – værre end så mange andre torturvisioner? – aktuelt netop eviggjort af arkæologers nye fund i aztekiske ruiner i Mexico af tusind år gamle skeletter af menneskeofre til guderne. Og aktuelt virkeliggjort af islamiske halshugninger af danske turister i Marokko. Dante levede af gode grunde perioder af sit liv på flugt. Ikke fra islamister, selvom han nævner Muhamed blandt alverdens kontroversielle figurer i ’Den Guddommelige Komedie’. Men fra pavetro katolikker. For også paven og katolsk afladshandel får turen undervejs. Det kan næppe have været dét, der fik Voltaire til at skrive, at “Dante er en dåre og hans værk et monstrum”. Snarere for Voltaire Dantes maniske beskæftigelse med djævle og overtro.

Vi lytter til ’Den guddommelige komedie’ i ny og mundret oversættelse, løsrevet fra versificering af Ole Meyer. Så velformuleret som Ebbe Reich Kløvedals gengivelse for nogle år siden, hvor vi kunne genkalde os romantikkens gennemsvejsning af komediens gyserstemninger i Gustave Dorés berømte illustrationer til værket.

MERE radio end teater på Republique? Jeg synes det.

FORESTILLINGEN på Republique suppleres af et arrangement på Glyptoteket på søndag eftermiddag, hvor man kan få uddybet Dantes værk og opsætningen af bl.a. instruktøren Staffan Valdemar Holm. Hvis du skal derind, så kik lige over på søjlen foran hovedindgangen på H.C. Andersens Boulevard. Beatrice står på toppen. Dantes profil i relief ved foden. Synlig tæt på, hvis man vover sig over Boulevarden i den helvedes trafik.

gregersDH.dk