Karoline Munksnæs, Sara Grabow, Sandra Yi Sencidiver og Nils P. Munk (Foto: Miklos Szabo)
INGEN TING – OG DOG
Sara Grabow og venner og veninder leverer et pust af musikalsk blomsterstøv i Gasværket med deres minimusical ’Før det bliver sagt’.
****
En lille time med scenisk og musikalsk berøringsangst.
Man kan dårligt forestille sig et mere radikalt skred på Gasværket: Direkte fra Beatles-orgiet med ’Come together’ til ’Før det bliver sagt’, der nu putter sig i et hjørne af foyeren så listigt og underfundigt.
Vi kan også være stille her i Gasværket.
Først lister tre mexicanere med hatte så store som Rundetårn ud af mørket på scenen og toner blødt op til noget spansk.
Men nej. De lister ud igen og afløses af tre sjove piger, skjult bag stribede paraplyer, straks klar til at modtage selveste George W. Bush – for nu omgående at identificere skuespilleren Nils P. Munk, der gennem nogle sæsoner har spoleret resterne af George W Bush’ image på Teater Mungo Park i stykket ’W’, men som her i Gasværket nedstiger fra toppen af en lysmast og præsenterer sig som satellit. Medbringende noget, vi først tror, er en bombe-detektor, men som viser sig at være en mikrofon.
Mikrofonen bliver – i hænderne på en af de tre piger – straks offer for en intim vokal kærlighedserklæring, ganske vist en halv meter for høj, umuligt at skrue ned, men kærlighed overvinder alt.
INGEN TING
Hvad sker der i denne miniforestilling, som er mimisk ballet, elskværdige flerstemmige vokaliser og Nils P. Munk i konstant forskrækkede, generte, kluntede, men også henrykte forsøg på etablere en slags kontakt med de tre gratier?
Ingen ting. Sådan set. Det lille mexicanerband på podiet har for længst lagt flamencoskalaen på nodehylden, og suppleret guitar med både mandolin og en sav, der synger sig vej ind i vore hjerter som akkompagnement til sangerne og deres ømme tekster – det er Sara Grabow, der vist er mester for det meste, og hun er selv en af de tre piger. De andre er Karoline Munksnæs og Sandra Yi Sencindiver.
Ingen ting. Og alligevel – vi tager imod med undren, ser og især: Lytter. Får fortalt et lille eventyr, der ender så blødt som ’Tommeliden’, da et klaver ruller ind og de fire medvirkende toner ud med en sang om glemsel. I stille valsetakt.
Det var dét. Og vi kedede os ikke et øjeblik.