Nanna Skaarup Voss og Camilla Gjelstrup i et øjebliks desperat og lattermild forsoning (Foto: Allan Toft)

BLODBAD I DAGLIGSTUEN

Franske Yasmina Reza lader ægteskaber revne, så latteren runger i Aalborg Teater

Dramatiker: Yasmina Reza. Iscenesætter: Martin Ringsmose. Scenograf: Nicolaj Spangaa. Oversættelse: Jesper Kjær. Medvirkende: Camilla Gjelstrup, Jacob Moth-Poulsen, Nanna Skaarup Voss og Lars Topp Thomsen.

’Blodbadets gud’ spiller på Aalborg Teaters Store Scene indtil 16.1. og derpå igen 1.2. til 18.2. Varighed: 1 t 20 min. uden pause.

****

DER er arbejde til et helt kompagni af ægteskabs-psykologer i den historie. Plus en dyrepsykolog. For hvordan fanden har en hamster det, når den bliver sat på gaden og overladt til sin skæbne?

DET er en detalje i Yasmina Rezas afsindige drama om to ægtepar, der mødes for at lægge låg over et problem. Deres drenge har været oppe at slås, og den ene er kommet til at banke et par tænder ud på den anden. Drengene får vi ikke at se. Heller ikke hamsteren. Hamsteren bliver bare et billede på diskussionens vanvid. Tragikomisk. Lattervækkende. Grotesk. Børnenes hamster kylet ud som tilfældigt offer for den mentalitet, der eksploderer planløst hos mennesker, der mister kontrollen over deres handlinger.

DET arme kræs skæbne bliver hængende i hovedet hos tilskueren. Selvom det bare er et sidespor i opgøret mellem ægteparrene. Et af de mange små tricks, den franske dramatiker Yasmina Reza bruger til at fortælle, hvordan idiotiske småkonflikter vokser til stormhøjder på brøkdele af øjeblikke. Alt kan bruges, når tøjlerne løsnes mellem mennesker.

YASMINA REZA er en mester i at bygge et dramatisk forløb op. Det ved vi især fra hendes berømte stykke ’Kunst’, der har gået og stadig sættes op med mellemrum på danske teatre.  HER i ’Blodbadets gud’ begynder det med et høfligt møde over kaffebordet. Vi må lige snakkes lidt om det her, siger forældrene. Og vi er jo kultiverede mennesker… Men gu’ er vi ej. Der skal bare falde et forkert ord, en forkert hentydning til skyld og konsekvenser, før temperamenterne knopskyder i forsvar og angreb: Hvad mener du med dét? Hvad antyder du? Hvorfor siger du sådan?

DE knækkede tænder hos drengen vokser til et blodbad af mundhuggerier om småting. Mellem parrene og mellem ægtefællerne indbyrdes. Hele det katalog af irritationsmomenter, der huserer i menneskhedens dagligdag, og kan slås op i som i et katalog – ikke nedskrevet, ikke erkendt, men latent til stede under overfladen, klar til brug i små og store vulkanudbrud. Problemet med drengenes slagsmål dukker op i bølgeskvulp, men forsvinder ind imellem i kampens voksende stormvejr. Ligesom hamsteren. Det er som sidetemaer i en symfoni, der videreudvikler sit hovedtema. Det ene øjeblik kaster parrene sig i fælles hidsighed over hinanden, det næste ryger mand og kone i private skænderier, stimuleret af den omsiggribende opløsning i frontstillingerne.

DE fire skuespillere på Aalborg Scenen kaster sig med øjne og kløer på spring ind i deres roller. Camilla Gjelstrup er værtinden Veronique, som forsøger sig med kultiveret, intellektuel facade, men eksploderer i serier af raserianfald, da de korporlige uregerligheder får den gæstende fru Anette til at brække sig over hendes fine bøger på sofabordet – det er Nanna Skaarup Voss, der vrisser rasende ukvemsord med hovedet i brækspanden. Hendes mand, Lars Topp Thomsen som advokaten Alain er i fast rutefart stuen rundt med sin mobiltelefon for at ordne en retssag, der – velberegnet af dramatikeren – har løbende associationer til de igangværende forsøg på konfliktløsning mellem ægteparrene. Mobiltelefon-opkald er i det hele taget et himmelsk våben under det voksende blodbad i stuen – Jacob Moth-Poulsen, der er Michel, manden i huset, bliver uafladelig ringet op af sin mor, der vil have råd om, hvilke piller, hun skal tage. Og hans og advokatens mobiltelefoner må løbende renvaskes for sprut og bræk og underkastes fruens hårtørrer.

SOM typer er de to par plantet i velsitueret middelklasse. Vi er i Frankrig – tilskuere, der har set historien på film, vil måske huske, at komedien dér er henlagt til et New York-miljø. Det hænger sammen med, at Yasmina Reza har gjort historien til en film i samarbejde med Roman Polanski og dermed til en movie-succes på det amerikanske marked.

MARTIN Ringsmose har instrueret det blomstrende mundhuggeri, så de fire medvirkende slippes gradvist løs – det kræver timing at få slipstrømmen af vanvid doseret med de nødvendige opbremsninger og pauser, og det lykkes flot i denne komedie, der er skrevet med uforskammet beregning som et hverdagsspil med en undertone af grove afsløringer af menneskelig dårskab og råhed. Latteren runger ufortrødent hos os på tilskuerpladserne. Konflikten slutter uforløst. Vi ser for os, hvordan den fortsætter dagen efter.

gregersDH.dk